Gerd Laugesen har fået kørekort og futter rundt i en lille sponsoreret Fiat ”pronto” på researchtur i Jylland.
Af Gerd Laugesen, forfatter
”...men tilfældet er ikke, hvor gerne vi end så det, udstyret med vore sanser, det kan heller ikke som vi nære en tilbøjelighed eller dele sit hjerte, men det kan, når det indlader sig med os på den slagne vej mod nye eventyr, åbne en blindgyde for de mere eftertænksomme i bagtroppen.”
[Per Højholt, Praksis, 4: Lynmuseet og andre blindgyder]
Jeg har fået kørekort meget sent, men nu har jeg brug for det.
Jeg kører rundt i en lille grå Fiat. Det er en Punto, og jeg kan godt lide at kalde den Pronto, lidt som en italiensk hest. Jeg har fået den sponsoreret og begynder at holde af den. I begyndelsen syntes jeg, at alle de andre biler var dyr – prustende, spruttende, stirrende metalvæsner – og så de onde lastbiler, de brøler og får næsten alle andre firehjulede til at blæse væk. Jeg har ondt af biler, der kun kører med én lygte tændt. Det er, som om de mangler et øje. Og jeg kan ikke fordrage tanken om en eller anden spritbilist – eller bare en blind passager – som pludselig springer over i min vejbane, så jeg kører af sporet.
Men det her handler jo om at skrive – og hvad har biler med det at gøre? Jo, jeg sidder ved Vadehavet, fordi jeg er ved at indsamle sagn og vandrehistorier – og så er det, jeg har brug for at komme langt omkring. Men for det første er jeg ikke vokset op med bil, jeg er vant til at sidde i busser og tog og altid tale med folk omkring mig, og så kan man skrive det hele ned samtidig. Og ja, jeg er vant til at gå, og når man har gået en time, så er man nået maksimalt ti kilometer – og ikke firs kilometer.
Men nu kører det hele bare ud ad landevejen, og det føles unaturligt, man burde jo også vade ved Vadehavet. Det er mærkeligt, at man kan nå så langt på så kort tid – helt alene. Som om man sad i en tidsmaskine. En lukket kasse. Som om éns krop har fået hjul. Jeg bliver nødt til at have radioen tændt, så jeg ikke skal sidde og tale med mig selv.
Da jeg var i Kairo, talte alle biler med hinanden. De kunne dytte ”Jeg elsker dig” – og ”Hvor skal du hen?” – men her virker bilerne bare rasende, og jeg kan også mærke, at jeg bliver lidt mere irritabel, når jeg sidder bag et rat. Men måske er det, fordi man mangler menneskekontakt? Og så har jeg bemærket en vis dovenskab: Så kører man langs med kysten – forbi de små fine landsbykirker, der ligger på det helt flade marskland, og lige nu er alt hvidt af sne, og man kan se langt, bare lige ud, der er ikke en bakke, og så højt til himlen – hvor fuglene flyver deres egne luftveje i flok – men man orker bare ikke at standse, det er for besværligt. Så kører man forbi alle de små detaljer. Desuden hader jeg at parkere. Jeg bryder mig heller ikke om at standse midt på vejen, for så skal bilerne bag mig også stoppe, og hvad nu hvis de ikke gør det?
Så skal jeg putte benzin på – jeg har kun prøvet det én gang før – og en mand fra Varde hjælper mig. Han står bare og ser til, for så lærer jeg det, siger han og forklarer, at bilen faktisk er min overfrakke – mens jeg bakser med slangen. De fleste børn kan jo nærmest køre, inden de får kørekort, og deres forældre har pøset benzin på i et væk, men ikke mine. Jeg har altid Lille blå bjørn ved min side – det er en bjørn fra Odsherred – og uden den kan jeg slet ikke køre, for så er jeg jo helt alene. Den sidder ved siden af mig med sikkerhedsselen bundet rundt om maven oppe på en pude. Et af de første steder, vi kørte hen, var Hjemsted, for jeg følte mig helt fremmed. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at standse ved Hjemstedgaard, hvor der sad to små sømandshunde i vinduet, traditionen tro, og ventede på, at deres herre skulle komme hjem fra havet. Desværre døde han sidste år – og huset er til salg.
