Tusind og én nat

En aften i selskab med Mellemøstens svar på Julio Iglesias fik Kristina Stoltz til at tænke på vores opfattelse af virkeligheden – denne lille, store, uhåndterlige, og ganske ulidelige størrelse.

Af Kristina Stoltz, forfatter

En lidt buttet teenagedreng, klædt i sort, tog imod os uden for palæet. Jeg vidste stadig ikke, hvad vi skulle, da jeg tog imod hans meget våde håndtryk og fulgte med op ad trapperne til det imponerende bygningsværk. Sidst skuespillerinden var kommet med en af sine overraskelser, var vi blevet kørt langt uden for byen for pludselig at befinde os midt i en fotosession for en haute couture-designer, som specialiserede sig i bryllupskjoler. Vi var lidt nervøse for, at vi igen skulle klædes ud og bondefanges af et timelangt job, som vi ikke engang blev betalt for.

Jeg var taget til Tunesien for at arbejde på en litterær rejsebog sammen med den irakiske digter Muniam Alfaker, som bor i Danmark. Skuespillerinden, en tunesisk superstjerne, havde allerede, inden vi rejste hjemmefra, sagt ja til, at hun ville være med i vores bog, men efter vores ankomst lavede hun den ene overspringshandling efter den anden, så som at kaste os ud i en tunesisk modelkarriere for at undgå at blive fanget i en situation, hvor hun skulle tale om livet som skuespillerinde i Tunesien.

Nu havde hun kørt os hen til Mellemøstens svar på Julio Iglesias. Det var hans søn, der tog imod os og ledte os ind til den store stjerne, der ventede os i sit luksuriøse kontor med antikke møbler og ægte kunst på væggene.
   – Velkommen søster, sagde han og kyssede mig på hver kind.
   Og jeg havde dårligt nok fået sat mig tilrette i den mægtige guldtrådsbetrukne sofa, før han konstaterede, at han kunne se på mine øjne, at jeg selv måtte være en sand kunstner.

Sangerens blege og meget fåmælte søn skænkede te og bød på små søde kager, som han selv undlod at smage på. Vi havde ikke mere end nippet til den dampende mynte og udvekslet et par høflighedsfraser, før sangeren spurgte, om ikke vi ville høre hans musik. Det ville vi selvfølgelig gerne, og jeg troede, at han ville trække instrumenterne frem og begynde at synge, men sønnen blev beordret til at tænde for anlægget, hvorefter den store sanger gjorde sig klar til sit playbackshow for gæsterne.

Det så ud, som om han lagde hele sin sjæl i, mens en arabisk version af Pavarottis O sole mio bragede ud fra højtalerne. Han agerede både violinspiller, harpenist, guitarist og meget følsom sanger. Men O sole mio kunne ikke gøre det; vi skulle også høre Mozart udført med klassisk, arabiske instrumenter, klassisk jazz a la Tunesia og adskilligt andet, som han var sikker på ville tale særligt til mit hjerte. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, men nåede frem til, at mit faldende kæbeparti nok ikke virkede fornærmende, men formodentlig gav stjernen endnu mere blod på tanden til at fortsætte sit show.

