Viser opslag med etiketten pressemeddelelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pressemeddelelse. Vis alle opslag

onsdag den 14. oktober 2009

[PRESSEMEDDELELSE]

Litteraturens kor

En ny række spændende danske forfattere og lyrikere er kommet med i Senturas klummepanel – årgang II.

Den første af de fire nye deltagere er digteren Mikkel Fossmo, der i begyndelsen af september udgav sin anden digtsamling Muldvarp og pelikan.

Han hylder i en sand ordeksplosion litteraturens kor af forskellige stemmer og går samtidig til kamp mod forlagsredaktører, der vil stække sproget – og ligefrem vil med de unge kvindelige forfattere under dynen:

”Men jeg har fra især unge kvindelige forfattere hørt rædselshistorier om redaktører, der vil krybe med ind under dynen. Redaktører, som vil give deres egne stækkede forfatterdrømme nye vinger gennem unge digtere.”

Litteraturens mange ansigter
Efter Fossmo glæder vi os til at kunne præsentere panelets øvrige skribenter: forfatterne Gerd Laugesen, Peter H. Olesen og Sissel Bergfjord – og så to af de gamle klummister Merete Pryds Helle og Peter Laugesen, der fortsat har meldt sig under fanerne.

Senturas klummepanel er en skønsom og herlig blanding af både lyrikere og romanforfattere – erfarne, debutanter og dem lige midt imellem.

Tanken med klummen er at give forfatterne et åbent vindue, hvor de på egne betingelser kan få lov til at tale ud om litteratur, og hvor klummen som genre bliver taget alvorligt.

Kig forbi
Klummen finder du på http://senturaklummen.blogspot.com/, hvor alle foregående bidrag – om så forskellige emner som vanvittig virkelighed, slettebånd og bestsellermanifester – stadig kan læses.

På siden er desuden korte præsentationer af de enkelte forfattere og deres holdning til at skrive klummer. Vi bringer de nye klummer omkring den 15. i hver måned.

Vil du vide mere om Senturas klumme? Kontakt venligst klummeredaktør Kirsten van der Poel på tlf.: + 45 2032 9664, e-mail: Kirsten@sentura.dk.

Med venlig hilsen
Magasinet Sentura – http://www.sentura.dk/

Kirsten van der Poel, klummeredaktør og Johnny Hedegaard Madsen, webredaktør

fredag den 22. august 2008

[PRESSEMEDDELELSE]

Lad digterne skrive klummer

Klummer mig her og klummer mig dér. Klummeformen breder sig som livligt ukrudt overalt i de trykte og elektroniske medier. Og selvfølgelig må vi også have én på Magasinet Sentura! Tanken er dog at give vores spalteplads til en stribe gode danske forfattere, så de kan ytre sig på egne betingelser. Samtidig vil vi gerne se, om ikke lidt fokus på selve genren kunne give den et løft.

Til at indlede rækken af klummer har vi forfatteren og journalisten Flemming Chr. Nielsen, kendt for sine egne skæve og ufriserede klummer i diverse magasiner – og i øvrigt forfatter til den eneste selvstændige bog om klummen.

Han sætter tingene på spidsen og skriver bl.a.: "Lad forfattere og digtere om at skrive klummer. Når samfundet er lige så pænt og friseret som journalisternes klummer, bliver digterne den sidste chance. Hvad har vi dem ellers til, hvis ikke til at gøre vrøvl?"

Og allerede med den første klumme af Merete Pryds Helle har redaktionen måttet erkende, at digterne ikke sådan lader sig passe ind i fastsatte journalistiske rammer. I en lang og boblende tekst om vores ”tølperagtige” sanser og den traditionelle opfattelse af realisme i litteraturen, får hun æltet klummeformen igennem på både kryds og tværs. For – som hun siger – i klummen kan man jo ”tænke højt”.

Seks gode danske forfattere
De fem øvrige forfattere er Jonas Bruun, Kristina Stoltz, Mette Rosenkrantz Holst, Peter Laugesen og Robert Zola Christensen.

Senturas klummepanel er således en skønsom og herlig blanding af både lyrikere og romanforfattere – erfarne, debutanter og dem lige midt imellem. Tanken med klummen er at give forfatterne et åbent vindue, hvor de på egne betingelser kan få lov til at tale ud om litteratur.

Refrænet bliver frit, så alle kan lade emnerne udspringe af netop deres interesser og særlige viden og på den måde få sat deres mærke i det litterære debatbillede. Det handler simpelthen om ”at skabe ringe i vandet”, som en af skribenterne, Kristina Stoltz, udtrykker det.

Deltag selv
Klummen kan fremover læses på http://senturaklummen.blogspot.com/, hvor du som læser selv har mulighed for at komme med dit synspunkt.

Der er desuden små enqueter og nærmere præsentationer af de enkelte forfattere. Vi bringer Merete Pryds Helles klumme d. 15. september og fremover en ny omkring d. 15. i hver måned.

Vil du vide mere om Senturas klumme? Kontakt venligst klummeredaktør Kirsten van der Poel på tlf.: + 45 2032 9664, e-mail: Kirsten@sentura.dk.

Med venlig hilsen
Magasinet Sentura – http://www.sentura.dk/

Kirsten van der Poel, klummeredaktør og Johnny Hedegaard Madsen, webredaktør