Men nu kører jeg til Esbjerg – jeg skal på biblioteket og finde nogle bøger af Per Højholt, for det er hans fødeby, og han har skrevet om forholdet mellem kniplinger og tidevand. Kniplinger er en del af egnens historie, der har været en hel knipleindustri i området omkring Tønder, og kniplinger er interessante, måske fordi jeg ikke selv kan kniple, men også fordi det går så langsomt, og der ligger mange tanker og historier i bare én centimeter, for det tager mindst to timer at kniple den. Ja, der må ligge en hel roman i en knipling, og man kan godt kalde skrift for kniplerier. Skrift og knipling er også en form for sysling, noget man nørkler med og sætter sammen på nye måder, man broderer, pudser til, så der danner sig et mønster.
Mange kniplinger bærer kvindenavne, for den samme kvinde kniplede det samme mønster hele livet. Det var deres forfatterskab. Og man knipler efter hulbreve, som næsten ligner blindskrift, papir fyldt med bitte små huller, som de sætter knappenåle i og vikler tråde omkring, sådan skriver de. Ja, sådan har jeg forstået det. Det er især Tønder-kniplingerne, jeg er glad for. De er så fine og spinkle, nærmest som var de lavet af en edderkop, bare af ti fingre i stedet for seks ben. Og jeg er sikker på, de bliver moderne igen, hvis de ikke allerede er det, modebølger er som tidevand.
Men jeg kører af sted mod Esbjerg, og jeg har glemt min lille maskot, Lille blå bjørn, derhjemme. Jeg hader at parkere og kan ikke finde Esbjerg Musikkonservatorium. Gps’en viser mig en helt ny vej, den keder sig nok også, dens stemme er for resten ganske behagelig, men nu parkerer jeg ved konservatoriet, det tidligere elværk, hvor min oldefar var maskinmester engang, har jeg fået at vide, og nogen er kørt ind i det lille stenrækværk. Nu er der bare et kæmpe hul, løse sten og ingen forklaring. Og jeg føler mig som Mister Bean, men får endelig parkeret, og jeg holder faktisk lige, de andre holder meget mere skævt end mig.
Så går jeg på opdagelse i Esbjerg og møder en bogbus med tændt motor, der er på vej til Jerne, men mangler et h. Jeg føler mig godt tilpas inden i den, men desværre må de kun køre to hoveder ad gangen – en chauffør og en bibliotekar. Jeg kommer ind ad bagindgangen på det store bibliotek, som ikke er på hjul, og dér kommer en anden bibliotekar, lidt piercet – og jo, han kender forfatterne på Fanø, det er jo blevet en hel digterghetto, siger man – men han var faktisk ikke klar over, at Per Højholt stammer fra Esbjerg, han boede jo det meste af sit liv i Silkeborg, siger han og går ud efter én af hans bøger.
Så ser jeg en blå ryg langt væk, og det er Højholts samlede breve til tidsskriftet Heretica. Jeg slår op på en tilfældig side og læser et brev, som han skrev som 19-årig. Han fortæller, at han skam arbejder på Centralbiblioteket, altså her hvor jeg står, og han bor i Jyllandsgade, faktisk lige der hvor jeg parkerede første gang, jeg var i Esbjerg. Den dag mødte jeg en kvinde i en papirbutik, hvis mand havde et bogtrykkeri, og mange af kirkespirerne langs kysten er lavet af bly, som de små blybogstaver, som man satte sammen, et efter et, som kniplingens knappenåle – og så skød blyet sig ind i papiret som sår, hvor blækket flød ud i små floder, og så var der en bog, hvor man kunne lade fingrene løbe ned ad siderne og mærke sporene, som var det efter havet og historien.
Og Højholt skriver, at man ikke skal have ondt af ham, selv om han ikke havde nogen at læse sine digte op for dengang. ” ...jeg er ikke trykket af min ensomhed, tværtimod,” skriver han, ung og tapper i sit brev, trykt i bogen Poetiske forposter. Ifølge korrespondancerne så er han mange måneder om et enkelt digt. Det lyder meget hårdt. Tænk, hvor tungt et enkelt bogstav må være. Det er ikke mange centimeter at gå på papir. Det lyder ligesom kniplingen.
Jeg kører hjem, ud ad Kirkegade. Jeg kører lige ud, og jeg kommer til enden af vejen, tror nok jeg standser, men triller, og en bil kommer kørende fra venstre, og jeg tænker, nu sker det, nu sker det, det går så langsomt, hvinende bremser, bang, et smæk, jeg triller skævt op mod kantstenen, og dér standser jeg. Den anden bil holder midt på vejen, jeg åbner ud til verden og græder. Hans bils højre øje er smadret – min bil har også fået en ordentlig én i det venstre – og en lang flænge langs med rygraden. Nu dør den ud. Undskyld, siger jeg, undskyld, undskyld, undskyld. Skete der noget, spørger han, en høj lys mand. Undskyld, siger jeg igen, undskyld, og hans hånd ryster, da han ringer efter politiet.
Og politiet kommer, en mand og en kvinde, hvor er vidnet, spørger manden med de rystende hænder, og endnu en kvinde kommer til, hun er vidnet og fortæller politiet et eller andet, "forsikring", hører jeg, er du enig, spørger politiet, jeg husker ingenting, men du havde jo vigepligt, det havde jeg vel, "påkørt", hører jeg også, var du ukoncentreret, spørger de, nej, siger jeg, det tror jeg ikke, og en helt ny dame kommer forbi, og hun holder om mig, op på hesten, hvisker hun, og så ser hun, at det drypper fra min bil, foran, min lille Pronto, den står der og drypper, pas på, det er benzin, nå, nej, det er sprinklervæske, fortsætter hun og holder om mig, og det er rigtigt, al den væske, som jeg ellers lige havde lært at fylde på, og de andre biler standser, mennesker ruller ned, de glor, nu er bilerne ikke længere dyr, men en ordentlig frådende flok nysgerrige menneskeøjne, og jeg græder, jeg bryder mig ikke om, at de kigger sådan, og jeg kommer hjem til ham den lyshåredes familie, og jeg græder ned i den sorte kaffe, og jeg skulle tage skoene af, og jeg har huller i sokkerne, og en lille pige ser på mig ovre fra den anden side af bordet, det er en datter. Pigen er ked af det, siger den lyshåredes kæreste. Jeg pudser vinduer, svarer jeg, og uden at sige et ord kommer pigen over til mig og viser en stor lyserød bil med en fin, lyshåret Glamour-barbie på førersædet.
Jeg tager toget hjem til Ribe. En mand sidder over for mig og falder i søvn midt i en dansk stil, han må være lærer. Det er egentlig helt rart at være uden bil. Jeg kan se ud på landskabet, jeg kan se bilerne køre forbi på landevejen langt væk, og jeg kan skrive samtidig med, at jeg flytter mig. Det er måske det bedste af det hele. Og så læser jeg i Per Højholts Praksis, 4: Lynmuseet og andre blindgyder. Hele den her lille bog handler ganske rigtigt om kniplepigerne, deres sammenhold og deres slid, der blændede deres øjne. Den handler om Vadehavet, der beskrives som en herregårdsmark, om menneskets forsøg på at kontrollere naturens naturlige lyn. Jeg er på rette spor, tror jeg. Jeg går hjem til Lille blå bjørn. Hvorfor lod du ikke mig passe på dig, spørger han bebrejdende.