Omsider endte det dog, og tiden var moden til en alvorlig snak. Det viste sig, at Muniam og den nu opvarmede performer havde mødt hinanden før; et møde som var endt i en lille disputs, og det var nu sangerens mission at gøde olie på vandene. Hertil havde han dannet de ideelle rammer: smukke gemakker, god musik, lækre kager, kvinder og ”barn”. Det kunne ikke blive andet end en hyggestund.
   – Hvordan er den politiske situation i Danmark?, spurgte han mig.
   Jeg nåede ikke at svare, før han fortsatte:
   – Alle politikere er ens. De er grådige strateger, som kun er ude på at rage til sig. Det er ikke politikerne, vi skal bruge kræfterne på, det ikke politikernes ulidelige virkelighed, der dybest set ikke har noget med virkeligheden at gøre, som vi skal lave kunst for. Men folket. Det er folket, vi skal tale til. Er det ikke rigtigt søster?
   – Jo, også dem, sagde jeg og undrede mig over hans ophidselse.
   – Jeg er fuldstændig enig søster, og netop derfor tog jeg til Irak.
   – Irak...?
   Hvad havde Irak med dette at gøre. Der var et eller andet, jeg helt havde misset. Jeg skævede over til Muniam, der så ud, som om han var vågnet op efter den musikalske optræden, der havde trukket ham længere og længere ned i de bløde hynder.
   – Jeg tog til Irak for at synge for det irakiske folk. Det var folket, jeg optrådte for; det er dem, mit hjerte brænder for og ikke Hussein, men hvad kan jeg gøre, når manden dagen efter min koncert inviterer mig op på sit palads?
   Sangeren så hen på mig med store våde øjne. Han lænede sig frem og gestikulerede ihærdigt.
   – Jeg er jo ikke idiot vel, søster? Jeg er ikke andet end en lille kunstner. Enhver, der besøgte Irak dengang, og som gerne ville ud af landet igen, ville ikke kunne afstå en invitation fra præsidenten. Det ville du heller ikke Mr. Muniam.
   Han grinede indforstået og så for første gang Muniam direkte i øjnene.
   – Jeg ville aldrig være havnet i en sådan situation, sagde Muniam.
   – Så du mener ikke, at det irakiske folk fortjener en koncert?
   – Jeg mener ikke, at man skal støtte et land ledet af en diktator som Saddam Hussein.

Der blev stille et øjeblik. Skuespillerinden, som hidtil ingenting havde sagt, førte en af sine kunstigt påsatte slangekrøller om bag skulderen og grinede lidt nervøst.
   – Hvorfor skal vi diskutere politik? spurgte hun.
   – Ja, hvorfor skal vi nu det igen, sagde sangeren. – Når nu det er folket, som interesserer os.

Jeg undrede mig over, hvor skuespillerinden mon stod i hele dette spil, som så åbenlyst var i gang. Hun havde tydeligvis en relation til sangeren, men det var svært at vurdere af hvilken karakter. Jeg selv spillede tydeligvis også en vigtig rolle, da sangeren næsten udelukkende henvendte sig til mig. For at vinde medhold i forsøget på at slutte fred med Muniam, så ikke han skulle sprede dårlige rygter om ham? Kunne det virkelig forholde sig sådan, at han var nervøs for sin status i Irak?

   – Men, som jeg siger, var det også det irakiske folk, jeg kom for at give min musik til, fortsatte han. – Jeg har ikke taget så meget som mineralvand fra hotelværelset i Bagdad. De kan intet finde på mig – ikke en eneste kvittering. Jeg har kun givet!

Jeg forestillede mig, at der måske var en ransagelse i gang i Irak, hvor de udenlandske kunstnere, som havde spillet under Husseins regime, blev sortlistet. Hans eneste redning var det tilbagevendende mantra om folket: ”Mit hjerte banker kun for folket”.

Han inviterede os ind i det rum, hvor han opbevarede alle sine priser, medaljer og diplomer. Det bugnede derinde – bag glasmontrer, i rammer, bogstaveligt talt fra gulv til loft. Jeg lykønskede ham og sagde, at det var imponerende.

   – Tak kære søster, denne slags hæder opnår man altså ikke, hvis det er eliten, man forsøger at nå. Alle disse priser skyldes folket, at de har gjort mig til deres stemme, og jeg takker Gud – bøjer mig i støvet.

På vej ud kyssede han mig igen på hver kind og sagde, at vi endelig måtte citere ham i vores bog, så længe vi ikke brugte hans navn.
   – For I må tænke på, at jeg er et stort navn i den arabiske verden. Jeg skal være forsigtig og pleje mit rygte.

Under vores besøg i Tunesien holdt Muniam hurtigt op med at sige, at han var fra Irak, for hver eneste gang gik folk bagover i deres forherligelse af Saddam Hussein, der både i Tunesien og i mange andre arabiske lande bliver betragtet som Mellemøstens hidtil største konge. Hvorfor? Fordi han, som den eneste har modsat sig USA, der endte med at slagte ham som et får for åben skærm – den største ydmygelse som har gjort ham til den største martyr.

Det var besøget hos sangeren, der for alvor gjorde mig opmærksom på Husseins høje status i Tunesien. Det kom bag på mig, og jeg syntes, at det ville være oplagt at skrive om i vores bog, nu hvor halvdelen af os rent faktisk havde irakisk blod pumpende i årene. Muniam var enig, men skuffet over, at vi ikke måtte bruge sangerens navn.

Jeg fandt derimod, at navnet ville svække historien, og jeg mindede ham om den påfaldende tendens, der florerer i det danske litterære miljø netop nu: kravet om autenticitet og virkelig virkelighed, virkelige begivenheder, selvoplevet virkelighed. Er det ikke netop den form for virkelighed, der munder ud i den ulidelige én til én-virkelighed, som intet andet har med virkeligheden at gøre end magt og salgstal.

For det er virkeligheden, læserne vil have, tror vi. Men hvad er virkeligheden? Og hvem har patent på den? Er den bog, vi køber henne i boghandleren, ikke virkelig, hvis forfatteren ikke kan skrive, at handlingens begivenheder tager udgangspunkt i noget virkeligt? Er ikke alt det, vi skriver, virkeligt i og med, at det er opstået som en tanke eller idé, som vi vækker til live på skrift? Er det så ikke uinteressant, om det skrevne tager udgangspunkt i noget helt virkeligt (hvad det så end er) eller kun delvist virkeligt? Hvorfor skulle det ”fuldstændigt” virkelige være en automatisk garant for bedre litteratur end den, der er delvist opfundet, og er det egentlig ikke det samme, når det kommer til stykket?

Jeg havde stadigvæk ikke helt gennemskuet sangerens virkelige motiver for at invitere os eller for den sags skyld skuespillerindens motiver. Der var tydeligvis mange dagsordener i den virkelighed, de befandt sig i, som jeg ikke forstod, og som heller ikke Muniam forstod, men hvorfor skulle det forhindre, at vi lod os inspirere af begivenhederne i sangerens imponerende palæ? Er det ikke det, vi hele tiden gør, når vi skaber litteratur – tager afsæt i virkeligheden, sådan som vi nu hver især opfatter denne lille, store, uhåndterlige, og ganske ulidelige størrelse?

Litteratur eller bare kagl i hønsegården

Kristina Stoltz er nummer to i rækken af klummeskrivere. Hun mener, at kvindelige forfattere alt for hurtigt bliver sat i bås. Og fremkomsten af begrebet chick-lit – som hun bogstaveligt oversætter til ”kyllingelitteratur” – har ikke gjort tingene nemmere. Svenske Mara Lees Ladies blev fx lanceret i denne genre, selvom det først og fremmest er en almen og relevant samtidsroman.

Af Kristina Stoltz, forfatter

Da jeg forleden dag faldt i snak med en ung kvinde til et litterært arrangement, spurgte hun mig, om mine bøger var særligt henvendt til kvinder. Jeg svarede nej, at jeg ikke havde nogen særlig målgruppe i tankerne, når jeg skrev. Hun så overrasket på mig og ville vide om, det da ikke var kvinders liv og problemer, jeg beskæftigede mig med i min litteratur.
   – Ikke nødvendigvis, sagde jeg. – I øjeblikket skriver jeg om en dreng.
   Hun nikkede, men jeg kunne se på hende, at hun fandt mit svar utilfredsstillende.
   – Jeg savner at læse god litteratur, der handler om kvinder, sagde kvinden og gik.
   Kvindelitteratur, tænkte jeg. Er det, det hun savner? Men det er jo længe siden, at det ”bal” sluttede.

Ingen kvinder på pensumlisten
Da jeg gik i gymnasiet, blev litteratur skrevet af kvinder stadigvæk regnet for at være en slags andenrangslitteratur, det vil sige noget, der kun angik kvinder, og derfor ikke havde mændenes interesse. Vi læste Amalie Skram og Suzanne Brøgger, men dette alene for at komme ind på kvindens rolle i samfundet.

Og nogle år senere, da jeg begyndte at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet, var der heller ikke nogle kvinder at finde på pensumlisterne, lige bortset fra Simone de Beauvoir og Virginia Woolf. Og igen handlede det ikke om forfatternes litteratur, men om feminisme og kvindernes frigørelse. Til at eksemplificere begrebet stream of consiousness brugte man derfor Joyce og ikke Woolf.

Jeg var målløs over, at det stod så grelt til på universitetet, men trøstede mig med, at der uden for murene debuterede den ene kvinde efter den anden, deriblandt jeg selv. Hverken mine kvindelige kollegaer eller jeg selv blev talt eller skrevet om, som tilhørende en særlig gruppering af kvindelige forfattere, der udelukkende skrev litteratur for kvinder (læs: kvindelitteratur). Jeg følte mig fri i min skrift og tænkte ikke noget videre over, at mit køn kunne stå i vejen for receptionen af mine bøger.

Singlekvinde på jagt efter lykken
At der i mellemtiden er dukket en anden genre op, nemlig chick-lit, gik længe min næse forbi. Først da et forlag ringede og spurgte om ikke, jeg ville oversætte en af disse meget populære – blandt kvinder – bøger, lærte jeg, hvad en chick-lit-roman er for en størrelse.

Hvis den tidlige kvindelitteratur handlede om kvindens svære kår og kamp for frigørelse, handler chick-lit om den moderne, vestlige og hvide kvindes mange privilegier. Men frem for at virke frisættende står disse privilegier i vejen for hendes lykke.

Hovedpersonen i en chick-lit roman er som regel en frustreret singlekvinde i midten af trediverne. Hun er på jagt efter den eneste ene og arbejder sandsynligvis inden for mode/forlags/mediebranchen. Hun er ulidelig, selvoptaget, narcissistisk og overfladisk, men fordi hun hele tiden træder sig selv over guccitæerne eller kommer til at sige det forkerte til ham, hun prøver at score, kommer læseren til at holde af hende alligevel. Det er falde på halen-komik og let læsning, og markedet er enormt.

Jeg går ud fra, at de mange læsere delvist beror på det, den unge kvinde efterlyste: Bøger der ”handler om kvinder”. Chick-lit handler kun om kvinder; en særlig type kvinde ganske vist, men tematikker som selvtillidsproblemer/selvoptagethed, jagten efter den eneste ene/jagten efter drømmejobbet, kan mange kvinder tilsyneladende identificere sig med.

”Kyllingelitteratur”
At denne nye genre var kommet til, bekymrede mig sådan set ikke. Det undrede mig ganske vist, at man havde fundet på så nedsættende en betegnelse; chick betyder jo ”kylling”. Betegnelsen chick om en ung kvinde stammer fra 1920’ernes afroamerikanske slang.

At man 80 år senere skulle vælge at kalde en hel litterær genre for ”kyllingelitteratur”, virker måske lidt ejendommeligt. Ikke desto mindre gav jeg mig i kast med at oversætte op til flere af Helen Fieldings ”småsøstre” og fik således smør på brødet uden de store bekymringer. Jeg kedede mig ganske vist, og undrede mig, men jeg lå på ingen måde vågen om natten.

Da der efter de to første oversættelser en dag lå en mail med tilbuddet om at oversætte endnu en chick-lit-roman, måtte jeg sande, at jeg havde nået en mæthedsgrænse. Jeg takkede derfor nej til tilbuddet. Efterfølgende har jeg mange gange fortrudt, at jeg ikke først satte mig ordentligt ind i, hvad jeg sagde nej til. Betegnelsen chick-lit var denne gang nok til at skræmme mig væk – jeg orkede ganske enkelt ikke mere chick-lit-fnidder. Jeg havde gjort mig mine erfaringer med den genre, og det var alt rigeligt.

Undren over markedsføringen
Det viste sig at være Mara Lees Ladies, jeg havde takket nej til at oversætte. En roman jeg senere har nydt at læse, men hvis markedsføring og modtagelse jeg både har undret og ærgret mig over. At Ladies er blevet kaldt en chick-lit-roman må alene tilskrives det faktum, at hovedpersonerne er kvinder.

Jeg er således tilbage, hvor jeg indledte, ved den unge kvinde, der efterlyser gode romaner, der ”handler om kvinder”. Lees bog handler ganske rigtigt om kvinder, men de temaer, romanen tager op om vores tids skønhedsdyrkelse, narcissisme og kyniske forbrug, er ikke tematikker, der retter sig specifikt mod kvinder.

Ladies er ikke en kvindebog, men efter min mening et godt bud på en samtidsroman, da den på filosofisk vis rammer vores tid på kornet. At en roman af en sådan litterær kaliber bliver markedsført under betegnelsen chick-lit, sætter chick-lit som genre i et helt nyt lys.

Og derfor er vi måske mange kvindelige forfattere, der med tiden ender med at sælge bøger under denne betegnelse, i hvert fald hvis der skulle optræde en kvinde eller to i vores bøger.

Hej Kristina!

Kristina Stoltz mener, at der er ret meget skriftforurening over det hele – også i klummen. Men en god klumme kan også skabe ringe i vandet.

Hvorfor sagde du ja til at deltage i klummepanelet?
– Jeg overvejede det i nogle dage og endte med at sige ja, fordi jeg ikke kunne lide at lade udfordringen gå forbi. Jeg har aldrig prøvet at skrive klummer før og dyrker heller ikke klummelæsning – med mindre den er skrevet af en skribent, der interesserer mig. For der bliver efter min mening skrevet for mange vrøvleklummer i diverse gratisaviser foruden alle de personlige blogs, der også begynder at sætte sit præg på avismediet.

– Der er ganske enkelt alt for meget skriftforurening over det hele, og den forurening deltager klummeskribenterne rundt omkring kun alt for ivrigt i. Men jeg skal ikke gøre mig for god, for nu kan heller ikke jeg modstå den fristelse at sætte min CO2-udledende pen til papiret – for selvfølgelig at komme med en yderst begavet iagttagelse (sagt med et smil).

Hvad forventer du af en god klumme?
– En god klumme er ikke en personlig dagbogsoptegnelse, men et idiosynkratisk, gerne indigneret og provokerende, velskrevet, sprødt, og klogt indlæg til samfundsdebatten.

Kan klummen bruges til andet end let underholdning?
– Ja, hvis den lever om til de kriterier, jeg netop har skitseret, så kan den skabe ringe i vandet...

Du startede som lyriker, skrev en roman og er nu klummist... Kan klummen tilføre dit eget forfatterskab noget?
– Nu kaster jeg jo ikke digte og romaner i den mentale affaldssæk for i fremtiden kun at hellige mig klummeskrivningen. Eller hvem ved, man aner jo aldrig, hvilke drejninger ens forfatterskab tager... Det er derfor også et nærmest umuligt spørgsmål at svare på. Dybest set påvirker alting mit forfatterskab, og meget ofte er det det, jeg allermindst venter, der inspirerer mig.

Tror du, klummen vil udvikle sig i nye retninger de næste år?
– Det kan man kun håbe. Den har som sagt udviklet sig i en lidt uheldig og sniksnakkende retning. Men det, man kan håbe på, er, at der på grund af den stadigt mere strømlinede, polerede og "korrekte" journalistik vil opstå et behov blandt læserne til at læse mere uindpakkede og skarpe synspunkter om de ting, der rører sig i vores samfund.

FIRE ULTRA KORTE

Det læser jeg i øjeblikket:
– Lykke-Per af Henrik Pontoppidan.

Det ser jeg i tv:
– Jeg har ikke fjernsyn.

Det gør mig glad:
– Det mindste og det største.

Det planlægger jeg at skrive:
– Aner det ikke, eller også vil jeg bare ikke sige det!

Kristina Stoltz
Født 1975 på Frederiksberg. Opvokset i København og har siden boet i Stockholm, Prag og San Francisco. Bor nu i København sammen med sin mand og deres tre-årige søn.

Studier i litteraturvidenskab og teologi. Vært ved en række forfatteraftener i Litteraturhaus i foråret 2008 under titlen Kurz und Stoltz. Har modtaget en lang række legater fra Statens Kunstfond.

Udgivelser
Debuterede i år 2000 med digtsamlingen Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse (Gyldendal).

Efter sin anden digtsamling Græshoppernes Tid (Lindhardt og Ringhof), der kom i 2003, savnede hun at arbejde med længere forløb og fortællinger, hvorfor hun kastede sig over romanformen. Det resulterede i den suggererende roman Turisthotellet (People’sPress), som udkom i 2006.

Link

Besøg Kristina Stoltz' hjemmeside