onsdag den 14. oktober 2009

Hej Peter!

Peter H. Olesen ser klummen som en velsmagende håndrullet økomüsli-bar – og som formentlig koster kassen.

Hvorfor sagde du ja til at deltage i klummepanelet?
– Fordi jeg blev spurgt. Jeg bliver ikke spurgt så tit – ikke tit nok! – og jeg siger ofte ja tak, også til at bidrage gratis, hvis jeg bliver spurgt af folk, som laver noget af lyst og dedikation og ikke pga. penge.

Hvad forventer du af en god klumme?
– At den får mig til at tænke. Det er dejligt at tænke selv. Det er så sjældent, vi får lov til det.

Kan klummen bruges til andet end ”let underholdning”?
– Jeg tror ikke man bliver et bedre menneske af at læse en klumme, jeg har skrevet. En klumme er ideelt set et velsmagende og nærende mellemmåltid, sådan en håndrullet økomüsli-bar, der kan købes i en Emmery's-agtig forretning – og formentlig koster kassen.

Er der forskel på et klummeindlæg og et blogindlæg?
– Et klummeindlæg skriver man til nogle andres publikationer, mens et blogindlæg – for mit vedkommende – er skrevet til min egen blog. Men ellers kender jeg ikke grænserne, det er vel beslægtede genrer.

– Hele blogosfæren – sikket ord! – er stadig så ny, at den endnu ikke er blevet defineret, det tiltrækker mig, den åbenhed.

Du har i en mail sagt til Sentura, at du ”ikke fedter”, når du skriver. Har en klumme godt af at være spontan?
– Har jeg sagt det? Jeg har sagt så meget og er ofte blevet citeret for noget jeg aldrig har sagt.

– Spontanitet kan jo også være en stil. Det kan jo have været en hård kamp at skrive noget, der virker enkelt og ligetil, ligesom det kan kræve struktur, disciplin og øvelse at skrive frit. Men en klumme må gerne virke frisk, umiddelbar. En idé eller tanke formidlet som en hurtig og heldig aflevering.

FIRE ULTRA KORTE

Det læser jeg i øjeblikket:
– Pentti Saarikoski: Tiden i Prag.

Det hører jeg i radioen:
– Jeg lytter ikke til radio.

Det gør mig glad:
– Sol over Gudhjem.

Det planlægger jeg at skrive:
– Endnu en roman, flere digte. En håndfuld sange.

Peter H. Olesen
Er født 1962 – i Jylland, bor nu på Sjælland.

Præsenterer sig kort og drilsk på sin blog således: ”Sanger og sangskriver. Men også forfatter, korrekturlæser og museumsforvalter. Bl.a.”

Udgivelser
Har udgivet en hel del plader og cd’er med grupperne Greene og Olesen-Olesen.

Hans første egentlige samling af digte (og bagateller) hed Jeg vil være hvor jeg ikke er og udkom i 2004 (Adressens forlag). Den blev fulgt op af Apropos alt i 2006 (Adressens forlag).

I 2007 udgav han på Gyldendal den fintslebne roman Korrekturlæseren, hvor han med underspillet humor tegnede et portræt af en mand, hvis tilværelse var ved at gå i spåner.

Senest har han udgivet digtsamlingen [Jeg er her kun midlertidigt] i 2009 på sit eget forlag.


[Foto: Claus Peuckert]

Link
Besøg Peter H. Olesens blog...

Ingen kommentarer: