Som øretæver på fluepapir

Sissel Bergfjord læser sig begejstret gennem en af Christina Hagens noveller fra bogen Sexdronning. Novellen handler om en gammel sur lebbe – det er både morsom og hård læsning, der i al sin politiske ukorrekthed har en befriende effekt.

Af Sissel Bergfjord, forfatter

På forsiden af Christina Hagens novellesamling Sexdronning poserer en kvinde siddende overskrævs oven i en nusset dyne på et hotelværelse af den billigere slags.

Hun poserer vel at mærke, men er samtidigt selv fotografen, idet vi må antage, at hun tager et billede af sig selv ind i et spejl. Hendes hoved dækkes af kameraet, der ligner et billigt engangskamera af den slags, man kan købe i Føtex eller i en forretning med badeudstyr og solcreme på Mallorca.

Oven på fotografiet er der tegnet en sjusket skydeskive, hvis midte rammer lige under kvindens højre bryst. Fotografiet er kornet som et gammelt 70’er-feriebillede og hen over ansigtet er bogens titel: SEXDRONNING trykt i selvfede guldbogstaver.

Afsky ved kvindekroppen
Uden at være skåret ud i pap, hænger bogens forside meget godt sammen med novellen og bogens temaer. I novellen Cecilie er det hovedpersonen: Cecilies kæreste, en lesbisk psykolog, der skyder med skarpt og i virkeligheden rammer og affotograferer sig selv for hvert skud, ligesom personen på forsiden af bogen.

Psykologen er lesbisk, men hun hader kvindekroppens mange fejl og mangler, lige undtagen Cecilies og helt unge kvinders kroppe – psykologens tanker er ligefrem en flirten med pædofili. For alt hvad psykologen afskyr ved kvindekroppen, afskyr hun åbenlyst ved sig selv. Som da hun beskriver sin egen kontorrøv, der ikke er blevet luftet, men derimod er blevet fladtrykt og indelukket af for mange skrivebordsstole på lumre kontorer.

Psykologen holder Cecilie fast i et økonomisk afhængighedsforhold, som var hun en utæmmet hoppe eller en særlig blomst, der er blevet kultiveret i et glasbur. I novellen følger vi forholdets sidste krampetrækninger, som munder ud i, at psykologen forgriber sig seksuelt på Cecilie med en champagneflaske. Det er voldsomt og brutalt, og sproget er ligeså voldsomt og nådesløst, men også virkelig morsomt.

Befriende morsom læsning
Hos Hagen gør netop humoren, overdrivelserne og den sårbarhed og afmægtighed, som møder læseren mellem linjerne, at det bliver befriende morsom læsning.

For ellers synes der ikke at være meget frihed i den verden, psykologen og hendes kæreste lever i. Ikke andet end friheden til at tænke præcis lige så politisk ukorrekt og selvafslørende og fordomsfuldt som man vil. Der synes ikke at være et ”sandt” øjeblik, intet uspoleret som endnu ikke er fuldstændigt polstret til af diverse mode og kulturprodukter, personligt mindreværd, sex og væmmelse, manipulation og kontrol.

Hagens bog er gennemført skrevet i den henseende, sprogligt og tematisk. For samtidigt med at psykologen skyder skarpt på sig selv, så kan man også se denne svada af foragt for kvindekønnet i en kulturkritisk sammenhæng.

Psykologen foragter alt det uperfekte ved kvindekroppen, og kroppens forfald og alderdommen i det hele taget. Hun dyrker reklamernes skønhedsidealer. Hun ligger under for det samme manglende selvværd, som vi kan se i vores kultur og som fx kommer til udtryk, når alt for mange – selv unge mennesker – føler lede ved deres egen krop og ved andres.

Pulserende og vildt sprog
Psykologen er væsentlig ældre end Cecilie. Afstanden mellem dem begynder at vokse efter en ferie til Grækenland, hvor Cecilie – på psykologens opfordring – dyrker sex med en bartender, mens psykologen selv ser på. Og psykologens væmmelse over sig selv og sit eget køn flyder over sit bæger i en flere sider lang sproglig- og kliché-voluminøs svada, som jeg synes er en af novellens mest fascinerende sproglige bedrifter, her et mindre uddrag:

Jeg får kvalme af spidse knæ på damer, der cykler meget og som tror, det er frækt at være i form og se ud, som om nogen har gemt en T-bone-steak i deres lægmuskel. Og røde knopper efter barbering i intimområdet, der ligner skoldkopper og rabies og fnat og svamp og fluesvamp og de der små knopper, der sidder bag på egeblade og huser små larver.

Hvor er det også befriende at læse om individer, der tilhører diskriminerede minoriteter, som samtidigt har været svøbt i den uskrevne lov om politisk korrekthed, og her bliver skildret på denne måde. Samtidigt er sproget pulserende og vildt, opremsende den ene tillægsordsbefængte fordomsfuldhed efter den anden.

Sagt på en anden måde, hvor er det befriende at læse om en sur gammel, manipulerende, ulykkelig og sadistisk lebbe! Det er hårdt og trist og hylende sjovt, lige som det er sjovt at høre om Ole og Pia der er medlem af Dansk Camping Union (titlen på en anden af bogens noveller).

Det politisk ukorrekte bliver udstillet i en kulørt gavebod af klichéer, fordomme, seksuelle perversioner og præferencer, og måder som mennesker manipulerer og kontrollerer hinanden på. De manipulerer hinanden af ren adspredelsestrang og kedsomhed, af frygt eller måske for at undgå at komme i nærheden af noget, der bare kunne ligne afmægtighed.

”Gamle damer forneden”
Den gamle halvfede lebbe i novellen Cecilie skyder som sagt konstant på sig selv i sine kyniske udredninger om det køn, hun selv repræsenterer. Der er tale om et smukt litterært tilrettelagt selvmord. Sproget er vulgært og samtidigt tilhører det en kvinde, der kalder en fisse for ”gamle damer forneden” når hun skal omkring det ømme navneord over for sin kæreste.

Det er kropsforskrækkelse af mest beskæmmende kaliber. Psykologen går heller ikke selv fri, men hun gennemskuer måske alligevel de klichéer, der omgiver hende, og som hun selv er indlemmet i: Tjeneren der lever op til stereotypen græsk tyr, den behagesyge, irriterende sekretær, de selvmedlidende klienter og Cecilie, der ikke har nosser til at slå op, men som psykologen selv skal hive en ”tilståelse” ud af. Samtidigt bliver der indirekte skudt med skarpt mod den kultur, der yngler sådan nogle klichéer.

Mennesker med buler og pletter
For til syvende og sidst er Hagens karakterer afmægtige. De er mennesker med buler og pletter og skrammer og klæbrige sår, mennesker, i det hele taget.

De har en skydeskive hængende på maven og et engangskamera hængende om halsen og lige meget hvor meget de trykker på udløserknappen, kan billederne ikke undgå at afspejle dem selv, nøgne og sårbare og knap så interessante, som de står foran spejlet på et billigt hotelværelse, i soveværelset, på jobbet. Det er det greb, som gør, at Hagens skrift stort set aldrig bliver ensidigt, selvom den benytter sig af overfladiske klichéer og flade former, hvor alting normalt ville glide af.

Hagens sprog er som øretæver på fluepapir.

Vi bliver ramt i vores forfængelighed, vores afmagt, fordomsfuldhed eller desperation, og måden vi tackler en sådan på. Vores kultur, som er hele fundamentet for, at klichéerne lever sødt og roligt videre, får sig også et gok i nøden med egne våben. Nogen vil måske føles sig (fra)stødt, men jeg synes, at det er et befriende pletskud af en novelle, af en bog i det hele taget.

Christina Hagen
Er født i 1980. Hun debuterede i 2008 med novellesamlingen Sexdronning på Gyldendal. Hendes anden bog, romanen 71 breve til M, er netop udkommet.

Du kan senere læse en anmeldelse af Christina Hagens nye roman på sentura.dk. Læs også en novelle fra Sexdronning.

Livstegn fra en uddøende kolos

Sidsel Bergfjord tager den gammeldags skrivemaskine i forsvar. Det er glæden ved det taktile, ved lyd, stoflighed og bevægelse – og så blev den vejen til hendes debutroman.

Af Sissel Bergfjord, forfatter

Jeg har fået lyst til et stille forsvar for en uddøende kolos; skrivemaskinen.

Det er nemt at forholde sig til, at det var en kende mere besværligt at redigere sin tekst dengang, man kun havde skrivemaskine og slettelak. Men skrivemaskinen har for mig stadig en berettigelse og en kær plads i mit forfatterhjerte, og det har ikke alene noget med romantik at gøre.

Måske, og selvfølgelig med lidt overdrivelse – havde jeg aldrig fået skrevet min debutroman Min morfars stemme, havde det ikke været for en gammel en af slagsen, hvis farvebånd var næsten opbrugt og krøllede efter hver femte sætning – men alligevel…

Jeg begyndte min roman med en række beskrivelser af det sted, jeg befandt mig på, et sommerhus i Sydnorge. Jeg havde godt nok taget min bærbare computer med, men den eneste energikilde var et solenergianlæg, der trak på et meget gammelt bilbatteri i et af køkkenskabene. Desværre kunne den hverken trække min computer eller en opladning af mit computerbatteri.

Jeg sad ude i skoven, jeg havde ikke andre muligheder end at skrive i hånden. Men så fandt jeg en tudsegammel skrivemaskine i et hjørneskab. Den har stået der altid, men jeg havde aldrig lagt mærke til den, eller jo, et eller andet sted i mit baghoved var der noget, der fik mig til at gå direkte hen og flå hjørneskabet op, da jeg havde opgivet den bærbare. Mine venner var lige taget hjem, og jeg havde nogle dage alene og var i gang med at indkredse, hvad jeg skulle skrive om. Det eneste, jeg vidste, var, at det skulle tage udgangspunkt i dele af min morfars liv – og skrivemaskinen måtte altså enten have tilhørt ham eller min mormor.

Jeg har aldrig skrevet så meget brugbar tekst på så kort tid, mange sider hver dag, jeg hamrede løs på tastaturet, og når vejret var rigtig godt, sad jeg ude i solen i badetøj og blev ikke generet af lyset, som man gør, når man sidder i solen med en tændt skærm. Når det blev for varmt, hoppede jeg en tur i vandet og fortsatte så bagefter med at skrive.

Det fungerede så godt, at jeg året efter tog op i hytten med to pakker nye farvebånd for at færdiggøre kladden til romanen, som i mellemtiden var vokset og selvfølgelig var blevet skrevet ind på pc. Her vil jeg gerne understrege, hvad skrivemaskinen er virkelig god til: nemlig at skrive kladdetekst.

Problemet med en tekst på pc er, at den hurtigt kan komme til at se ”færdig” ud, uden at være det. Margin er rettet ind, der er lavet afsnit og linje-indryk, det hele ligner teksten i en færdig bog. Selvfølgelig kan man printe sådan en tekst ud – det gør jeg jo selv i praksis – og så skrive den om igen, men…

Jeg synes personligt, at der er forskel på kladder: En kladde skrevet på maskine, med slåfejl og håndskrevne noter i siderne er en fantastisk ting at sætte sig foran en pc med. For mig var det som om hver sætning i kladden affødte en ny halv sides tekst, ting blev uddybet og førte til nye refleksioner og passager. Det kan selvfølgelig også ske med en pc, jeg har blot ikke oplevet det i samme grad. Man kunne sige, at en kladde på en skrivemaskine er som undermalingen på et maleri. Først maler man motivet op i en farve for så at male videre, dække alt det man har malet og rette til og måske tilføje nyt.

Ud over denne oplevelse er der selvfølgelig det, at man får lov til at side og larme. Det kan høres, at man skriver, det er musik (som en pladespillers knitren), det giver en følelse af, at man bevæger sig. Jeg kan mærke, når der er flow, og min tasten går så hurtigt, at det at skifte linje manuelt næsten er en opbremsning. At skrive på maskine er også glæden ved det taktile, ved lyd, stoflighed og bevægelse.

Skrivemaskinen i Norge producerede også poesi på sin egen facon. Da jeg vendte et af mine skrevne ark, så jeg, at maskinen havde lavet hul i papiret, hver gang jeg havde sat et punktum. Når jeg holdt papiret op i luften, skinnede lyset gennem alle hullerne (som dyrs øjne i mørket, som kighuller, som en stjernehimmel.) En smuk lille detalje udsprunget af en defekt.

Det er også spændende at skrive digte eller mindre tekster på en skrivemaskine: Jeg kan se digtet stå, som det eventuelt ville komme til at stå, uden pc’ens illusion om, at det er færdigt. Jeg kan lege med opsætningen og lægge papirerne ved siden af hinanden uden at have haft adgang til en printer.

Og ud over fordelen ved at skrive kladde på en skrivemaskine, så synes jeg, at det er betryggende at have en skrivemaskine stående derhjemme, det er en god reserve, hvis der kommer strømsvigt. Hvis jeg blot har tændstikker og stearinlys ved hånden. Jeg behøver heller ikke være bange for at spilde lidt kaffe ned i den, jeg har endnu ikke prøvet det, men jeg tror nu nok, at den kan overleve lidt af hvert, den har i hvert fald en markant længere levetid end en computer.

Når jeg sidder med skrivemaskinen, gerne på et afsides sted, så er det også en fordel, at jeg ikke hele tiden bliver fristet til at tjekke mails, gå på facebook eller læse mit månedshoroskop, fordi jeg tror, jeg keder mig, eller fordi noget i teksten er begyndt at blive krævende. Begrænsninger kan føre mange positive ting med sig.

Hermed ikke sagt at overspringshandlinger ikke kan være frugtbare for skriveprocessen, men overspringshandlinger, der indebærer, at man bevæger kroppen, synes jeg klart, er at foretrække: opvask, åbner en dør ud til en have, hvis man er så heldig, sætte en plade eller cd på, pille i et stykke bark, rense negle, hælde vand i hovedet, stå på hænder, bage boller, stå på tæer og kigge over på naboen, der laver gymnastik på stuegulvet, strække sig og høre P1.

Jeg ved ikke, hvor mange forfattere i dag, i min generation, der benytter sig af en skrivemaskine, og jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har et sådant forhold til den, men hermed i hvert fald en opfordring til alle de forfattere, der har lyst til at have en skrivemaskine stående i deres litterære baghave.

Hej Sissel!

Sissel Bergfjord har aldrig skrevet en klumme før. Så det må prøves!

Hvorfor sagde du ja til at deltage i klummepanelet?
– Jeg er glad for at blive spurgt og har aldrig skrevet en klumme før, så det må prøves!

Hvad forventer du af en god klumme?
– Jeg forventer vel, at den både er tankevækkende og morsom, men som sagt er jeg ikke ekspert i klummer… endnu.

Kan klummen bruges til andet end ”let underholdning”?
– Det skulle jeg mene at den kan, men jeg ved ikke, hvor ofte det sker, for jeg har heller ikke læst så mange klummer, andet end et par stykker i Urban eller MetroXpress, og dem synes jeg har været lidt for opsatte på at underholde – ja.

Kan du bruge det at skrive en klumme til noget i dit eget forfatterskab?
– Det må komme an på en prøve, men fx at skrive med humor kan jeg godt bruge til et af de projekter, jeg har liggende i skuffen, som jeg skal have arbejdet videre på, når jeg får tid.

Du har undervist i at skrive. Tør du give et par gode råd til dig selv som kommende klummeskriver?
– Jeg tror, at jeg vil kaste mig ud i det og så gøre brug af min mavefornemmelse i processen og redigeringsfasen

FIRE ULTRA KORTE

Det læser jeg i øjeblikket:
– Den napolitanske forfatter Erri De Luca: Erindringens hav. (Jeg læser alle Rosinantes små oversættelser af udenlandske forfattere med stor lyst.)

Det hører jeg i radioen:
– P1, især kulturprogrammerne og morgendebat, og min datter sover også udmærket til P1´s strøm af samtale.

Det gør mig glad:
– Min datter Ranja, min kæreste, gode venners selskab, når folk er åbne og ærlige, gode bøger, oversete bøger, tiden til at skrive og male, tiden til ingenting, og at undervise og lave mad.

Det planlægger jeg at skrive:
– Jeg arbejder på to projekter af ret forskellig karakter og har pt. ingen klar idé om, hvornår jeg bliver færdig.

Sissel Bergfjord
Er født 1972, uddannet fra Forfatterskolen 2005. Har også en BA i kunsthistorie og underviser i skrivning og tegning. Laver desuden maleworkshops på Arken.

Sissel fortæller: ”I sommer fik jeg en datter, og jeg er derfor på barsel indtil februar 2010.”

Har modtaget diverse arbejdslegater fra Statens Kunstfond.

Udgivelser
Hendes første bog – romanen Min morfars stemme – udkom i 2006 (Gyldendal). Det er en stilfærdigt registrerende fortælling om en kvindes dannelsesrejse ind i sig selv og op til morfarens hytte. Senturas anmelder indledte med ordene: ”Dæmpet og intens. Velafbalanceret og elegant.”

Hun har desuden skrevet kortere tekster til diverse tidsskrifter. Arbejder nu på flere projekter.

[Foto: Privatfoto]

Link
Besøg Sissel Bergfjords hjemmeside...