fredag den 22. august 2008

Hej Merete!

Merete Pryds Helle synes, klummen er ideel til at tænke højt med.

Hvorfor sagde du ja til at deltage i klummepanelet?
– Fordi jeg synes, det er vigtigt, hvad der egentlig bliver sagt i de bøger, der udgives. Hvad er det for et menneskesyn, der gemmer sig i æstetikken? Nogle gange bliver jeg desuden så overrasket over, hvad folk mener, jeg siger...det er en udfordring at skrive utvetydigt, især for en tvetydig person som mig.

Hvad forventer du af en god klumme?
– At den giver mig en tanke, jeg ikke selv havde i forvejen. Det er så opløftende.

Kan klummen bruges til andet end let underholdning?
– Ja, for man kan tænke højt.

I din seneste roman spiller de indlæg, som hovedpersonen skriver på sin blog, en vis rolle. Er der forskel på en klumme og et blogindlæg?
– Jeg oplever bloggen som mere personlig; hvor man også tit kommunikerer med nogen, man ved hvem er. Klummen har en mere anonym modtager.

Hvor vigtigt er sproget for dig i en klumme?
– Jamen, intet uden sprog!

FIRE ULTRA KORTE

Det læser jeg i øjeblikket:
– Virginia Woolf, Anne Carson, Steven Mithen, mails.

Det ser jeg i tv:
– OL, krimi med Frost, Ugly Betty.

Det gør mig glad:
– Harmoni.

Det planlægger jeg at skrive:
– Erindringer...

Merete Pryds Helle
Født 1965, bor i København, har i en årrække været bosat i Italien. Uddannet BA i litteraturvidenskab og har gået på Forfatterskolen i 1988-90, hvor hun i øvrigt i dag er ansat som lærer. Adskillige legater fra Statens Kunstfond og diverse priser.

Hun siger selv: ”Brugte 3 års gymnasietimer i dansk på at studere diskussionsteori i stedet for litteratur, og kan derfor diskutere til verdens ende”. Udover at passe sit forfatterskab har hun også skrevet anmeldelser og klummer til Politiken, Information og DR.

Udgivelser
Debuterede i 1990 med novellesamlingen Imod en anden ro (Borgen). Siden bl.a. romanerne Vandpest (Borgen), Solsiden (Rosinante), Fiske i livets flod (Rosinante) og Oh, Romeo (Rosinante), som alle er kendetegnet ved deres høje stilbevidsthed, der eminent indfanger hverdagens mange lag af stemninger og tankeprocesser.

Merete Pryds Helle har i øvrigt altid været optaget af krimigenren – allerede i hendes anden bog var hovedpersonen kriminalforfatterinde – og det resulterede i 2004 under aliaset Liv Mørk i en ægte kriminalroman, som Senturas anmelder kaldte ”elegant” og ”medrivende”. En ny udkommer 10. oktober med titlen Falken og Falkoneren. Også børnebøger og computerspil er det blevet til.


Link
Besøg Merete Pryds Helles hjemmeside

Ingen kommentarer: