Som øretæver på fluepapir

Sissel Bergfjord læser sig begejstret gennem en af Christina Hagens noveller fra bogen Sexdronning. Novellen handler om en gammel sur lebbe – det er både morsom og hård læsning, der i al sin politiske ukorrekthed har en befriende effekt.

Af Sissel Bergfjord, forfatter

På forsiden af Christina Hagens novellesamling Sexdronning poserer en kvinde siddende overskrævs oven i en nusset dyne på et hotelværelse af den billigere slags.

Hun poserer vel at mærke, men er samtidigt selv fotografen, idet vi må antage, at hun tager et billede af sig selv ind i et spejl. Hendes hoved dækkes af kameraet, der ligner et billigt engangskamera af den slags, man kan købe i Føtex eller i en forretning med badeudstyr og solcreme på Mallorca.

Oven på fotografiet er der tegnet en sjusket skydeskive, hvis midte rammer lige under kvindens højre bryst. Fotografiet er kornet som et gammelt 70’er-feriebillede og hen over ansigtet er bogens titel: SEXDRONNING trykt i selvfede guldbogstaver.

Afsky ved kvindekroppen
Uden at være skåret ud i pap, hænger bogens forside meget godt sammen med novellen og bogens temaer. I novellen Cecilie er det hovedpersonen: Cecilies kæreste, en lesbisk psykolog, der skyder med skarpt og i virkeligheden rammer og affotograferer sig selv for hvert skud, ligesom personen på forsiden af bogen.

Psykologen er lesbisk, men hun hader kvindekroppens mange fejl og mangler, lige undtagen Cecilies og helt unge kvinders kroppe – psykologens tanker er ligefrem en flirten med pædofili. For alt hvad psykologen afskyr ved kvindekroppen, afskyr hun åbenlyst ved sig selv. Som da hun beskriver sin egen kontorrøv, der ikke er blevet luftet, men derimod er blevet fladtrykt og indelukket af for mange skrivebordsstole på lumre kontorer.

Psykologen holder Cecilie fast i et økonomisk afhængighedsforhold, som var hun en utæmmet hoppe eller en særlig blomst, der er blevet kultiveret i et glasbur. I novellen følger vi forholdets sidste krampetrækninger, som munder ud i, at psykologen forgriber sig seksuelt på Cecilie med en champagneflaske. Det er voldsomt og brutalt, og sproget er ligeså voldsomt og nådesløst, men også virkelig morsomt.

Befriende morsom læsning
Hos Hagen gør netop humoren, overdrivelserne og den sårbarhed og afmægtighed, som møder læseren mellem linjerne, at det bliver befriende morsom læsning.

For ellers synes der ikke at være meget frihed i den verden, psykologen og hendes kæreste lever i. Ikke andet end friheden til at tænke præcis lige så politisk ukorrekt og selvafslørende og fordomsfuldt som man vil. Der synes ikke at være et ”sandt” øjeblik, intet uspoleret som endnu ikke er fuldstændigt polstret til af diverse mode og kulturprodukter, personligt mindreværd, sex og væmmelse, manipulation og kontrol.

Hagens bog er gennemført skrevet i den henseende, sprogligt og tematisk. For samtidigt med at psykologen skyder skarpt på sig selv, så kan man også se denne svada af foragt for kvindekønnet i en kulturkritisk sammenhæng.

Psykologen foragter alt det uperfekte ved kvindekroppen, og kroppens forfald og alderdommen i det hele taget. Hun dyrker reklamernes skønhedsidealer. Hun ligger under for det samme manglende selvværd, som vi kan se i vores kultur og som fx kommer til udtryk, når alt for mange – selv unge mennesker – føler lede ved deres egen krop og ved andres.

Pulserende og vildt sprog
Psykologen er væsentlig ældre end Cecilie. Afstanden mellem dem begynder at vokse efter en ferie til Grækenland, hvor Cecilie – på psykologens opfordring – dyrker sex med en bartender, mens psykologen selv ser på. Og psykologens væmmelse over sig selv og sit eget køn flyder over sit bæger i en flere sider lang sproglig- og kliché-voluminøs svada, som jeg synes er en af novellens mest fascinerende sproglige bedrifter, her et mindre uddrag:

Jeg får kvalme af spidse knæ på damer, der cykler meget og som tror, det er frækt at være i form og se ud, som om nogen har gemt en T-bone-steak i deres lægmuskel. Og røde knopper efter barbering i intimområdet, der ligner skoldkopper og rabies og fnat og svamp og fluesvamp og de der små knopper, der sidder bag på egeblade og huser små larver.

Hvor er det også befriende at læse om individer, der tilhører diskriminerede minoriteter, som samtidigt har været svøbt i den uskrevne lov om politisk korrekthed, og her bliver skildret på denne måde. Samtidigt er sproget pulserende og vildt, opremsende den ene tillægsordsbefængte fordomsfuldhed efter den anden.

Sagt på en anden måde, hvor er det befriende at læse om en sur gammel, manipulerende, ulykkelig og sadistisk lebbe! Det er hårdt og trist og hylende sjovt, lige som det er sjovt at høre om Ole og Pia der er medlem af Dansk Camping Union (titlen på en anden af bogens noveller).

Det politisk ukorrekte bliver udstillet i en kulørt gavebod af klichéer, fordomme, seksuelle perversioner og præferencer, og måder som mennesker manipulerer og kontrollerer hinanden på. De manipulerer hinanden af ren adspredelsestrang og kedsomhed, af frygt eller måske for at undgå at komme i nærheden af noget, der bare kunne ligne afmægtighed.

”Gamle damer forneden”
Den gamle halvfede lebbe i novellen Cecilie skyder som sagt konstant på sig selv i sine kyniske udredninger om det køn, hun selv repræsenterer. Der er tale om et smukt litterært tilrettelagt selvmord. Sproget er vulgært og samtidigt tilhører det en kvinde, der kalder en fisse for ”gamle damer forneden” når hun skal omkring det ømme navneord over for sin kæreste.

Det er kropsforskrækkelse af mest beskæmmende kaliber. Psykologen går heller ikke selv fri, men hun gennemskuer måske alligevel de klichéer, der omgiver hende, og som hun selv er indlemmet i: Tjeneren der lever op til stereotypen græsk tyr, den behagesyge, irriterende sekretær, de selvmedlidende klienter og Cecilie, der ikke har nosser til at slå op, men som psykologen selv skal hive en ”tilståelse” ud af. Samtidigt bliver der indirekte skudt med skarpt mod den kultur, der yngler sådan nogle klichéer.

Mennesker med buler og pletter
For til syvende og sidst er Hagens karakterer afmægtige. De er mennesker med buler og pletter og skrammer og klæbrige sår, mennesker, i det hele taget.

De har en skydeskive hængende på maven og et engangskamera hængende om halsen og lige meget hvor meget de trykker på udløserknappen, kan billederne ikke undgå at afspejle dem selv, nøgne og sårbare og knap så interessante, som de står foran spejlet på et billigt hotelværelse, i soveværelset, på jobbet. Det er det greb, som gør, at Hagens skrift stort set aldrig bliver ensidigt, selvom den benytter sig af overfladiske klichéer og flade former, hvor alting normalt ville glide af.

Hagens sprog er som øretæver på fluepapir.

Vi bliver ramt i vores forfængelighed, vores afmagt, fordomsfuldhed eller desperation, og måden vi tackler en sådan på. Vores kultur, som er hele fundamentet for, at klichéerne lever sødt og roligt videre, får sig også et gok i nøden med egne våben. Nogen vil måske føles sig (fra)stødt, men jeg synes, at det er et befriende pletskud af en novelle, af en bog i det hele taget.

Christina Hagen
Er født i 1980. Hun debuterede i 2008 med novellesamlingen Sexdronning på Gyldendal. Hendes anden bog, romanen 71 breve til M, er netop udkommet.

Du kan senere læse en anmeldelse af Christina Hagens nye roman på sentura.dk. Læs også en novelle fra Sexdronning.

Dit eget indre drama

Merete Pryds Helle blev bidt af at læse Lars Noréns En dramatikers dagbok. Her handler det ikke om det plotbårne teater med replikker, men det indre daglige drama, hvor mennesket hver morgen må leve angsten igennem siddende på sin sofa.

Af Merete Pryds Helle, forfatter

Jeg er for nylig blevet færdig med at læse Lars Noréns En dramatikers dagbok. Jeg læste bogen i et stræk, alle de mange sider, som ikke er nummererede, så jeg ved ikke hvor mange der er, et par tusind måske, trykt med ganske lille skrift.

Det er mange mange sider, optegnelser dag efter dag gennem fem år, fra 2000 til 2005. Igennem årene er der en skilsmisse, nye forhold, forhold der går i stykker, forhold til venner og til de to døtre, teateropsætninger, en masse sushi der indkøbes og spises, kommentarer om de mennesker, Norén møder og især om andre teaterfolk, erindringer om barndommen, dyre tøjindkøb, tanker om penge, tanker om kunst, om teater især, besøg på cafeer; og egentlig ikke så meget andet.

Så hvorfor, spørger jeg mig selv, blev jeg så bidt af at læse de optegnelser, dag efter dag, år efter år, at følge et liv der bare gled af sted igennem dagene? Et liv der bevæger sig på samme tid i regelmæssige og uregelmæssige ryk; tiden er inddelt i dage og nætter som tid er, men ind imellem kommer en begivenhed og rykker os hurtigt videre, ind imellem ligger man ganske stille og venter på at bevæge sig.

Sådan er det i høj grad for Norén. Så ud over hvad der sker på indholdssiden, viser bogen os også tidens dobbelthed; at den går fuldstændig ensartet og hopper og springer uregelmæssigt og uforudsigeligt på samme tid.

Dec. 2002 Träffa Charly imorgon. Ett litet samtal om besvikelse og irritation. Jeg vill inte tappa känslan mer än vad jeg redan har gjort. Då blir det inget kvar. – Jeg smekte hennes sköte. Då sa hon: Jeg har fått mens. När då? I dag. I morse. Det märkliga med det är att jeg blev ledsen. Men jeg är glad för att jeg blev så glad när jeg trodde at hon kanske hade blivit befruktad. [Citat: Lars Nóren i En dramatikers dagbok]

Jeg tænker, at det ikke er tilfældigt at bogen; eller bøgerne, jeg læste dem i to bind; hedder En dramatikers dagbok, og ikke bare Lars Noréns dagbok. For det der rulles op er ikke en ydre dramatik, men en indre dramatik, og den indre dramatik er omdrejningspunktet og katalysatoren for de ydre hændelser.

Vi lærer en mand at kende, der er hysterisk og neurotisk og har sine indre dæmoner at kæmpe med. Han er lige så rå over for sig selv, som han er over for andre, lige så kontant over for sig selv i sine korte notater, som han er over for de kvinder, der er i hans liv.

Når man har fulgt ham gennem livet et par år, kan man næsten gætte, hvornår den næste konflikt og det næste brud kommer, for det er en mand, der hele tiden er udspændt imellem at ville være alene og skabe sin kunst, og være elsket og elske og være angst. Som svinger som et pendul mod andre og lige så hurtigt væk mod ensomheden.

Når jeg ser, måske især klassisk, teater, oplever jeg det som en dramatisering af almene menneskelige indre konflikter. Det der sker på scenen, er det der sker inde i mig, er det der sker inde i os alle; det udleves som en form for metafor eller en form for renselse på scenen. Den indre uro, den indre angst, dæmonernes lille trommedans i os, bliver eksternaliseret og vist frem af skuespillerne, så vi kan se vores indre udefra, se den indre tumult oppe på scenen, og måske blive en smule beroligede over, at den indre kamp er almen, at dæmonerne findes, men kun som skuespillere, at de følelser vi bærer på og forsøger at ignorere, bliver levet igennem af andre, så vi kan falde til ro.

Nov. 2003 Vad gjorde jeg idag? Jeg köpte presenter til Nelly. Jeg försökte skriva. Jeg gav upp och försökte igen. Jag vilade. Jeg städade. Jag tröttnade. Jag satte punkt. I mitt rum stod de tysta mörkklädda människorna, så utan tid att det var nu och sedan, och upplöstas långsamt. Varför talar de inte? Ger jag dem inte tillräcklig ro. Micha ringde. [Citat: Lars Nóren i En dramatikers dagbok]

Det gælder ikke kun teatret i dag, men også film; vi ser angstvækkende film for at lære vores angst at kende, vi ser folk slå hinanden ihjel, så vi ikke selv behøver at slå ihjel. Aristoteles taler i sin Poetik om katarsis som en lutring eller renselse af frygt og medlidenhed; og opsatte altså allerede dengang et forhold imellem det drama, der udspilles på scenen og det drama, der udspilles inde i tilskuerens følelsesliv.

Med Lars Norén har vi så en dramatiker, der skriver om sig selv og sit indre drama, i stedet for som han plejer at sætte sit drama op på scenen. Han beskriver sit ydre liv ganske nøgternt, og sit indre liv lige så nøgternt og kortfattet; men lader os se ind i det.

Det jeg finder så fascinerende ved Noréns betragtninger, er, at hvis man forestiller sig at dramaet på scenen er en metafor for det drama der sker i det indre; så er metaforen og scenen her taget væk, og vi ser direkte ind i det drama, der udspiller sig på den indre scene. Det lille drama, der glider gennem hverdagene og måske ikke er stort og plotbårent, men som er påtrængende og vedkommende. Det drama der udspilles for Norén på hans måde og for os andre på vores måde.

De konflikter og følelser der viser os grundstoffet bag teatrets drama, den indre spænding der bygges op og forløses, ofte uden egentlig begrundelse andet end at et indre spændingsfyldt menneske er sådan. Et menneske der vil bestemte ting i tilværelsen så meget og så alligevel ikke kan rumme de ting, han så gerne vil. Et menneske, der søger harmoni, men ikke kan holde harmonien ud. Der søger kærlighed og nærhed, men bliver angst, når der er kærlighed og nærhed, og står fanget midt i en bevægelse mellem at søge den anden og skubbe den anden væk. Et menneske der er plaget af angst, af angstens irrationalitet og uforudsigelighed, og forsøger at leve den igennem, siddende næsten hver morgen i sin sofa lever han angsten igennem. Og viser os det råstof, dramaet lever af som metafor og renselse.

Jan. 2004 Först vaknade jag, utan liv, till en dag utan liv, ett liv utan liv. Jag satt i flera timmar och kunde inte röra mig. Sedan gjorde jag mig i ordning och gick ut. Jeg vet inte vad det är för impuls som knuffar mig och får mig att resa mig upp och gå och klä på mig och gå ut. Jag kom hem igen och satt på samma sätt i några timmar, fram til två. Jag ringda A och sa som det är: Jag har förlorat mig själv. Sedan gick jag in och skrev. Vad ska hon göra med en sådan upplysning? [Citat: Lars Nóren i En dramatikers dagbok]

I læsningen kan man selvfølgelig sige at man kommer under huden på dramatikeren Lars Norén; men man kommer i lige så høj grad ind bag scenen, bag dramaet og ser, hvad det er i os alle, der gør dramatik så interessant.

Dramaet der findes i os alle; hos nogen sat mere på spidsen end hos andre, hos Norén skærende og pinefuldt, men også meget meget menneskeligt. En dramatikers dagbok er virkelig en dramatikers dagbog; som læser bliver man scenen, dramaet udspilles på, og det er medrivende og lærerigt at være den scene, der spilles på.

Fakta om bogen
Lars Norén:
En dramatikers dagbok
1680 sider
Albert Bonniers förlag
Udkommet april 2008

NB! Bogen kan lånes via bibliotek.dk eller købes på adlibris.dk i en billigbogsudgave til ca kr. 100,-

Menneskehedens nekrolog

Mikkel Fossmo har dystre syner om en verden, der ikke længere er til for menneskene. Læs teksten, hvis du tør.

Af Mikkel Fossmo, forfatter

Angsten lungepiber gennem mig. Luften smager forkert, den prikker i slimhinderne. Den giver ikke fylde, men rasper som en fil ned gennem min krop. Jeg rækker en hånd op for at plukke en blomst af ranken, og giften drypper fra stilken.

Kontinentet skælver, når skoven ryddes af de store maskiner, der i kolonner bevæger sig frem. Kan nogen høre, om et træ falder i skoven? Vi mærker det under fødderne, træerne styrter, og fuglereder og aber flagrer mod jorden. Kolonnerne arbejder sig frem og skaber ørken, hvor der før var regnskov.

Giftsprederne kører ud over verdens marker. Regnbuens farver glitrer i giftskyernes dråber, der driver ind over mennesker og dyr. Giften bevæger sig ned gennem jorden og ophobes i grundvandet. Frøerne fødes med to hoveder, menneskene arbejder sammenbidt på at ødelægge deres egen forplantningsevne. Alt, hvad der lever, skal rammes af gift. Planternes grønne blod skal farves gult af edder, ormene krymper i jorden og deres lig ædes af fuglene, der styrter til jorden med lammede vinger.

Byerne er besat af vores maskiner, der har fortrængt os. I storbyerne holder blikdåser side om side uden at kunne komme frem. Hver af dem har fanget et menneske, der sidder indespærret og knuger fortabt om rattet. Bilernes tarmluft dunster ud og lægger sig i dyner over gaderne. I tusinder af år byggede vi byer for menneskene, nu overlader vi byen til bilerne. Hvor torvene engang bød sig til for de levende, står nu vores robotter side om side fra mur til mur. Enkelte vidskræmte mennesker prøver at bevæge sig frem mellem bilerne, men før eller senere bliver de pløjet ned i asfalten.

Olien skvulper ind over mangroverødderne i Louisiana. Olien er sammenpresset dinosauruslort. Det tog tre hundrede millioner år at danne lagene af olie. På hundrede år har vi brændt det hele af. Det vil tage tre hundrede millioner år mere at danne olie af os og de dyr og planter, vi endnu har ladet leve.

I det gamle Rom havde man damme med muræner. Opsætsige slaver blev skubbet ned til murænerne, der som piranhaer flænsede dem med deres skarpe tænder og åd dem. Vores murænedamme er fulde af sælsomme rovfisk, spekulanter og aktionærer. Kom med mig ud til dammen og se på dem, kan du se den store der med det skællede hoved, det er en hedge fund.

Vi kaster os selv og alt, hvad vi ejer, for murænerne. For enhver pris må vi formilde dem. Nu knurrer spekulanterne igen. Tag vores skoler og sygehuse, tag vores liv og velfærd og pak det hele pænt ind med bånd og sløjfer om. Bankpakker, børspakker. Smid så pakkerne ud til fiskene. Haps, siger de, dér åd de din fremtid. Vi bliver stående og lytter efter, om de nu også smasker tilfreds. Den store hedge fund bøvser, slår et slag med sin skællede hale, spærrer atter gabet op og stirrer på os med sine gule øjne. Den vil have mere.

Murerne og tømrerne er sendt hjem til arbejdsløshed. I deres sted importeres kolonnearbejdere, der står i forknytte grupper ude i regnvejr og spiser deres medbragte mad. Skurvogne er der ikke råd til, når murænerne skal have det hele. Underbetalte piger sidder bøjet over samlebåndene i Shenzhen. Bliver de trængende, må de tisse i en spand under bordet. Der er ikke tid til mennesker, når murænerne er sultne.

Undervisningen er erstattet med indlæring i, hvordan man bedst fodrer muræner. Den skal overstås i et jafs, så man kan komme ud i erhvervslivet og samle brødkrummer til de sultne fisk. Når du bliver gammel og udslidt, skal du slæbe dig videre, til du dør med armene strakt frem mod murænedammen, og dine sidste krummer kan trille ned i de sultne gab.

Verden er ikke længere til for menneskene. Verden er til for robotter og rovfisk.

Men robotterne ruster i syreregnen, rovfiskene dør, når deres ofre bukker under. Giften driver hen over dem alle, der er ingen steder at flygte hen.

Der er ingen til at skrive vores nekrolog, så vi må gøre det selv. Afdøde homo sapiens blev 200.000 år. Han/hun viste tidligt rige evner. Mennesket kendte til glæde og kærlighed. Menneskeånden skabte rigdom og lykke. Menneskene frembragte Mozart og Einstein, de havde mulighed for at skabe en verden, hvor alle kunne trives. De dyrkede blomster og spillede på fløjte. De byggede huse og bagte brød. De knyttede venskaber og satte børn i verden.

Men dumheden og grådigheden sad for dybt i dem. De erstattede troen på menneskenes fællesskab og samhørigheden med alt levende omkring sig med alles kamp mod alle og uhæmmet forbrug. De underkastede sig frivilligt pengenes tyranni, de lod sig kaste for murænerne.

Afdøde har som de gamle faraoner taget dyr og planter i hobetal med sig i graven. Homo sapiens efterlader sig nogle myrer og rotter på en hærget klode.

Livstegn fra en uddøende kolos

Sidsel Bergfjord tager den gammeldags skrivemaskine i forsvar. Det er glæden ved det taktile, ved lyd, stoflighed og bevægelse – og så blev den vejen til hendes debutroman.

Af Sissel Bergfjord, forfatter

Jeg har fået lyst til et stille forsvar for en uddøende kolos; skrivemaskinen.

Det er nemt at forholde sig til, at det var en kende mere besværligt at redigere sin tekst dengang, man kun havde skrivemaskine og slettelak. Men skrivemaskinen har for mig stadig en berettigelse og en kær plads i mit forfatterhjerte, og det har ikke alene noget med romantik at gøre.

Måske, og selvfølgelig med lidt overdrivelse – havde jeg aldrig fået skrevet min debutroman Min morfars stemme, havde det ikke været for en gammel en af slagsen, hvis farvebånd var næsten opbrugt og krøllede efter hver femte sætning – men alligevel…

Jeg begyndte min roman med en række beskrivelser af det sted, jeg befandt mig på, et sommerhus i Sydnorge. Jeg havde godt nok taget min bærbare computer med, men den eneste energikilde var et solenergianlæg, der trak på et meget gammelt bilbatteri i et af køkkenskabene. Desværre kunne den hverken trække min computer eller en opladning af mit computerbatteri.

Jeg sad ude i skoven, jeg havde ikke andre muligheder end at skrive i hånden. Men så fandt jeg en tudsegammel skrivemaskine i et hjørneskab. Den har stået der altid, men jeg havde aldrig lagt mærke til den, eller jo, et eller andet sted i mit baghoved var der noget, der fik mig til at gå direkte hen og flå hjørneskabet op, da jeg havde opgivet den bærbare. Mine venner var lige taget hjem, og jeg havde nogle dage alene og var i gang med at indkredse, hvad jeg skulle skrive om. Det eneste, jeg vidste, var, at det skulle tage udgangspunkt i dele af min morfars liv – og skrivemaskinen måtte altså enten have tilhørt ham eller min mormor.

Jeg har aldrig skrevet så meget brugbar tekst på så kort tid, mange sider hver dag, jeg hamrede løs på tastaturet, og når vejret var rigtig godt, sad jeg ude i solen i badetøj og blev ikke generet af lyset, som man gør, når man sidder i solen med en tændt skærm. Når det blev for varmt, hoppede jeg en tur i vandet og fortsatte så bagefter med at skrive.

Det fungerede så godt, at jeg året efter tog op i hytten med to pakker nye farvebånd for at færdiggøre kladden til romanen, som i mellemtiden var vokset og selvfølgelig var blevet skrevet ind på pc. Her vil jeg gerne understrege, hvad skrivemaskinen er virkelig god til: nemlig at skrive kladdetekst.

Problemet med en tekst på pc er, at den hurtigt kan komme til at se ”færdig” ud, uden at være det. Margin er rettet ind, der er lavet afsnit og linje-indryk, det hele ligner teksten i en færdig bog. Selvfølgelig kan man printe sådan en tekst ud – det gør jeg jo selv i praksis – og så skrive den om igen, men…

Jeg synes personligt, at der er forskel på kladder: En kladde skrevet på maskine, med slåfejl og håndskrevne noter i siderne er en fantastisk ting at sætte sig foran en pc med. For mig var det som om hver sætning i kladden affødte en ny halv sides tekst, ting blev uddybet og førte til nye refleksioner og passager. Det kan selvfølgelig også ske med en pc, jeg har blot ikke oplevet det i samme grad. Man kunne sige, at en kladde på en skrivemaskine er som undermalingen på et maleri. Først maler man motivet op i en farve for så at male videre, dække alt det man har malet og rette til og måske tilføje nyt.

Ud over denne oplevelse er der selvfølgelig det, at man får lov til at side og larme. Det kan høres, at man skriver, det er musik (som en pladespillers knitren), det giver en følelse af, at man bevæger sig. Jeg kan mærke, når der er flow, og min tasten går så hurtigt, at det at skifte linje manuelt næsten er en opbremsning. At skrive på maskine er også glæden ved det taktile, ved lyd, stoflighed og bevægelse.

Skrivemaskinen i Norge producerede også poesi på sin egen facon. Da jeg vendte et af mine skrevne ark, så jeg, at maskinen havde lavet hul i papiret, hver gang jeg havde sat et punktum. Når jeg holdt papiret op i luften, skinnede lyset gennem alle hullerne (som dyrs øjne i mørket, som kighuller, som en stjernehimmel.) En smuk lille detalje udsprunget af en defekt.

Det er også spændende at skrive digte eller mindre tekster på en skrivemaskine: Jeg kan se digtet stå, som det eventuelt ville komme til at stå, uden pc’ens illusion om, at det er færdigt. Jeg kan lege med opsætningen og lægge papirerne ved siden af hinanden uden at have haft adgang til en printer.

Og ud over fordelen ved at skrive kladde på en skrivemaskine, så synes jeg, at det er betryggende at have en skrivemaskine stående derhjemme, det er en god reserve, hvis der kommer strømsvigt. Hvis jeg blot har tændstikker og stearinlys ved hånden. Jeg behøver heller ikke være bange for at spilde lidt kaffe ned i den, jeg har endnu ikke prøvet det, men jeg tror nu nok, at den kan overleve lidt af hvert, den har i hvert fald en markant længere levetid end en computer.

Når jeg sidder med skrivemaskinen, gerne på et afsides sted, så er det også en fordel, at jeg ikke hele tiden bliver fristet til at tjekke mails, gå på facebook eller læse mit månedshoroskop, fordi jeg tror, jeg keder mig, eller fordi noget i teksten er begyndt at blive krævende. Begrænsninger kan føre mange positive ting med sig.

Hermed ikke sagt at overspringshandlinger ikke kan være frugtbare for skriveprocessen, men overspringshandlinger, der indebærer, at man bevæger kroppen, synes jeg klart, er at foretrække: opvask, åbner en dør ud til en have, hvis man er så heldig, sætte en plade eller cd på, pille i et stykke bark, rense negle, hælde vand i hovedet, stå på hænder, bage boller, stå på tæer og kigge over på naboen, der laver gymnastik på stuegulvet, strække sig og høre P1.

Jeg ved ikke, hvor mange forfattere i dag, i min generation, der benytter sig af en skrivemaskine, og jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har et sådant forhold til den, men hermed i hvert fald en opfordring til alle de forfattere, der har lyst til at have en skrivemaskine stående i deres litterære baghave.

Lige ud ad landevejen

Gerd Laugesen har fået kørekort og futter rundt i en lille sponsoreret Fiat ”pronto” på researchtur i Jylland.

Af Gerd Laugesen, forfatter

”...men tilfældet er ikke, hvor gerne vi end så det, udstyret med vore sanser, det kan heller ikke som vi nære en tilbøjelighed eller dele sit hjerte, men det kan, når det indlader sig med os på den slagne vej mod nye eventyr, åbne en blindgyde for de mere eftertænksomme i bagtroppen.”
[Per Højholt, Praksis, 4: Lynmuseet og andre blindgyder]

Jeg har fået kørekort meget sent, men nu har jeg brug for det.

Jeg kører rundt i en lille grå Fiat. Det er en Punto, og jeg kan godt lide at kalde den Pronto, lidt som en italiensk hest. Jeg har fået den sponsoreret og begynder at holde af den. I begyndelsen syntes jeg, at alle de andre biler var dyr – prustende, spruttende, stirrende metalvæsner – og så de onde lastbiler, de brøler og får næsten alle andre firehjulede til at blæse væk. Jeg har ondt af biler, der kun kører med én lygte tændt. Det er, som om de mangler et øje. Og jeg kan ikke fordrage tanken om en eller anden spritbilist – eller bare en blind passager – som pludselig springer over i min vejbane, så jeg kører af sporet.

Men det her handler jo om at skrive – og hvad har biler med det at gøre? Jo, jeg sidder ved Vadehavet, fordi jeg er ved at indsamle sagn og vandrehistorier – og så er det, jeg har brug for at komme langt omkring. Men for det første er jeg ikke vokset op med bil, jeg er vant til at sidde i busser og tog og altid tale med folk omkring mig, og så kan man skrive det hele ned samtidig. Og ja, jeg er vant til at gå, og når man har gået en time, så er man nået maksimalt ti kilometer – og ikke firs kilometer.

Men nu kører det hele bare ud ad landevejen, og det føles unaturligt, man burde jo også vade ved Vadehavet. Det er mærkeligt, at man kan nå så langt på så kort tid – helt alene. Som om man sad i en tidsmaskine. En lukket kasse. Som om éns krop har fået hjul. Jeg bliver nødt til at have radioen tændt, så jeg ikke skal sidde og tale med mig selv.

Da jeg var i Kairo, talte alle biler med hinanden. De kunne dytte ”Jeg elsker dig” – og ”Hvor skal du hen?” – men her virker bilerne bare rasende, og jeg kan også mærke, at jeg bliver lidt mere irritabel, når jeg sidder bag et rat. Men måske er det, fordi man mangler menneskekontakt? Og så har jeg bemærket en vis dovenskab: Så kører man langs med kysten – forbi de små fine landsbykirker, der ligger på det helt flade marskland, og lige nu er alt hvidt af sne, og man kan se langt, bare lige ud, der er ikke en bakke, og så højt til himlen – hvor fuglene flyver deres egne luftveje i flok – men man orker bare ikke at standse, det er for besværligt. Så kører man forbi alle de små detaljer. Desuden hader jeg at parkere. Jeg bryder mig heller ikke om at standse midt på vejen, for så skal bilerne bag mig også stoppe, og hvad nu hvis de ikke gør det?

Så skal jeg putte benzin på – jeg har kun prøvet det én gang før – og en mand fra Varde hjælper mig. Han står bare og ser til, for så lærer jeg det, siger han og forklarer, at bilen faktisk er min overfrakke – mens jeg bakser med slangen. De fleste børn kan jo nærmest køre, inden de får kørekort, og deres forældre har pøset benzin på i et væk, men ikke mine. Jeg har altid Lille blå bjørn ved min side – det er en bjørn fra Odsherred – og uden den kan jeg slet ikke køre, for så er jeg jo helt alene. Den sidder ved siden af mig med sikkerhedsselen bundet rundt om maven oppe på en pude. Et af de første steder, vi kørte hen, var Hjemsted, for jeg følte mig helt fremmed. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at standse ved Hjemstedgaard, hvor der sad to små sømandshunde i vinduet, traditionen tro, og ventede på, at deres herre skulle komme hjem fra havet. Desværre døde han sidste år – og huset er til salg.

Men nu kører jeg til Esbjerg – jeg skal på biblioteket og finde nogle bøger af Per Højholt, for det er hans fødeby, og han har skrevet om forholdet mellem kniplinger og tidevand. Kniplinger er en del af egnens historie, der har været en hel knipleindustri i området omkring Tønder, og kniplinger er interessante, måske fordi jeg ikke selv kan kniple, men også fordi det går så langsomt, og der ligger mange tanker og historier i bare én centimeter, for det tager mindst to timer at kniple den. Ja, der må ligge en hel roman i en knipling, og man kan godt kalde skrift for kniplerier. Skrift og knipling er også en form for sysling, noget man nørkler med og sætter sammen på nye måder, man broderer, pudser til, så der danner sig et mønster.

Mange kniplinger bærer kvindenavne, for den samme kvinde kniplede det samme mønster hele livet. Det var deres forfatterskab. Og man knipler efter hulbreve, som næsten ligner blindskrift, papir fyldt med bitte små huller, som de sætter knappenåle i og vikler tråde omkring, sådan skriver de. Ja, sådan har jeg forstået det. Det er især Tønder-kniplingerne, jeg er glad for. De er så fine og spinkle, nærmest som var de lavet af en edderkop, bare af ti fingre i stedet for seks ben. Og jeg er sikker på, de bliver moderne igen, hvis de ikke allerede er det, modebølger er som tidevand.

Men jeg kører af sted mod Esbjerg, og jeg har glemt min lille maskot, Lille blå bjørn, derhjemme. Jeg hader at parkere og kan ikke finde Esbjerg Musikkonservatorium. Gps’en viser mig en helt ny vej, den keder sig nok også, dens stemme er for resten ganske behagelig, men nu parkerer jeg ved konservatoriet, det tidligere elværk, hvor min oldefar var maskinmester engang, har jeg fået at vide, og nogen er kørt ind i det lille stenrækværk. Nu er der bare et kæmpe hul, løse sten og ingen forklaring. Og jeg føler mig som Mister Bean, men får endelig parkeret, og jeg holder faktisk lige, de andre holder meget mere skævt end mig.

Så går jeg på opdagelse i Esbjerg og møder en bogbus med tændt motor, der er på vej til Jerne, men mangler et h. Jeg føler mig godt tilpas inden i den, men desværre må de kun køre to hoveder ad gangen – en chauffør og en bibliotekar. Jeg kommer ind ad bagindgangen på det store bibliotek, som ikke er på hjul, og dér kommer en anden bibliotekar, lidt piercet – og jo, han kender forfatterne på Fanø, det er jo blevet en hel digterghetto, siger man – men han var faktisk ikke klar over, at Per Højholt stammer fra Esbjerg, han boede jo det meste af sit liv i Silkeborg, siger han og går ud efter én af hans bøger.

Så ser jeg en blå ryg langt væk, og det er Højholts samlede breve til tidsskriftet Heretica. Jeg slår op på en tilfældig side og læser et brev, som han skrev som 19-årig. Han fortæller, at han skam arbejder på Centralbiblioteket, altså her hvor jeg står, og han bor i Jyllandsgade, faktisk lige der hvor jeg parkerede første gang, jeg var i Esbjerg. Den dag mødte jeg en kvinde i en papirbutik, hvis mand havde et bogtrykkeri, og mange af kirkespirerne langs kysten er lavet af bly, som de små blybogstaver, som man satte sammen, et efter et, som kniplingens knappenåle – og så skød blyet sig ind i papiret som sår, hvor blækket flød ud i små floder, og så var der en bog, hvor man kunne lade fingrene løbe ned ad siderne og mærke sporene, som var det efter havet og historien.

Og Højholt skriver, at man ikke skal have ondt af ham, selv om han ikke havde nogen at læse sine digte op for dengang. ” ...jeg er ikke trykket af min ensomhed, tværtimod,” skriver han, ung og tapper i sit brev, trykt i bogen Poetiske forposter. Ifølge korrespondancerne så er han mange måneder om et enkelt digt. Det lyder meget hårdt. Tænk, hvor tungt et enkelt bogstav må være. Det er ikke mange centimeter at gå på papir. Det lyder ligesom kniplingen.

Jeg kører hjem, ud ad Kirkegade. Jeg kører lige ud, og jeg kommer til enden af vejen, tror nok jeg standser, men triller, og en bil kommer kørende fra venstre, og jeg tænker, nu sker det, nu sker det, det går så langsomt, hvinende bremser, bang, et smæk, jeg triller skævt op mod kantstenen, og dér standser jeg. Den anden bil holder midt på vejen, jeg åbner ud til verden og græder. Hans bils højre øje er smadret – min bil har også fået en ordentlig én i det venstre – og en lang flænge langs med rygraden. Nu dør den ud. Undskyld, siger jeg, undskyld, undskyld, undskyld. Skete der noget, spørger han, en høj lys mand. Undskyld, siger jeg igen, undskyld, og hans hånd ryster, da han ringer efter politiet.

Og politiet kommer, en mand og en kvinde, hvor er vidnet, spørger manden med de rystende hænder, og endnu en kvinde kommer til, hun er vidnet og fortæller politiet et eller andet, "forsikring", hører jeg, er du enig, spørger politiet, jeg husker ingenting, men du havde jo vigepligt, det havde jeg vel, "påkørt", hører jeg også, var du ukoncentreret, spørger de, nej, siger jeg, det tror jeg ikke, og en helt ny dame kommer forbi, og hun holder om mig, op på hesten, hvisker hun, og så ser hun, at det drypper fra min bil, foran, min lille Pronto, den står der og drypper, pas på, det er benzin, nå, nej, det er sprinklervæske, fortsætter hun og holder om mig, og det er rigtigt, al den væske, som jeg ellers lige havde lært at fylde på, og de andre biler standser, mennesker ruller ned, de glor, nu er bilerne ikke længere dyr, men en ordentlig frådende flok nysgerrige menneskeøjne, og jeg græder, jeg bryder mig ikke om, at de kigger sådan, og jeg kommer hjem til ham den lyshåredes familie, og jeg græder ned i den sorte kaffe, og jeg skulle tage skoene af, og jeg har huller i sokkerne, og en lille pige ser på mig ovre fra den anden side af bordet, det er en datter. Pigen er ked af det, siger den lyshåredes kæreste. Jeg pudser vinduer, svarer jeg, og uden at sige et ord kommer pigen over til mig og viser en stor lyserød bil med en fin, lyshåret Glamour-barbie på førersædet.

Jeg tager toget hjem til Ribe. En mand sidder over for mig og falder i søvn midt i en dansk stil, han må være lærer. Det er egentlig helt rart at være uden bil. Jeg kan se ud på landskabet, jeg kan se bilerne køre forbi på landevejen langt væk, og jeg kan skrive samtidig med, at jeg flytter mig. Det er måske det bedste af det hele. Og så læser jeg i Per Højholts Praksis, 4: Lynmuseet og andre blindgyder. Hele den her lille bog handler ganske rigtigt om kniplepigerne, deres sammenhold og deres slid, der blændede deres øjne. Den handler om Vadehavet, der beskrives som en herregårdsmark, om menneskets forsøg på at kontrollere naturens naturlige lyn. Jeg er på rette spor, tror jeg. Jeg går hjem til Lille blå bjørn. Hvorfor lod du ikke mig passe på dig, spørger han bebrejdende.

Den flyvske genre

”Klummen er ikke bare en omgang ordgejl”, siger forfatteren til en bog om klummegenren. Bogen kalder sig en praktisk håndbog og giver udover en teoretisk afgrænsning af emnet også mange konkrete skrivetips.

Af Kirsten van der Poel, klummeredaktør

INTERVIEW: Da Maj Brit Lillelund Have på et universitetskursus beskæftigede sig med klummen og selv prøvede kræfter med genren, gik det op for hende, at der manglede teori om emnet.

Som hun selv siger det: ”Den manglende teori på dansk gav mig blod på tanden, for ville det overhovedet være muligt at tøjle klummegenren, der umiddelbart kan virke så let og flyvsk…”

Det lagde hun sig på sinde at få gjort noget ved, både fordi hun var nysgerrig efter at danne sig selv et mere flerfacetteret billede af en flyvsk genre, men også fordi hun gerne ville give en hjælpende hånd til andre, der også ville prøve livtag med genren.

Klummer og blogs
Hun kontaktede derfor forlaget Frydenlund, der var interesseret i at udgive en bog med udgangspunkt i det speciale, der var kommet ud af hendes undersøgelser.

Ud over klummen er bogen så også kommet til at handle om bloggenren – og suppleret med klummeeksempler og skrivetips fra erfarne klummeskrivere såsom Bettina Heltberg, Sissel-Jo Gazan og Camilla Stockmann.

Naturligvis kan en klummeblog, der gerne vil være på dupperne ikke overse sådan en bog, så på Senturaklummen fik vi os en snak med forfatteren:

Hvordan synes, du klummen fremstår som genre?
– Nogle forstår klummen på den måde, at den ved første øjekast virker meget let til bens og uden eller med meget få rammer, men det er jeg ikke enig i. Klummen er ikke bare en omgang ordgejl uden nogen som helst rød tråd eller uden pejlemærke.

– Klummen er en genre, hvor man gennem en tilsyneladende let stil, får udtrykt det store i det små og omvendt. Og bag den tilsyneladende lette stil ligger i den velfungerende klumme mange overvejelser om sproglige virkemidler og pointeopbygning, derfor er klummen, når den fungerer, perfekt til både at bringe smilet og panderynken frem.

Klummens typiske kendetegn
Hvad er de typiske træk ved klummen?
– For det første er klummen er en forholdsvis kort bekendelses- eller erkendelsestekst, der har skribenten som det absolutte subjektive omdrejningspunkt. Et subjekt, der helt for egen regning kan udtrykke blandt andet begejstring, skepsis, ironi, undren eller forargelse over for stort og småt.

– For det andet behandler klummen ét emne, og dette emne behøver ikke have en objektiv nyhedsværdi. Ofte vil det i højere grad have skribentens subjektive møde med verden som udgangspunkt. I klummen kan skribenten zoome ud og ind på de mere generelle og de mere subjektive perspektiver i forhold til det valgte emne.

– For det tredje lukrerer klummen stilistisk på en markant sproglig bevidsthed, for eksempel brugen af humor gennem forskellige skrivegreb.

Hvor vigtig er klummens strukturelle opbygning?
– Den er meget vigtig, fordi den understøtter pointeopbygningen. Samtidig sikrer den, at hverken skribent eller læser havner ud ad en tangent, der i sidste ende får teksten til at fremstå rodet og forvirrende.

– Som i mange andre tilfælde gælder det også her "less is more", når det kommer til emnevalg, altså én klumme, ét emne.

Skrivetips til klummeskrivere
Du forsøger i bogen at give skrivetips videre til andre, der har lyst til at prøve kræfter med klummen..?
– Ja, min mening med bogen har bl.a. været at give folk, der har lyst til og mod på at kaste sig ud i genren, nogle ideer til, hvordan de kan gøre det, både gennem nogle mere overordnede genremæssige indkredsninger, gennem mine egne og professionelles erfaringer og gennem deciderede skrivetips.

– Det er ikke en dikterende bog, der kun viser én vej, tværtimod har jeg forsøgt at vise, at der er rigtig mange tilgange til klummen, blot man er bevidst om, hvad der fungerer, og hvad der måske ikke fungerer i en klumme.

Synes du, der er mange klummer, som ikke fungerer?
– Ja, jeg synes, der findes en del klummer på det danske marked, der ikke fungerer, simpelthen fordi skribenterne ikke er bevidst om genren. Selvfølgelig er det ikke en tungere afhandling, vi har med at gøre, og der er også rigtig vide rammer.

– Men klummen som genre, når den er bedst, rummer mulighed for både form- og indholdsmæssigt at boltre sig – man skal blot være opmærksom på de særlige træk, der kan få den til at fungere optimalt.

Har du en specifik målgruppe i tankerne?
– Bogen er tiltænkt dem, der af den ene eller den anden grund gerne vil kaste sig ud i enten klummeskrivning eller blogging, både professionelt og ”til skrivebordsskuffen”, og som gerne vil have lidt baggrundsviden og overblik over de to genrer. Desuden har jeg som sagt gerne villet videregive tips fra andre klummeskribenter og bloggere.

– Nysgerrige, der bare gerne vil snuse til genren, men ikke selv skriver, kan selvfølgelig også læse bogen.

Forskelle mellem klummer og blogs
Hvis vi tager bloggen, hvilke karakteristika er så de mest typiske ved den genre?
– Bloggen er som klummen en ultimativ tilkendegivelse af bloggerens holdninger og tanker om lige netop det emne, bloggeren finder interessant. Og disse emner kan både være nogle, bloggeren ad hoc finder interessante, eller det være det samme tema, der kredses om. Den personlige blog kan i mere eller mindre pseudoform minde om dagbogens bekendelsesnatur.

– Derudover er bloggen ikke som klummen et enstrenget kommunikationsmiddel. Bloggen giver som regel mulighed for, at læseren kan svare bloggeren i et responsindlæg. Desuden kan andre læsere igen bygge yderligere på ved at skrive kommentarer.
Endelig er bloggen modsat klummen et medie, der kan publiceres umiddelbart uden at skulle igennem en redaktionel censur. Det betyder, at kommunikationsformen er ekstrem hurtig.

– Dette er dog også en faldgrube i form af for hastigt forfattede indlæg, der kan have problemer for eksempel i forhold til det sproglige niveau eller indholdet af de udsagn, der bliver blæst ud i cyberspace. Og så igen, noget af bloggens charme er måske netop disse sproglige og indholdsmæssige strittende indlæg?

Skrivetips til blogskrivere
I bogen kommer du også med skrivetips til bloggeren. Hvilke vil du fremhæve som de vigtigste?
– Først og fremmest skal man skrive med sin egen stemme. På bloggen er det nemlig vigtigt, at man finder og dyrker sin egen stil. Det kan være fristende at lade sig forføre af andres modige, sjove og anderledes bloggestil, men det er netop gennem afsenderens autenticitet, at bloggen har sin styrke.

– Det betyder ikke, at man skal undlade at udfordre sin egen vanetænkning i forhold til, hvordan man bruger sproget og opbygger teksten, eller i forhold til hvilke holdninger man har. Tværtimod vil en bevidsthed på de områder være med til at gøre ens blog spændstig i udtryksformen.

– Dernæst skal man overveje et pseudonym. Det lyder måske som et paradoksalt råd, når man også skal bruge sin egen stemme, men ved at bruge et pseudonym kan man være anonym over for sit irl-netværk [in real life, red.], hvilket til tider kan gøre det nemmere at skrive om mere personlige emner.

– Desuden kan anonymiteten også gøre det nemmere at skrive frit og uden så meget selvcensur. At skrive under pseudonym er med andre ord ikke det samme som at tage en anden identitet, det skal mere ses om en måde at støtte op sin irl-identitet.

– Derudover skal man skrive ofte. En blog holdes levende ved, at der jævnligt er nye indlæg at finde på den. Hvis man vil holde pause, skal man helst melde det ud direkte på bloggen, så læserne ikke for mange gange kommer forbi en "død" blog.

Dialogen med læserne på blogs
Har du et par idéer til, hvordan man får gang i kommentarerne på sin blog?
– Der er forskellige former for læserhenvendende skrivegreb. Et meget umiddelbart et af slagsen er at stille spørgsmål, ikke retoriske spørgsmål vel at mærke, selv om de måske også kan provokere læseren i en grad, så han eller hun ikke kan lade være med at svare.

– Men læserhenvendelsen kan også være mere eller mindre subtil, og det plejer som regel at give pote at smide en provokation af en eller anden art på bordet.

– En helt tredje måde kan være at spørge efter gode råd eller hjælp.

Bekendelsen i blogs og klummer
Hvordan finder man ud af, hvor meget man skal fortælle om sig selv på i sin blog?
– Det er en svær balancegang, men også et område, som man bliver nødt til at have en bevidsthed omkring. Først og fremmest skal man sørge for ikke at gå over sine egne grænser og heller ikke udlevere andre grænseløst. Min opfattelse er, at man i bloggen kan fortælle mere privat om sig selv, end det er tilfældet i klummen, fordi bloggen i højere grad minder om dagbogen.

– I klummen skal man holde sig til det personlige, fordi læseren skal kunne trække almengyldige tråde fra klummen til sit eget liv. Her vil det private nemt overtræde intimitetssfæren.

– I bloggen derimod er der altså qua stilen lagt op til lidt flere "bekendelser". Men man skal passe på, det kan virke fristende, når man en sen nattetime sidder og blogger, at komme med endog meget intime detaljer. Måske kan ens blog også bære det, hvis man skriver under pseudonym, men det kan være svært at vurdere, før det er lagt på og ude i verden.

Maj Brit Lillelund Have
Er cand.mag. i dansk og psykologi fra Aalborg Universitet, Oslo Universitet og Københavns Universitet.

Hun arbejder til daglig som virksomhedskonsulent og webmaster i København.

Sin klummeinteresse dyrker Maj Brit Lillelund Have fx i Eurowoman, Femina, Cover, Politiken, Weekendavisen, gratisaviser – og selvfølgelig – Senturaklummen.

Fakta om bogen
Maj Brit Lillelund Have:
Klummer og blogs
Fagbog
128 sider
Kr. 199,-
Frydenlund
Udkommet marts 2009

NB! Denne måneds klumme er et gæsteindlæg. Næste måneds klumme bliver som sædvanligt en forfatterklumme.

Hvornår er man forfatter?

Forfattertitlen er rummelig og ikke altid nem at håndtere. Peter H. Olesen har i mange år bevæget sig om den varme grød og foretrukket at kalde sig alt muligt andet. Lige på nær den gang, hvor han mødte en af sine forfatterhelte og af vanvare kom til at præsentere sig selv som forfatter.

Af Peter H. Olesen, forfatter

Hvad er en forfatter? Hvornår er man forfatter, hvad ligger i titlen? Det er et af de spørgsmål, jeg går og tumler med i øjeblikket – i stedet for at få skrevet min anden roman.

Jeg kan godt lide titler, men titler kan også være problematiske. Jeg har haft mange jobs og derfor mange titler, visse jobs var o.k., andre uudholdelige. Her er nogle af de gode titler, jeg har haft gennem tiden: postbud, kustode, sangskriver, kunsthandler. Andre jobs var mindst lige så agtværdige eller i hvert fald vigtige jobfunktioner, men titlerne klang knap så godt, fx klassikeren blandt unge mennesker på vej en andet sted hen i livet: pædagogmedhjælper.

At kalde sig for forfatter er nemt, Det er ikke en beskyttet stillingsbetegnelse. Det er nok et erhverv, et fag, men vel også en livstidsstilling. Kan man forestille sig en forhenværende forfatter? En pensioneret poet? Digter emeritus?

Der findes folk uddannet fra Forfatterskolen, som ikke har udgivet en bog. Er de forfattere? Der findes folk, som i kraft af deres fag – forskere, lærere etc. – har udgivet en bog, er de nu også forfattere? Der findes folk, der allerede i en ung alder bestemmer sig for, at de er forfattere og går omkring og siger det højt. Jan Sonnergaard udtalte således til et dagblad i det forgangne år noget i retning af: Jeg var forfatter, før jeg havde skrevet en bog.

Så er det at være forfatter en indstilling? Hvis man føler, man er forfatter, er man da forfatter? Hvis man skriver, er man da forfatter? Hvis man lever en forfatters liv, er man så forfatter? Er det Alvorlige Mig, der lægger for meget i titlen, eller er det omvendt en titel, der er blevet fuldstændig udvandet?

Jeg arbejder en del af min tid på et museum i provinsen. Her har jeg for nylig fået andre ansvarsområder, jeg er så at sige steget i graderne, og det er fint, arbejdstiden er godt nok længere, men lønnen er bedre, jobbet mere interessant og udfordrende – og bedst af alt er nok titlen: forvalter! Jeg synes, det er en god og komisk titel, det smager lidt af både Morten Korch (sagt på drævende sjæællaandsk: Der går ham forvalteren oppe fra Bakkegården), og så er det også lidt autoritært og bureaukratisk, på en sød, gammeldags måde. Jeg ser for mig noget med en kittel. Kort sagt, jeg synes selv, jeg har et mildt humoristisk forhold til denne nye titel.

Det gik imidlertid fuldstændig galt, da jeg i efteråret tog imod en gæst, som skulle komme og optræde til et kulturelt arrangement på museet. Han er forfatter, en digter jeg gennem en del år har læst med stor glæde, men aldrig tidligere har mødt. Vi præsenterede os for hinanden, han sagde sit navn og jeg mit, som man jo gør, og så fortsatte jeg: “Jeg er forfatter”. Jeg skyndte mig at rette fortalelsen ved at fortsætte min sætning: “– men det vigtige i denne sammenhæng er, at jeg er forvalter her på stedet!” Jeg ved ikke, om det var min benovelse over at møde denne gode, ældre forfatter, der gjorde, at jeg i det øjeblik havde taget den forkerte kasket på, men det var meget, meget pinligt for mig. Alene sætningen “Jeg er forfatter” er jo latterlig, men at stå der og sige til en af landets – efter min mening – mest originale forfattere, at man selv er forfatter, det er fandme pinligt! Som at møde Bob Dylan og straks belemre ham med, at man da også selv går og roder med at skrive lidt sange.

Nå, men for nu at begynde forfra: Hvornår er man forfatter? Når man har skrevet en bog? Når man har udgivet en bog? Når man har udgivet flere bøger? Når man føler sig som forfatter?

Min pointe er ikke, at alle efterhånden kan gå omkring og kalde sig forfattere, og at det også er for galt (det er det måske også, men det er ikke min agenda i denne omgang). Min pointe, i det omfang der overhovedet er nogen, er nærmere, at jeg selv omfatter betegnelsen med en vis om ikke ærefrygt, så dog ydmyghed.

Jeg debuterede i en sen alder som romanforfatter. Det var ikke noget, jeg havde forestillet mig skulle ske. Jeg havde ikke den famøse skrivebordsskuffe fyldt med kuldsejlede projekter og uudgivne forsøg. Jeg gik ikke slukøret omkring og følte mig overset. Det skete bare en dag. Jeg fik en idé til en roman, og så skrev jeg romanen. Nok havde jeg tidligere på et obskurt kunstnerdrevet forlag udgivet nogle bette bøger med digte og tekster, og jeg havde også gennem årene bidraget med digte og tekster i diverse tidsskrifter samt ikke mindst i gode kunstnervenners udstillingskataloger. Men alt dette betragtede jeg mest som en nebengesjæft, et uskyldigt sidespring.

Jeg havde i årevis været omgivet af forfattere. Mange af dem flinke og interessante mennesker, de fleste af dem også intelligente (og det er mere end, hvad man kan sige om gennemsnittet af danske rockmusikere). En del af disse både anerkendte og originale forfattere var stille, ydmyge mennesker. Andre bralrede fra første møde op om, at de var forfattere og fortalte, uden at man overhovedet havde spurgt, om de storslåede litterære projekter, de gik og planlagde. Hvor vovede de, tænkte jeg med en blanding af beundring og forfærdelse. Det korte af det lange er, at jeg kendte mange forfattere og befandt mig godt i deres selskab, men jeg følte nu aldrig, uanset hvor meget jeg selv arbejdede med sproget, at jeg var en af dem. Jeg havde det godt med at stå ovre i hjørnet eller ude i køkkenet og være rockmusiker, sangskriver, whatever, ham der altid blev pinlig og kom med – bevidst! – dumme spørgsmål og kommentarer. Jeg er fuldt ud klar over, at det var en infantil position. Men der var ofte spiritus involveret. Undskyld, alle.

Jeg bruger forfattertitlen, når det er praktisk. Hvis jeg søger penge hos en offentlig instans eller en privat fond, som har til formål at støtte forfattere, så har jeg ikke så mange kvababbelser med at kalde mig forfatter. Dem behøver jeg jo ikke at indvie i alle mine forbehold og tanker omkring forfattertitlen. Jeg bruger også forfattertitlen i mit cv, men det er ikke det, der står nævnt først. Når jeg møder et fremmed menneske – til en fest, på en bar eller til et møde – og vi falder i snak og kort skal fortælle hinanden lidt om hvem, og hvad vi er, og dertil når man jo altid og ofte tidligt i en konversation, så har jeg endnu ikke vænnet mig til at sige, at jeg er forfatter. Jeg føler lidt, det er at snyde på vægten. Jeg nævner højest i en bisætning, at jeg skriver, eller at jeg også har udgivet nogle små bøger. Det er ikke beskedenhed eller – værre endnu – falsk beskedenhed, det er bare sådan, jeg føler det.

Jeg har lavet musik i hele mit myndige, voksne liv, men det tog mig mere end 15 år at vænne mig til naturligt at betegne det som mit job. Jo, jeg kunne da godt finde på at sige, at jeg “lavede musik“, “spillede”, og af og til kom jeg også til at sige, at jeg var musiker, men så spurgte folk naturligt nok, hvilket instrument jeg spillede, og så måtte jeg indrømme, at jeg faktisk slet ikke spillede et instrument, at jeg var sanger, og at jeg i øvrigt ikke sang specielt godt (– og heller ikke gik op i det der med at synge teknisk godt).

En dag mente jeg så, at jeg endelig havde pondus nok til at sige, at jeg var tekstforfatter, men det gik også galt. Folk troede nu, at jeg arbejdede inden for reklamebranchen (og troede derfor fejlagtigt, at jeg fik en alt for høj og ufortjent løn). Jeg ændrede derfor hurtigt min stillingsbetegnelse til “sangskriver”, og det er en titel, jeg stadig bruger med tilfredshed. Sangskriver, det siger hverken for lidt eller for meget. Det er, hvad jeg er, og hvad jeg gør. Forfatter kan jeg altid blive.

Det kunstige ben

Gerd Laugesen møder litteraturen, der hvor den er, eller der hvor virkeligheden er. Mød selv forfatteren og se, hvad der sker, da hun er på vej for at aflevere en lyserød kuvert.

Af Gerd Laugesen, forfatter

”Stjernerne sås hvide og klare gennem marsboerens krop, de var syet ind i hans kød som gnister, der gløder i den tynde, selvlysende hinde om en geléagtig fisk. Man kunne se stjerner blinke som violette øjne i marsmandens mave og bryst og glitre som juveler gennem hans håndled.
”Jeg kan se gennem Dem!” sagde Tomás.
”Og jeg gennem Dem!” sagde marsmanden og gik et par skridt baglæns.”
[Ray Bradbury, Krøniker fra Mars]

Jeg gik forbi Den Frie ved Østerport Station – og blev bedt om at tage skoene af, fordi kunsten ikke måtte blive beskidt. Jeg åbnede døren ind til et hvidt rum uden lys, kun lyd, der fik væggene til at vibrere. Jeg gik ind i en labyrint, der blev smallere og smallere, bakkede og fik klaustrofobi. Jeg blev bange og kunne ikke finde vejen tilbage. Men jeg ville jo ikke ødelægge kunsten. Da jeg kom ud igen, var verden lidt en anden – og for at komme ned på jorden købte jeg en bog om breve.

Jeg var egentlig på vej hen for at aflevere en lyserød kuvert, for jeg stoler ikke på postvæsenet. Men så standser jeg foran et vindue, hvor der hænger en seddel med ordene: klaverundervisning tilbydes. Jeg savner min gamle klaverlærer, og desuden skal jeg hjem og skrive en litterær klumme til Sentura om, at jeg ikke forstår, hvad en litterær klumme er. Men nu banker jeg på, og en mand fjerner den jernpæl, der spærrer for døren, han bærer fløjlsbukser.

”Hvad kunne De tænke dem frue?”

Der står et klaver til venstre – et flygel til højre. I loftet hænger en violin, der er smeltet sammen med et ur, som var jeg gået ind i et maleri af Salvador Dali.

”Kan jeg få undervisning ved det her klaver?”

“Nej, det er hos en meget dygtig pianist tæt ved Kongens Nytorv, De kan få undervisning, frue.”

”Hvad laver du så?”

“Jeg er det, man kalder for marskandiser. Men jeg kan meget bedre lide musik end at se. Jeg ser faktisk ikke godt, jeg kan slet ikke se alle detaljerne i et billede.”

“Der hænger da noget Henry Heerup i vinduet?”

“Det er sandt, men ser De frue, jeg har bare lært, hvad man kan tjene penge på.”

Der er gamle ure overalt, kun ét går. Jeg kommer igen til at tænke på den urmagerbutik, hvor alle urene er gået i stå. Dengang jeg gik rundt i regnen, og alle historierne havde lukket sig inde. Den dag Pizza Hut solgte pizzaer til halv pris. Det er ikke rart, når historierne bliver hjemme. Men nu sidder jeg her, og bogreolen er proppet med bøger.

“Har du altid boet her?”

“Siden 80’erne. Det er en menneskealder siden, jeg flyttede ind. Ved De, hvor lang tid, en menneskealder er?”

“Det må så være omkring 30 år.”

“Det er rigtigt, men jeg kan ikke huske, hvem der fandt på det udtryk. Jeg plejer at huske alt, men det har jeg ikke kunnet efter min hjerneblødning,” siger han.

”Du må være to menneskealdre så?”

”Jeg er skam næsten tre menneskealdre, frue, jeg er 75.”

Der spreder sig en lugt af noget sødt, vingummiagtigt i rummet.

”Kan du slet ikke huske noget?”

“Hvis jeg så Dem på gaden i morgen, ville jeg ikke genkende Dem. Kun hvis De gav mig et rap over hovedet med Deres taske lige nu. Så ville jeg nok per refleks krybe i skjul.”

“Undskyld, jeg skal også huske at sige De til Dem, men hvorfor siger De egentlig det, er det ikke lang tid siden, man sagde De til folk? “

“Jeg vil skide på, hvad man siger. Jeg har altid sagt De til fremmede og folk, jeg ikke bryder mig om.”

Der hænger et kunstigt ben på væggen med en sort sok på foden.

”Hvorfor har De et ekstra ben?”

“Jeg havde en veninde, som mistede sit ben. I mange år gik hun rundt på ét ben. Da jeg så det her ben på et loppemarked, huskede jeg, at hun har sådan en lille stump ben tilbage, som hun måske kunne stikke ned i det kunstige ben. Men så viste det sig bare, at jeg havde købt et højre ben, og det ben, hun havde i forvejen, var også et højreben, så det duede ikke.”

“Jeg troede ellers, alle ben var ens?”

“De kan se forskellen på fødderne.”

”Er sokken så Deres egen?”

”Nej, sokken fulgte med.”

”Så hvis jeg har noget, der ligger lige til højrebenet, kan jeg bare gå her hen og give det til benet?”

”Ja, eller hvis De kender nogen, der mangler et højreben.”

”Selvfølgelig.”

Han har ikke altid været marskandiser. Før i tiden blandede han farver for kunstmalere.

“Har De også været musiker?”

“Nej, men jeg havde en gammel legekammerat, der lærte at spille klaver i en alder af 50. Han var ellers håndværker og sad der med sine robuste fingre, stive, og så kom der alligevel en klang ud, sprød og følsom, da han spillede de stykker, Bach komponerede til sin datter,” siger han og spørger, om jeg ved, hvem der har sagt følgende om kærlighed:

"Af alle de slidte, tilsmudsede, misbrugte ord i vort ordforråd, er "kærlighed" afgjort det mest snuskede, ildelugtende, slimede. Det bræges fra millioner af prædikestole, det croones vellystigt fra hundrede af millioner højttalere, det er blevet en krænkelse af den gode smag og den anstændige følelse, en obskønitet man tøver med at bringe over sine læber. Og dog må ordet udtales, for kærligheden er, når alt kommer til alt, det sidste ord."

”Hvem har sagt det?”

”Aldous Huxley.”

Han rejser sig og finder Huxleys essay om Viden og Erkendelse frem. Den bog er ikke til salg.

”Jeg er ved at være gammel, men så er det gode, at man har god tid til at tænke sig om og læse sine bøger. Og fordi jeg har haft den hjerneblødning, kan jeg jo ikke huske det, jeg har læst før, og så kan jeg få lov til at læse alle de gamle romaner, jeg allerede har læst, som om jeg aldrig havde læst dem før.”

Han rejser sig brat og siger: “Jeg har glemt mine hindbær.”

Han forsvinder rundt om hjørnet. Jeg forstår pludselig, at det var dér, den sødlige luft kom fra. Så kommer han tilbage.

”Var hindbærrene okay?”

”Nu er de i hvert fald smeltet. Vil De have en lille hindbærdrink?”

”Ja, det vil jeg gerne...”

Der bliver hældt op i et lille glas. Det er helt sødt – men også opfriskende.

”Har De så læst Ray Bradbury,” spørger han.

”Hvem?”

”De burde spærres inde. De skulle skamme dem, at De ikke ved, hvem det er!”

“Undskyld.”

Han hiver bogen frem. Det er en fremtidsroman skrevet i 50’erne, og den foregår i dag, ja, fra 1999 – og frem til 1926. Den hedder Krøniker fra Mars. Den bog er heller ikke til salg.

“I bogen drikker de ild af glas – og de spærrer blomster inde i bure, fordi de er bange for, at blomsterne løber deres vej,” siger han og peger op på væggen, for han har gjort bogens handling efter. Han har spærret sine egne blomster inde i et fængsel. De hænger på væggen – en lille buket i en glaskasse.

”Hvis jeg nu kommer forbi en dag, hvornår har De så åbent?”

”Jeg åbner, når jeg gider. Selv de professionelle købere overholder ikke tiden, derfor har man heller ikke brug for at sætte alle urene. De kommer bare og banker på, så åbner jeg op for Dem.”

Og jeg går ud i verden – nu vil jeg finde Ray Bradbury, jeg vil læse om de indespærrede blomster, jeg vil læse om i dag.

Da jeg har afleveret min lyserøde kuvert, går jeg hen til Paludans Bogcafé. Hvis nogen skulle have overset det, så er den blevet overtaget af nogle nye ejere. Men der er stadig den samme antikvar – og lige nu er der vinsmagning i stuen. Jeg går ned i kælderen.

”Jeg skal finde en bog af Ray Bradbury – Krøniker fra Mars?”

”Gå ned og se under skønlitteraturen,” siger antikvaren, en smule træt.

Og dér står den, en fremtidsroman, der jo egentlig er blevet til en samtidsroman! Og måske har den lille bog bare stået dér og ventet på mig?

Jeg kan ikke lade være med at spørge antikvaren, om der er bøger, som aldrig bliver solgt? Og han viser mig de her bøger, der handler om computerprogrammer, der for længst er uddøde. Og han fortæller, at man i sin tid spekulerede meget i opkøb af restoplag. For eksempel solgte de pludselig alle eksemplarer af Inger Christensens Sommerfugledalen.

”Først solgte de ingenting, de kostede en tyver, så en halvtredser – og så hundrede – så tohundrede. Når mennesker dør, bliver de pludselig meget populære,” siger han tilfreds – og dog lidt sørgmodigt.

På vej hjem ringer jeg til min ven Erik. En bil dytter højt, og så hører jeg nøjagtig samme dyt i mobilen. Erik står lige på den anden side af gaden. Han har læst Krøniker fra Mars. Han var ikke var særlig gammel og lukkede bogen, da den blev for uhyggelig. Nu er det spændende, om jeg kan klare det – det er jo bare fiktion? Men den spår om fremtiden?

Og så ligger jeg i min seng og læser om folk, der bor på Mars i år 2000. De er gule i ansigtet, med gule øjne, de skyder os med ildfluer, når vi kommer op med vores rumskibe. De bærer masker over ansigtet, når de går ud. Maskerne viser deres humør. På én var der tegnet tre smil i stedet for ét – en andens maske var mat og viste ingen følelser. Og så læser jeg, at når mennesker dør, kan de få en ny chance på Mars. Det viser sig desværre, at marsboerne har så gode empatiske evner, at de kan sætte sig ind i, hvad mennesker gerne vil se. Jeg får kuldegysning. Er det sandt?

Om natten drømmer jeg, at jeg bliver forfulgt af mennesker med masker. De jager mig på mekaniske heste gennem min barndomsskov. Men jeg kender smutvejene og løber hele vejen hjem til tennisbanerne. Jeg vågner og tænker ved mig selv – litteraturen kan alligevel noget – hvor absurd den end er, kan den ramme ind i drøm og virkelighed – og måske er det sandt, at der findes små mennesker med gule øjne, der bor på en anden klode? Det er i hvert fald rigtigt, at vi i dag drikker ild af glas.

Nu forstår jeg, hvad fiktion er. Den kan skabe virkeligheder, vi ikke anede eksisterer. Selv om jeg altså stadig vil hævde, at den virkelighed, vi møder på gaden, nogle gange overgår fantasien.

NB! Mød også Gerd Laugesen på hendes nye hjemmeside.

Dette er ikke en paraply

”Paraplyteorien” kalder Merete Pryds Helle sin idé om, hvordan sproget arbejder i bevidstheden. Hvert ord er en paraply, der folder sig ud med et svup og afslører erindringer, associationer og sansninger.

Af Merete Pryds Helle, forfatter

Vi taler så meget om litteratur; om form og handling og personer og budskaber og koncepter. Vi kan være uenige; én foretrækker hårdkogt realisme, en anden tekster der skriver over gamle tekster, en tredje systemdigte, men vi er som regel mere eller mindre enige om, hvad det er vi taler om.

Men hvad er det, vi taler om? Hvad er litteratur? Hvad er det, litteraturen gør ved os?

Jeg vil gå ned til de mindste dele; litteraturen findes i sproget, og sproget findes i bevidstheden. Litteraturen er altså en måde, sproget opfører sig på i bevidstheden, en måde, der ligner så meget andet sprog; avisartikler, daglig tale, opskrifter osv. Forskellen er, at det “almindelige” sprog refererer til noget i den håndgribelige og fysiske virkelighed: Jeg har faktisk set det røveri, avisartiklen omhandler, jeg har hørt dig sige at du er tilbage klokken fem, jeg har strikket den trøje efter opskriften.

Hvorimod litteraturen ikke kan findes derude; personerne har ingen adresse (undtagen i dele af konceptkunsten), begivenhederne har aldrig fundet sted, det digtene maner frem i mig er sansninger jeg kun fornemmede, ikke nogen jeg havde. Men jeg vil påstå, at det litterære sprog låner af det “almindelige” sprog; det lader som om det har referencer i den fysiske verden, og derved kommer litteraturen til at virke virkelig på os; derved kan litteraturen skabe rum og personer og begivenheder, vi nærmest mener at have kendt og været en del af.

Den måde, jeg ser sproget opføre sig på, kalder jeg paraplyteorien.

Jeg er ikke sprogfilosof, og måske er dette formuleret bedre et andet sted; men her er min version af, hvordan sproget opfører sig i bevidstheden.

Jeg forestiller mig, at hvert ord er en paraply; inde i os er tusinder og atter tusinder af paraplyer som står og drypper af i bevidsthedens store paraplystativ. I det øjeblik et af ordene aktiveres, ved at blive hørt, læst eller skrevet, bliver dets paraply slået op, og alle de billeder, alle de sansninger, alle de erindringer, associationer og konnotationer ordet har, står frit tilgængeligt frem.

Sig for eksempel ordet mælk; der kommer under paraplyen for eksempel en særlig farve frem, et drikkeglas måske, en karton, problemet med at åbne en karton, en ko, et besøg på en gård, fornemmelsen af at se ned på et barn der ammer ens bryst; alt det aktiveres, alt det får bevidstheden til at rejse sig og se sig omkring i sit eget landskab – men det er sjældent slut med det – der bliver føjet flere ord til ordet; for eksempel har jeg det særligt med mælk og kan skrive; jeg kan ikke fordrage mælk, det får mig til at kaste op, og svup svup svup, nye paraplyer slås op, og som en menneskemængde der bevæger sig ad et fortov i styrtregn kommer alt det, der er under hver af paraplyerne ganske tæt på hinanden, gnubber sig op af hinanden, udveksler blikke, sansninger, associationer; og som det også sker på fortovet i regnen er der nogle store paraplyer der bliver hævet over de andre mindre paraplyer; det er gerne store mørke stofparaplyer med store faste håndtag, og i sprogets verden kunne vi kalde dem domæner eller bare abstraktioner, hvorimod de mindre, egenartede farvestrålende paraplyer, rummer noget, der er mere personligt, selvoplevet, som min oplevelse af mælk.

Det er alt sprog, der gør sådan; men det litterære sprog tillader sig at sætte ord sammen, som når de bliver slået op, får bevidstheden til at åbne sig, rende af sted i alle de luftige rum, der er blevet åbnet for, finde nye menneskemængder på ukendte fortove, og litteraturen bliver en rejse, vores bevidsthed foretager i sig selv; ikke indelukket, solipsistisk, for meget af det, der er under paraplyerne har vi tilfælles med andre; men alligevel individuelt, ordsansende.

Der bliver slået paraplyer op, der har stået lukket sammen i årevis; der kommer nye til af de store mørke; og bevidstheden er glad, regnglad for alt det, der åbnes med hurtige klare smæld.

NB! Merete Pryds Helle har netop udgivet mp3-lydbogen Tiden flyver, der er en selvstændig fortsættelse til hendes seneste roman, Hej menneske. Den kan bestilles via Lindhardt og Ringhofs hjemmeside.

Og ikke nok med det: Merete Pryds Helles alter ego Liv Mørk har også åbnet for tilmelding til en sms-julekrimi med titlen Bittermandel. Du får fat i den ved at sms'e BITTER til 1225, så modtager du de 24 afsnit fra 1. – 24. december. Pris: 24 Kr.
Læs mere om sms-julekalenderen.

Giv os sproget tilbage

Mikkel Fossmo indleder som ny klummeskriver anden sæson af Senturaklummen. Han hylder litteraturens kor af forskellige stemmer og med sin egen blomsterpistol går han til kamp mod forlagsredaktører, der stækker sproget og vil med de unge kvindelige forfattere under dynen.

Af Mikkel Fossmo, forfatter

I Stadier på Livets Vej skriver Søren Kierkegaard, at dansk er et

sprog, der ikke uden udtryk for det store, det afgørende, det fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig forkærlighed for mellemtanken og bibegrebet og tillægsordet, en stemningens småsnakken, og overgangens nynnen og bøjningens inderlighed og den dulgte velværes forborgne frodighed; et sprog der forstår spøg nok så godt som alvor: et modersmål der fængsler sine børn med en lænke, som er let at bære – ja! Men tung at bryde.

Ligesom kærligheden til den udkårne voksede med afstanden i skoleårene, så den mest utilnærmelige stod i en stråleglans så blændende, at man måtte slå øjnene ned, således vokser kærligheden til sproget i det fremmede. Aldrig har det danske sprog rusket mig i hjerterødderne som en aften ved Orinocoflodens bred, hvor jeg pludselig stod ansigt til ansigt med Johannes V. Jensens myge aber små, der hoster mod nattens gru.

Her, hvor jeg er nu, i en by i Venezuela, gennemgløder kærligheden til modersmålet hvert sanseindtryk og hver tanke, jeg ejer, så jeg kun ønsker at give mig sproget i vold.

Jeg ved ikke længere, om jeg underkaster mig som en slave, der lykkelig lægger sprogets blomsterlænke om sin hals, eller om jeg med fældet lanse rider ud mod sprogets drage, vidende om at jeg vil blive fortæret af dens flammepust, men besat af en svulmende forventning om dog igennem selve kampen at kunne kaste en ildregn af drageskæl op i luften, så de lyser et øjeblik.

Jeg ved ikke, om det er kamp eller elskov eller begge dele, men kun at mit eneste formål er gennem strid og favntag at nå ind til det sprog, der er mit og kun mit. Jeg må fjerne alt, der har aflejret sig på mig gennem årene og finde frem til mit inderste mæle. Om det er smukt eller grimt, er mig ligegyldigt, blot det er autentisk. Det, det gælder om, er at betvinge sproget, så det føjer mig og udtrykker det, der bevæger sig i mig, lade det risle og strømme med mine pulsslag, lade det krybe og stejle, når jeg som domptør slår smæld med pisken.

Et lands litteratur er dette kor af forskellige stemmer, nogle hæse og raspende, andre med en sølvklang som sprøde cembalotoner eller fuldtonende og malmfulde. Men efterhånden har forlagsredaktørerne forgrebet sig på litteraturen og som gale gartnere prøvet at beskære alle vækster, så de bliver ens. I stedet for et blomsterflor skal vi se på pæne, men duftløse plasticblomster, stanset ud af samme form.

Det, der var kunst, bliver kunstigt. Skriver man prosa, kan man blive påtvunget krav om tempo og action, der er litteraturen uvedkommende. Ligesom Europas store og egensindige filminstruktører tvinges til at frembringe uselvstændige standardprodukter, når de bliver hentet til Hollywood, prøver mange forlag efter amerikansk mønster at skære litteraturen til, så den forvandles til salgbare, boglignende genstande.

Selv kan jeg ikke klage over mine forlagsredaktører, der er søde og forstående. Bliver vi uenige om et digt, enes vi om at fjerne det helt, og de digte, der bliver tilbage, er ikke formet og skåret til af andre, men hjemmegroede og sprunget knortede eller krumme ud af mit eget sind.

Men jeg har fra især unge kvindelige forfattere hørt rædselshistorier om redaktører, der vil krybe med ind under dynen. Redaktører, som vil give deres egne stækkede forfatterdrømme nye vinger gennem unge digtere.

Har digteren ikke indre styrke til at stå imod, kan hun blive voldtaget og tvunget til at føde et værk, der i alle træk bærer mindelser om den lede redaktør. Eller endnu værre: Hun kan frembringe et værk, der vel ikke er lydefrit, men dog, skeløjet og rynket som det måske er, er moderen evigt kær, fordi det er kød af hendes kød. Men når hun glad og undselig viser det frem på forlaget, kan redaktøren stjæle barnet fra vuggen og i dets sted lægge en skifting, der måske på afstand kan virke dukkeagtig smuk, men ved nærmere eftersyn afslører sig ved de lodrette pupiller, hårene på håndfladerne og færten af trold. Eller redaktøren kan ved sine kunster forvandle barnet i vuggen til en actionman af plastic klar til ved et tryk på en knap at springe op og kaste sig ud i spasmodisk handling.

Litterater og anmeldere prøver ligeledes at påtvinge forfatteren deres egne fordomme og begrænsninger, så en hel generation tvinges til at lalle i kor, mens skolemesteren slår takten med sin benede pegefinger.

Giv os Danmark tilbage, sang Natasja. Giv os sproget tilbage, siger jeg. Prøv ikke på at file vores stemmebånd til, så vi alle synger i samme tonehøjde. Der skal være plads til både sopran og bas og også til os, der måske ind imellem synger falsk eller frembringer skurrende mislyde, men lader hver tone komme fra hjertet.

Hjerteblod og slettebånd

Mette Rosenkrantz Holst kan slet ikke forstå, hvordan forfattere kunne være forfattere, før pc’en blev opfundet. Efter flere kedelige skrive-oplevelser blev det først med it-teknologiens mange muligheder, hun selv nåede videre end til skrivebordsskuffen.

Af Mette Rosenkrantz Holst, forfatter

Da jeg blev konfirmand, forærede mine forældre mig en skrivemaskine. Jeg ville jo så gerne være forfatter. Jeg skrev da også lidt på den i nogle måneder, selvom jeg ikke har nogen erindringer om hvad. Jeg husker kun skævt papir, krøllet skrivemaskinebånd, der af en eller anden grund altid sad for løst, hvidt slettepapir, den huggende lyd, når en af tasterne på de lange arme satte sig fast, eller flere af dem gjorde det samtidigt – og ikke mindst, den friske klokke, når jeg rev i armen for linjeskift. Jeg opgav hurtigt at skrive på den. Jeg gad alligevel ikke være forfatter, når det skulle være så besværligt.

Nogle år senere kom min far hjem fra arbejde med en elektrisk skrivemaskine. Egentligt skulle den være smidt ud, men nu fik jeg den. En helt ny verden åbnede sig, da jeg satte stikket i kontakten. Den elektroniske lyd af tasterne, der uden problemer satte sit tydelige aftryk på papiret, det automatiske linjeskift, farvebånd, der løb noget hurtigere på meteren end på den manuelle – for ikke at nævne det fuldt integrerede slettebånd. Imens smøgerne glødede i askebægeret, og maskinen summede veloplagt, skrev jeg i løbet af en måned tyve sider af min første roman, men så gik maskinen i stykker, og dermed var det sidste punktum også sat for den.

Selvom jeg ikke siden havde skrevet, drømte jeg i halvfemserne igen om at skrive en roman. At teknologien nu gjorde den drøm realiserbar, var jeg imidlertid ret længe om at opdage. Jeg deltog kun modvilligt på kedsommelige edb-kurser, hvor jeg, åndet i nakken af min lærer, blev tvunget til at foregive, at jeg brændte for at lære at afkode de flimrende tal og symboler på den sorte skærm, indrammet i beige plast. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad jeg nogensinde skulle bruge sådan en til, og på grund af mine mange og lange rygepauser nægtede edb-læreren ved kursets afslutning da også at udlevere et pc-kørekort til mig.

Først i slutningen af halvfemserne overtalte min eksmand mig til at købe hans brugte pc. Han manglede penge og mente, at jeg manglede dannelse. Det lignede ikke noget at lade vores børn vokse op i et hjem uden computer. Da han med et par enkle tast, havde oprettet en blank side for at vise mig, at jeg også selv kunne drage fordel af den, så jeg forbløffet på ham – var det ligesom en skrivemaskine, bare meget smartere? Ja, nikkede han, og så skiftede 2000 kroner hænder.

Da jeg nu havde indset, at det var blevet ulig meget nemmere at skrive, tastede jeg lystigt derud af, jeg lærte at delete, rykke rundt på sætninger og kapitler, søge i teksten, skifte ord ud, etc. etc. Det gik så forrygende, at jeg slet ikke fattede, hvordan forfattere før i tiden havde kunnet undvære sådan en. Det, som havde taget dem årevis, tog nu kun mig to måneder. Desværre var der bare ingen forlag, der mente at min roman var på tilsvarende niveau.

I dag, hvor jeg skriver denne klumme, og rammer de forkerte taster, staver forkert, rykker rundt på ord og sætninger, sletter og starter forfra, er at jeg stadig ikke er i stand til at fatte, hvordan man før it-teknologien var i stand til at skrive en roman – endsige en enkelt klumme. Hvordan i helvede bar man sig ad?

Som alle, der har udgivet selv den mindste publikation, ved, skal den igennem et utal redigeringsfaser, før redaktøren er tilfreds og sender den i tryk. Hvad gjorde man dengang? Klippede klistrede man, når man rykkede rundt på sin tekst? Og hvad med redaktørens kommentarer – eller hvis man ombestemte sig, og hovedpersonen skulle have et andet efternavn, eller en anden hårfarve? Skrev man da et helt nyt manuskript?

Som jeg sidder her og bliver ved med at ramme forkert på de forbandede taster, og Caps Lock’en ryger på hver andet øjeblik, FORESTILLER JEG MIG, AT man før tiden MÅ HAVE VÆRET OMGIVET AF UOVERSKUELIGE BJERGE AF MASKINSKREVNE ARK PAPIRER, SLETTEBÅND, FARVEBÅND, LØSE TASTER. Et mareridt.

Og så igen. Måske skrev man dengang med mere hjerteblod end slettebånd. Måske gjorde man sig flere tanker og overvejelser, før man gjorde sig anstrengelsen at omsætte dem til en tekst. Måske trodsede man besværet, fordi man ikke kunne lade være? Måske var man bare mindre doven, end jeg er? Havde jeg skullet skrive denne her klumme på en klaprende skrivemaskine, var den i alt fald aldrig blevet skrevet. Jeg havde ikke orket at rulle papiret ned mellem det stramme gummibånd, kæmpet med et løst farvebånd og slettepapir, hver gang jeg tastede et bogstav forkert.

Men med en computer er det heldigvis blevet meget mindre besværligt at være klummeskribent – og forfatter. Ja, faktisk så nemt, at det ikke længere fordrer, at man behøver at have noget på hjerte – og måske netop derfor, at vi også blevet så mange flere af dem.

Havde jeg overhovedet noget på hjerte, da jeg satte mig for at skrive? Jeg beklager, hvis det er gået tabt under redigeringen.

Tusind og én nat

En aften i selskab med Mellemøstens svar på Julio Iglesias fik Kristina Stoltz til at tænke på vores opfattelse af virkeligheden – denne lille, store, uhåndterlige, og ganske ulidelige størrelse.

Af Kristina Stoltz, forfatter

En lidt buttet teenagedreng, klædt i sort, tog imod os uden for palæet. Jeg vidste stadig ikke, hvad vi skulle, da jeg tog imod hans meget våde håndtryk og fulgte med op ad trapperne til det imponerende bygningsværk. Sidst skuespillerinden var kommet med en af sine overraskelser, var vi blevet kørt langt uden for byen for pludselig at befinde os midt i en fotosession for en haute couture-designer, som specialiserede sig i bryllupskjoler. Vi var lidt nervøse for, at vi igen skulle klædes ud og bondefanges af et timelangt job, som vi ikke engang blev betalt for.

Jeg var taget til Tunesien for at arbejde på en litterær rejsebog sammen med den irakiske digter Muniam Alfaker, som bor i Danmark. Skuespillerinden, en tunesisk superstjerne, havde allerede, inden vi rejste hjemmefra, sagt ja til, at hun ville være med i vores bog, men efter vores ankomst lavede hun den ene overspringshandling efter den anden, så som at kaste os ud i en tunesisk modelkarriere for at undgå at blive fanget i en situation, hvor hun skulle tale om livet som skuespillerinde i Tunesien.

Nu havde hun kørt os hen til Mellemøstens svar på Julio Iglesias. Det var hans søn, der tog imod os og ledte os ind til den store stjerne, der ventede os i sit luksuriøse kontor med antikke møbler og ægte kunst på væggene.
   – Velkommen søster, sagde han og kyssede mig på hver kind.
   Og jeg havde dårligt nok fået sat mig tilrette i den mægtige guldtrådsbetrukne sofa, før han konstaterede, at han kunne se på mine øjne, at jeg selv måtte være en sand kunstner.

Sangerens blege og meget fåmælte søn skænkede te og bød på små søde kager, som han selv undlod at smage på. Vi havde ikke mere end nippet til den dampende mynte og udvekslet et par høflighedsfraser, før sangeren spurgte, om ikke vi ville høre hans musik. Det ville vi selvfølgelig gerne, og jeg troede, at han ville trække instrumenterne frem og begynde at synge, men sønnen blev beordret til at tænde for anlægget, hvorefter den store sanger gjorde sig klar til sit playbackshow for gæsterne.

Det så ud, som om han lagde hele sin sjæl i, mens en arabisk version af Pavarottis O sole mio bragede ud fra højtalerne. Han agerede både violinspiller, harpenist, guitarist og meget følsom sanger. Men O sole mio kunne ikke gøre det; vi skulle også høre Mozart udført med klassisk, arabiske instrumenter, klassisk jazz a la Tunesia og adskilligt andet, som han var sikker på ville tale særligt til mit hjerte. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, men nåede frem til, at mit faldende kæbeparti nok ikke virkede fornærmende, men formodentlig gav stjernen endnu mere blod på tanden til at fortsætte sit show.

Omsider endte det dog, og tiden var moden til en alvorlig snak. Det viste sig, at Muniam og den nu opvarmede performer havde mødt hinanden før; et møde som var endt i en lille disputs, og det var nu sangerens mission at gøde olie på vandene. Hertil havde han dannet de ideelle rammer: smukke gemakker, god musik, lækre kager, kvinder og ”barn”. Det kunne ikke blive andet end en hyggestund.
   – Hvordan er den politiske situation i Danmark?, spurgte han mig.
   Jeg nåede ikke at svare, før han fortsatte:
   – Alle politikere er ens. De er grådige strateger, som kun er ude på at rage til sig. Det er ikke politikerne, vi skal bruge kræfterne på, det ikke politikernes ulidelige virkelighed, der dybest set ikke har noget med virkeligheden at gøre, som vi skal lave kunst for. Men folket. Det er folket, vi skal tale til. Er det ikke rigtigt søster?
   – Jo, også dem, sagde jeg og undrede mig over hans ophidselse.
   – Jeg er fuldstændig enig søster, og netop derfor tog jeg til Irak.
   – Irak...?
   Hvad havde Irak med dette at gøre. Der var et eller andet, jeg helt havde misset. Jeg skævede over til Muniam, der så ud, som om han var vågnet op efter den musikalske optræden, der havde trukket ham længere og længere ned i de bløde hynder.
   – Jeg tog til Irak for at synge for det irakiske folk. Det var folket, jeg optrådte for; det er dem, mit hjerte brænder for og ikke Hussein, men hvad kan jeg gøre, når manden dagen efter min koncert inviterer mig op på sit palads?
   Sangeren så hen på mig med store våde øjne. Han lænede sig frem og gestikulerede ihærdigt.
   – Jeg er jo ikke idiot vel, søster? Jeg er ikke andet end en lille kunstner. Enhver, der besøgte Irak dengang, og som gerne ville ud af landet igen, ville ikke kunne afstå en invitation fra præsidenten. Det ville du heller ikke Mr. Muniam.
   Han grinede indforstået og så for første gang Muniam direkte i øjnene.
   – Jeg ville aldrig være havnet i en sådan situation, sagde Muniam.
   – Så du mener ikke, at det irakiske folk fortjener en koncert?
   – Jeg mener ikke, at man skal støtte et land ledet af en diktator som Saddam Hussein.

Der blev stille et øjeblik. Skuespillerinden, som hidtil ingenting havde sagt, førte en af sine kunstigt påsatte slangekrøller om bag skulderen og grinede lidt nervøst.
   – Hvorfor skal vi diskutere politik? spurgte hun.
   – Ja, hvorfor skal vi nu det igen, sagde sangeren. – Når nu det er folket, som interesserer os.

Jeg undrede mig over, hvor skuespillerinden mon stod i hele dette spil, som så åbenlyst var i gang. Hun havde tydeligvis en relation til sangeren, men det var svært at vurdere af hvilken karakter. Jeg selv spillede tydeligvis også en vigtig rolle, da sangeren næsten udelukkende henvendte sig til mig. For at vinde medhold i forsøget på at slutte fred med Muniam, så ikke han skulle sprede dårlige rygter om ham? Kunne det virkelig forholde sig sådan, at han var nervøs for sin status i Irak?

   – Men, som jeg siger, var det også det irakiske folk, jeg kom for at give min musik til, fortsatte han. – Jeg har ikke taget så meget som mineralvand fra hotelværelset i Bagdad. De kan intet finde på mig – ikke en eneste kvittering. Jeg har kun givet!

Jeg forestillede mig, at der måske var en ransagelse i gang i Irak, hvor de udenlandske kunstnere, som havde spillet under Husseins regime, blev sortlistet. Hans eneste redning var det tilbagevendende mantra om folket: ”Mit hjerte banker kun for folket”.

Han inviterede os ind i det rum, hvor han opbevarede alle sine priser, medaljer og diplomer. Det bugnede derinde – bag glasmontrer, i rammer, bogstaveligt talt fra gulv til loft. Jeg lykønskede ham og sagde, at det var imponerende.

   – Tak kære søster, denne slags hæder opnår man altså ikke, hvis det er eliten, man forsøger at nå. Alle disse priser skyldes folket, at de har gjort mig til deres stemme, og jeg takker Gud – bøjer mig i støvet.

På vej ud kyssede han mig igen på hver kind og sagde, at vi endelig måtte citere ham i vores bog, så længe vi ikke brugte hans navn.
   – For I må tænke på, at jeg er et stort navn i den arabiske verden. Jeg skal være forsigtig og pleje mit rygte.

Under vores besøg i Tunesien holdt Muniam hurtigt op med at sige, at han var fra Irak, for hver eneste gang gik folk bagover i deres forherligelse af Saddam Hussein, der både i Tunesien og i mange andre arabiske lande bliver betragtet som Mellemøstens hidtil største konge. Hvorfor? Fordi han, som den eneste har modsat sig USA, der endte med at slagte ham som et får for åben skærm – den største ydmygelse som har gjort ham til den største martyr.

Det var besøget hos sangeren, der for alvor gjorde mig opmærksom på Husseins høje status i Tunesien. Det kom bag på mig, og jeg syntes, at det ville være oplagt at skrive om i vores bog, nu hvor halvdelen af os rent faktisk havde irakisk blod pumpende i årene. Muniam var enig, men skuffet over, at vi ikke måtte bruge sangerens navn.

Jeg fandt derimod, at navnet ville svække historien, og jeg mindede ham om den påfaldende tendens, der florerer i det danske litterære miljø netop nu: kravet om autenticitet og virkelig virkelighed, virkelige begivenheder, selvoplevet virkelighed. Er det ikke netop den form for virkelighed, der munder ud i den ulidelige én til én-virkelighed, som intet andet har med virkeligheden at gøre end magt og salgstal.

For det er virkeligheden, læserne vil have, tror vi. Men hvad er virkeligheden? Og hvem har patent på den? Er den bog, vi køber henne i boghandleren, ikke virkelig, hvis forfatteren ikke kan skrive, at handlingens begivenheder tager udgangspunkt i noget virkeligt? Er ikke alt det, vi skriver, virkeligt i og med, at det er opstået som en tanke eller idé, som vi vækker til live på skrift? Er det så ikke uinteressant, om det skrevne tager udgangspunkt i noget helt virkeligt (hvad det så end er) eller kun delvist virkeligt? Hvorfor skulle det ”fuldstændigt” virkelige være en automatisk garant for bedre litteratur end den, der er delvist opfundet, og er det egentlig ikke det samme, når det kommer til stykket?

Jeg havde stadigvæk ikke helt gennemskuet sangerens virkelige motiver for at invitere os eller for den sags skyld skuespillerindens motiver. Der var tydeligvis mange dagsordener i den virkelighed, de befandt sig i, som jeg ikke forstod, og som heller ikke Muniam forstod, men hvorfor skulle det forhindre, at vi lod os inspirere af begivenhederne i sangerens imponerende palæ? Er det ikke det, vi hele tiden gør, når vi skaber litteratur – tager afsæt i virkeligheden, sådan som vi nu hver især opfatter denne lille, store, uhåndterlige, og ganske ulidelige størrelse?

Ned til karbonaderne

Robert Zola Christensen begiver sig vanen tro ud i et endnu et litterært eksperiment. Denne gang er klummen blevet til et kærligt stykke pastiche-kunst-prosa, hvor John og Tulle, kaffe, masser af æblekage, skyllemiddel og karbonader indtager de væsentlige roller.

Af Robert Zola Christensen, forfatter

Jeg var kommet med bussen klokken ti om formiddagen, og allerede da vi sad omkring middagsbordet om aftenen, vi fik karbonader, eller også var det hamburgerryg med grønne ærter og gule majs, jeg kan ikke lige huske det, men jeg var i hvert fald sikker på, sygt meget sikker på, at der var et eller andet fuldstændig vildt galt med John og Tulle, for de var så underligt stive i det, begge to, ikke bare den ene, men også den anden, for alene den måde de bevægede sig på, når de for eksempel kom ind fra køkkenet med maden på et fad, var det karbonader, var det hamburgerryg, så bær den dog ordentlig, den bakke, i det mindste på en spændende måde, og jeg forestillede mig, at de var lavet af træ, John og Tulle, massive helt igennem, og det var det, jeg sad og tænkte på, da Tulles bror, hvad han hed, ville han ikke engang ud med, brød ind og spurgte, hvad det var, jeg sad og grinede af. Det var bare noget, jeg kom til at tænke på, sagde jeg, for han havde nemlig lejet førstesalen, mens han midlertidigt arbejdede på en lampefabrik i Maribo, og der boede han altså, ikke på fabrikken, naturligvis, men oppe på førstesalen, og det var derfor, jeg kun fik sofaen.

Broren var da så helt anderledes bevægelig i det sammenlignet med sin søster og svoger, og hvis jeg så ellers kan få lov at fortælle min vittighed færdig, sagde jeg på et tidspunkt ud på aftenen, for broren var lige kommet ind fra bryggerset, ja, han stod i køkkendøren og kradsede sig på brystet i sin kedeldragt, og han afbrød mig for at fortælle, at nu var der hældt olie på bilen, og han sagde, at hundemad ikke var lavet af hunde. Som om jeg ikke havde fattet det.

Men kan han da ikke bare slappe af engang imellem, tænkte jeg, men det kunne han ikke, for næste formiddag, jeg sov jo på sofaen, var han tidligt oppe og i gang med at lave et hønsehus til hønsene, hvem skulle han ellers lave det til, men for helvede da også, som det larmede.

Tag dig ikke af ham, sagde John, mens han varmede brød i ovnen. Ja, det kunne han sagtens sige, for det var svært ikke at lægge mærke til, hvordan han slog sine solide pæle ned i jorden og brugte hønsenet til hønsene, mens han samtidig holdt øje med os fra distancen, skulede koldt og holdt øje med, at vi holdt øje med, hvordan han slog pæle ned. Så slap da lige af, tænkte jeg, og det var faktisk sådan, at jeg til sidst måtte kigge væk, og for at få en ende på det, åbnede Tulle til sidst vinduet og råbte ud til sin bror, at nu var det nok, nu er det vist færdigt for i dag, og det fik ham faktisk til at slappe af, men kun et øjeblik, for da vi så, Tulle og jeg, samme blæsende eftermiddag hjalp hinanden med at folde nogle lagener og dynebetræk sammen, der duftede kraftigt af skyllemiddel, gik han i gang med at rense tagrender på Johns garageanlæg (John har nemlig sådan et).

Nu var han kedelig på den kedelige måde, for broren stod øverst på stigen og fægtede med et stykke værktøj af en slags, så det regnede med beskidte blade og smågrene, og det kan måske være meget godt med rengøring, men jeg blev så nervøs for det vasketøj, og det projekt med de skide tagrender blev ved til langt ud på eftermiddagen, ja, han kom ikke engang ind og spiste æblekage, og vi kunne så høre ham derude, mens vi forsøgte at ignorere lydene, og nu gik Johns baghoved op som en låge, og en stor mekanisk fugl kom ud på en pind og sagde kukuku, før den forsvandt ind igen, og jeg spurgte, om det skete tit, det dér med fuglen, og om det eventuelt havde noget med Nattergalen at gøre, det ved man jo aldrig, men det havde det så ikke, og jeg spurgte, hvad brormand ville sige til det, hvis han så det, men i stedet for at svare viste Tulle mig, at hendes ben var lavet af appelsiner.

Og der kom flere af den slags tricks, det var for eksempel helt vildt det, der kom op af køkkenskuffen, da Tulle åbnede den, og det skulle lige til at blive endda endnu vildere, da der lød et værre spektakel udefra, og vi løb hen til vinduet og så, at stigen var faldet væk under ham, og det så åndssvagt ud, som han holdt fast i tagrenden, mens han spjættede med benene i luften. Der var også ret langt ned, så jeg sagde, jeg syntes, vi måske skulle gå ud og hjælpe ham, men det kan der slet ikke være tale om, sagde John, og han vidste sikkert, hvad han talte om, så vi tog vores kaffe og æblekage, eller måske var det gulerodskage, med ind foran fjernsynet.