Menneskehedens nekrolog

Mikkel Fossmo har dystre syner om en verden, der ikke længere er til for menneskene. Læs teksten, hvis du tør.

Af Mikkel Fossmo, forfatter

Angsten lungepiber gennem mig. Luften smager forkert, den prikker i slimhinderne. Den giver ikke fylde, men rasper som en fil ned gennem min krop. Jeg rækker en hånd op for at plukke en blomst af ranken, og giften drypper fra stilken.

Kontinentet skælver, når skoven ryddes af de store maskiner, der i kolonner bevæger sig frem. Kan nogen høre, om et træ falder i skoven? Vi mærker det under fødderne, træerne styrter, og fuglereder og aber flagrer mod jorden. Kolonnerne arbejder sig frem og skaber ørken, hvor der før var regnskov.

Giftsprederne kører ud over verdens marker. Regnbuens farver glitrer i giftskyernes dråber, der driver ind over mennesker og dyr. Giften bevæger sig ned gennem jorden og ophobes i grundvandet. Frøerne fødes med to hoveder, menneskene arbejder sammenbidt på at ødelægge deres egen forplantningsevne. Alt, hvad der lever, skal rammes af gift. Planternes grønne blod skal farves gult af edder, ormene krymper i jorden og deres lig ædes af fuglene, der styrter til jorden med lammede vinger.

Byerne er besat af vores maskiner, der har fortrængt os. I storbyerne holder blikdåser side om side uden at kunne komme frem. Hver af dem har fanget et menneske, der sidder indespærret og knuger fortabt om rattet. Bilernes tarmluft dunster ud og lægger sig i dyner over gaderne. I tusinder af år byggede vi byer for menneskene, nu overlader vi byen til bilerne. Hvor torvene engang bød sig til for de levende, står nu vores robotter side om side fra mur til mur. Enkelte vidskræmte mennesker prøver at bevæge sig frem mellem bilerne, men før eller senere bliver de pløjet ned i asfalten.

Olien skvulper ind over mangroverødderne i Louisiana. Olien er sammenpresset dinosauruslort. Det tog tre hundrede millioner år at danne lagene af olie. På hundrede år har vi brændt det hele af. Det vil tage tre hundrede millioner år mere at danne olie af os og de dyr og planter, vi endnu har ladet leve.

I det gamle Rom havde man damme med muræner. Opsætsige slaver blev skubbet ned til murænerne, der som piranhaer flænsede dem med deres skarpe tænder og åd dem. Vores murænedamme er fulde af sælsomme rovfisk, spekulanter og aktionærer. Kom med mig ud til dammen og se på dem, kan du se den store der med det skællede hoved, det er en hedge fund.

Vi kaster os selv og alt, hvad vi ejer, for murænerne. For enhver pris må vi formilde dem. Nu knurrer spekulanterne igen. Tag vores skoler og sygehuse, tag vores liv og velfærd og pak det hele pænt ind med bånd og sløjfer om. Bankpakker, børspakker. Smid så pakkerne ud til fiskene. Haps, siger de, dér åd de din fremtid. Vi bliver stående og lytter efter, om de nu også smasker tilfreds. Den store hedge fund bøvser, slår et slag med sin skællede hale, spærrer atter gabet op og stirrer på os med sine gule øjne. Den vil have mere.

Murerne og tømrerne er sendt hjem til arbejdsløshed. I deres sted importeres kolonnearbejdere, der står i forknytte grupper ude i regnvejr og spiser deres medbragte mad. Skurvogne er der ikke råd til, når murænerne skal have det hele. Underbetalte piger sidder bøjet over samlebåndene i Shenzhen. Bliver de trængende, må de tisse i en spand under bordet. Der er ikke tid til mennesker, når murænerne er sultne.

Undervisningen er erstattet med indlæring i, hvordan man bedst fodrer muræner. Den skal overstås i et jafs, så man kan komme ud i erhvervslivet og samle brødkrummer til de sultne fisk. Når du bliver gammel og udslidt, skal du slæbe dig videre, til du dør med armene strakt frem mod murænedammen, og dine sidste krummer kan trille ned i de sultne gab.

Verden er ikke længere til for menneskene. Verden er til for robotter og rovfisk.

Men robotterne ruster i syreregnen, rovfiskene dør, når deres ofre bukker under. Giften driver hen over dem alle, der er ingen steder at flygte hen.

Der er ingen til at skrive vores nekrolog, så vi må gøre det selv. Afdøde homo sapiens blev 200.000 år. Han/hun viste tidligt rige evner. Mennesket kendte til glæde og kærlighed. Menneskeånden skabte rigdom og lykke. Menneskene frembragte Mozart og Einstein, de havde mulighed for at skabe en verden, hvor alle kunne trives. De dyrkede blomster og spillede på fløjte. De byggede huse og bagte brød. De knyttede venskaber og satte børn i verden.

Men dumheden og grådigheden sad for dybt i dem. De erstattede troen på menneskenes fællesskab og samhørigheden med alt levende omkring sig med alles kamp mod alle og uhæmmet forbrug. De underkastede sig frivilligt pengenes tyranni, de lod sig kaste for murænerne.

Afdøde har som de gamle faraoner taget dyr og planter i hobetal med sig i graven. Homo sapiens efterlader sig nogle myrer og rotter på en hærget klode.

Giv os sproget tilbage

Mikkel Fossmo indleder som ny klummeskriver anden sæson af Senturaklummen. Han hylder litteraturens kor af forskellige stemmer og med sin egen blomsterpistol går han til kamp mod forlagsredaktører, der stækker sproget og vil med de unge kvindelige forfattere under dynen.

Af Mikkel Fossmo, forfatter

I Stadier på Livets Vej skriver Søren Kierkegaard, at dansk er et

sprog, der ikke uden udtryk for det store, det afgørende, det fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig forkærlighed for mellemtanken og bibegrebet og tillægsordet, en stemningens småsnakken, og overgangens nynnen og bøjningens inderlighed og den dulgte velværes forborgne frodighed; et sprog der forstår spøg nok så godt som alvor: et modersmål der fængsler sine børn med en lænke, som er let at bære – ja! Men tung at bryde.

Ligesom kærligheden til den udkårne voksede med afstanden i skoleårene, så den mest utilnærmelige stod i en stråleglans så blændende, at man måtte slå øjnene ned, således vokser kærligheden til sproget i det fremmede. Aldrig har det danske sprog rusket mig i hjerterødderne som en aften ved Orinocoflodens bred, hvor jeg pludselig stod ansigt til ansigt med Johannes V. Jensens myge aber små, der hoster mod nattens gru.

Her, hvor jeg er nu, i en by i Venezuela, gennemgløder kærligheden til modersmålet hvert sanseindtryk og hver tanke, jeg ejer, så jeg kun ønsker at give mig sproget i vold.

Jeg ved ikke længere, om jeg underkaster mig som en slave, der lykkelig lægger sprogets blomsterlænke om sin hals, eller om jeg med fældet lanse rider ud mod sprogets drage, vidende om at jeg vil blive fortæret af dens flammepust, men besat af en svulmende forventning om dog igennem selve kampen at kunne kaste en ildregn af drageskæl op i luften, så de lyser et øjeblik.

Jeg ved ikke, om det er kamp eller elskov eller begge dele, men kun at mit eneste formål er gennem strid og favntag at nå ind til det sprog, der er mit og kun mit. Jeg må fjerne alt, der har aflejret sig på mig gennem årene og finde frem til mit inderste mæle. Om det er smukt eller grimt, er mig ligegyldigt, blot det er autentisk. Det, det gælder om, er at betvinge sproget, så det føjer mig og udtrykker det, der bevæger sig i mig, lade det risle og strømme med mine pulsslag, lade det krybe og stejle, når jeg som domptør slår smæld med pisken.

Et lands litteratur er dette kor af forskellige stemmer, nogle hæse og raspende, andre med en sølvklang som sprøde cembalotoner eller fuldtonende og malmfulde. Men efterhånden har forlagsredaktørerne forgrebet sig på litteraturen og som gale gartnere prøvet at beskære alle vækster, så de bliver ens. I stedet for et blomsterflor skal vi se på pæne, men duftløse plasticblomster, stanset ud af samme form.

Det, der var kunst, bliver kunstigt. Skriver man prosa, kan man blive påtvunget krav om tempo og action, der er litteraturen uvedkommende. Ligesom Europas store og egensindige filminstruktører tvinges til at frembringe uselvstændige standardprodukter, når de bliver hentet til Hollywood, prøver mange forlag efter amerikansk mønster at skære litteraturen til, så den forvandles til salgbare, boglignende genstande.

Selv kan jeg ikke klage over mine forlagsredaktører, der er søde og forstående. Bliver vi uenige om et digt, enes vi om at fjerne det helt, og de digte, der bliver tilbage, er ikke formet og skåret til af andre, men hjemmegroede og sprunget knortede eller krumme ud af mit eget sind.

Men jeg har fra især unge kvindelige forfattere hørt rædselshistorier om redaktører, der vil krybe med ind under dynen. Redaktører, som vil give deres egne stækkede forfatterdrømme nye vinger gennem unge digtere.

Har digteren ikke indre styrke til at stå imod, kan hun blive voldtaget og tvunget til at føde et værk, der i alle træk bærer mindelser om den lede redaktør. Eller endnu værre: Hun kan frembringe et værk, der vel ikke er lydefrit, men dog, skeløjet og rynket som det måske er, er moderen evigt kær, fordi det er kød af hendes kød. Men når hun glad og undselig viser det frem på forlaget, kan redaktøren stjæle barnet fra vuggen og i dets sted lægge en skifting, der måske på afstand kan virke dukkeagtig smuk, men ved nærmere eftersyn afslører sig ved de lodrette pupiller, hårene på håndfladerne og færten af trold. Eller redaktøren kan ved sine kunster forvandle barnet i vuggen til en actionman af plastic klar til ved et tryk på en knap at springe op og kaste sig ud i spasmodisk handling.

Litterater og anmeldere prøver ligeledes at påtvinge forfatteren deres egne fordomme og begrænsninger, så en hel generation tvinges til at lalle i kor, mens skolemesteren slår takten med sin benede pegefinger.

Giv os Danmark tilbage, sang Natasja. Giv os sproget tilbage, siger jeg. Prøv ikke på at file vores stemmebånd til, så vi alle synger i samme tonehøjde. Der skal være plads til både sopran og bas og også til os, der måske ind imellem synger falsk eller frembringer skurrende mislyde, men lader hver tone komme fra hjertet.

Hej Mikkel!

Mikkel Fossmo oplever klummens sprog som befriende.

Hvorfor sagde du ja til at deltage i klummepanelet?
– Jeg har en skuffe fuld af indespærrede tanker, der ligger og basker med vingerne, når jeg kigger ned til dem. Nu kan nogle af dem flyve ud i verden.

Hvad forventer du af en god klumme?
– To ting: At den sætter gang i tankevirksomhed og at den fremkalder velvære ved sprogets sprudlen.

Kan klummen bruges til andet end ”let underholdning”?
– Klummen er en ætling af Montaignes essays og Holbergs epistler. Den kan både gavne og fornøje.

Som lyriker er du ekstra opmærksom på sproget. Oplever du klummens sprog som befriende eller begrænsende?
– Befriende, fordi jeg også har tanker, der ikke kan formuleres som digte, men kun som prosa.

Hvad læser du – som bosat i udlandet – egentlig af danske klummer?
– Jeg læser Georg Metz på Informations webside.

FIRE ULTRA KORTE

Det læser jeg i øjeblikket:
– The Drug of Art af Ivan Blatný, Ten Thousand Lives af Ko Un.

Det hører jeg i radioen:
– Ingenting. Men Tran Quang Hai på vietnamesisk zither på min Ipod.

Det gør mig glad:
– At vågne om morgenen og opdage, jeg ikke er død.

Det planlægger jeg at skrive:
– Jeg tror nok, det bliver prosa næste gang.

Mikkel Fossmo
Er født 1973, bosat i Cumaná, Venezuela, hvor han underviser i engelsk.

Selv siger han: ”Jeg har ingen formel uddannelse, men lærer hele tiden. Jeg opfatter mig som rejsende, men har boet længe på samme sted. Jeg skriver digte, men ved ikke om det er digte. Jeg åbner mig for verden og lukker af for nysgerrige blikke.”

Udgivelser
Debuterede i 2007 med digtsamlingen Vækstlaget (Samleren), som Senturas anmelder kaldte ”topvulgær og morsom”. Bogen blev tildelt Statens Kunstfonds produktionspræmie på kr. 75.000 – uden ansøgning.

I august 2009 udkom hans anden digtsamling Muldvarp og Pelikan (Samleren), der byggede videre på den samme trang til gøgl og høj sproglig cigarføring som i den første bog.

[Foto: Privatfoto]

Link
Besøg Mikkel Fossmos blog...