Hjerteblod og slettebånd

Mette Rosenkrantz Holst kan slet ikke forstå, hvordan forfattere kunne være forfattere, før pc’en blev opfundet. Efter flere kedelige skrive-oplevelser blev det først med it-teknologiens mange muligheder, hun selv nåede videre end til skrivebordsskuffen.

Af Mette Rosenkrantz Holst, forfatter

Da jeg blev konfirmand, forærede mine forældre mig en skrivemaskine. Jeg ville jo så gerne være forfatter. Jeg skrev da også lidt på den i nogle måneder, selvom jeg ikke har nogen erindringer om hvad. Jeg husker kun skævt papir, krøllet skrivemaskinebånd, der af en eller anden grund altid sad for løst, hvidt slettepapir, den huggende lyd, når en af tasterne på de lange arme satte sig fast, eller flere af dem gjorde det samtidigt – og ikke mindst, den friske klokke, når jeg rev i armen for linjeskift. Jeg opgav hurtigt at skrive på den. Jeg gad alligevel ikke være forfatter, når det skulle være så besværligt.

Nogle år senere kom min far hjem fra arbejde med en elektrisk skrivemaskine. Egentligt skulle den være smidt ud, men nu fik jeg den. En helt ny verden åbnede sig, da jeg satte stikket i kontakten. Den elektroniske lyd af tasterne, der uden problemer satte sit tydelige aftryk på papiret, det automatiske linjeskift, farvebånd, der løb noget hurtigere på meteren end på den manuelle – for ikke at nævne det fuldt integrerede slettebånd. Imens smøgerne glødede i askebægeret, og maskinen summede veloplagt, skrev jeg i løbet af en måned tyve sider af min første roman, men så gik maskinen i stykker, og dermed var det sidste punktum også sat for den.

Selvom jeg ikke siden havde skrevet, drømte jeg i halvfemserne igen om at skrive en roman. At teknologien nu gjorde den drøm realiserbar, var jeg imidlertid ret længe om at opdage. Jeg deltog kun modvilligt på kedsommelige edb-kurser, hvor jeg, åndet i nakken af min lærer, blev tvunget til at foregive, at jeg brændte for at lære at afkode de flimrende tal og symboler på den sorte skærm, indrammet i beige plast. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad jeg nogensinde skulle bruge sådan en til, og på grund af mine mange og lange rygepauser nægtede edb-læreren ved kursets afslutning da også at udlevere et pc-kørekort til mig.

Først i slutningen af halvfemserne overtalte min eksmand mig til at købe hans brugte pc. Han manglede penge og mente, at jeg manglede dannelse. Det lignede ikke noget at lade vores børn vokse op i et hjem uden computer. Da han med et par enkle tast, havde oprettet en blank side for at vise mig, at jeg også selv kunne drage fordel af den, så jeg forbløffet på ham – var det ligesom en skrivemaskine, bare meget smartere? Ja, nikkede han, og så skiftede 2000 kroner hænder.

Da jeg nu havde indset, at det var blevet ulig meget nemmere at skrive, tastede jeg lystigt derud af, jeg lærte at delete, rykke rundt på sætninger og kapitler, søge i teksten, skifte ord ud, etc. etc. Det gik så forrygende, at jeg slet ikke fattede, hvordan forfattere før i tiden havde kunnet undvære sådan en. Det, som havde taget dem årevis, tog nu kun mig to måneder. Desværre var der bare ingen forlag, der mente at min roman var på tilsvarende niveau.

I dag, hvor jeg skriver denne klumme, og rammer de forkerte taster, staver forkert, rykker rundt på ord og sætninger, sletter og starter forfra, er at jeg stadig ikke er i stand til at fatte, hvordan man før it-teknologien var i stand til at skrive en roman – endsige en enkelt klumme. Hvordan i helvede bar man sig ad?

Som alle, der har udgivet selv den mindste publikation, ved, skal den igennem et utal redigeringsfaser, før redaktøren er tilfreds og sender den i tryk. Hvad gjorde man dengang? Klippede klistrede man, når man rykkede rundt på sin tekst? Og hvad med redaktørens kommentarer – eller hvis man ombestemte sig, og hovedpersonen skulle have et andet efternavn, eller en anden hårfarve? Skrev man da et helt nyt manuskript?

Som jeg sidder her og bliver ved med at ramme forkert på de forbandede taster, og Caps Lock’en ryger på hver andet øjeblik, FORESTILLER JEG MIG, AT man før tiden MÅ HAVE VÆRET OMGIVET AF UOVERSKUELIGE BJERGE AF MASKINSKREVNE ARK PAPIRER, SLETTEBÅND, FARVEBÅND, LØSE TASTER. Et mareridt.

Og så igen. Måske skrev man dengang med mere hjerteblod end slettebånd. Måske gjorde man sig flere tanker og overvejelser, før man gjorde sig anstrengelsen at omsætte dem til en tekst. Måske trodsede man besværet, fordi man ikke kunne lade være? Måske var man bare mindre doven, end jeg er? Havde jeg skullet skrive denne her klumme på en klaprende skrivemaskine, var den i alt fald aldrig blevet skrevet. Jeg havde ikke orket at rulle papiret ned mellem det stramme gummibånd, kæmpet med et løst farvebånd og slettepapir, hver gang jeg tastede et bogstav forkert.

Men med en computer er det heldigvis blevet meget mindre besværligt at være klummeskribent – og forfatter. Ja, faktisk så nemt, at det ikke længere fordrer, at man behøver at have noget på hjerte – og måske netop derfor, at vi også blevet så mange flere af dem.

Havde jeg overhovedet noget på hjerte, da jeg satte mig for at skrive? Jeg beklager, hvis det er gået tabt under redigeringen.

Petter Putter – en kommende sællert

Forfatteren Mette Rosenkrantz Holst skulle på ferie og gik på jagt efter en identificerbar, nutidig og underholdende roman – med andre ord: En bestseller. Hun fandt én, der viste sig at være fantastisk selskab, men fandt også en småhånlig bibliotekar. Nu undrer hun sig over opfattelsen af bestsellergenren.

Af Mette Rosenkrantz Holst, forfatter

Det lader til at drømmen om at skrive bestselleren stortrives. Flere og flere drømmer om at skrive bogen, der sprøjter ud i oplagstal og indkasserer millionsummer.

Forfattere, journalister, musikere, psykoterapeuter, tandlæger og bedemænd. Alle er gået ind i kampen om at skrive den næste verdensomspændende bestseller – ja, selv 52-årige Gerhard fra Bremen, som jeg for nylig mødte på en ferie til Seychellerne, drømmer om det.

Han fortalte mig om sin alle tiders idé til en roman i seks bind om en lille tysk dreng, Petter Putter, der med et ar i nakken kommer på et slotslignende skoleophold og spiller curling med magiske sten.

Gerhard overvejede faktisk at tage orlov fra sin stilling som revisor i et tysk firma, der producerede tøj i store størrelser, for at gøre sin idé til virkelighed. Han havde nemlig været ret god til at skrive stil i skolen. ”Hvor svært kan det være”, spurgte han, og så skålede vi i skummende øl, og jeg ønskede ham af hele mit hjerte held og lykke.

Kan talent og bestsellere hænge sammen?
Gerhard er langt fra den eneste, der drømmer om at skrive en bestseller. Etablerede forfatterne gider ikke længere nøjes med rosende anmeldelser, halvudsolgte førsteoplag og foredrag for aldrende sypigeklubber på landets fjerneste egnsbiblioteker.

Selv disse forfattere er nu villige til at afvige fra deres højt besvungne pen – for at skrive en omgang lort, som man betegner bestsellere, for derefter katjov… at indkassere millionerne. ”Hvor svært kan det være”, siger man med et skælmsk blik i øjet og et bittert drag på piben.

Som jeg kan forstå på debatten, er en bestseller per definition håndværk, men kunst bliver det aldrig. En bestseller hænger aldrig sammen med forfatterens talent eller evne for at skrive, og i endnu mindre grad læsernes evne til at skelne mellem kvalitet og det modsatte. Snarere tværtimod.

Men hvad der tilsyneladende forarger endnu mere, er de, som står bag bestsellerne – de store forlags marketingsbudgetter, der spærrer vejen for mere lødige værkers vej til bestsellerlisten. Mod medierne, der hellere vil svælge i kendtes skrifter om deres mange, spændende teser om, hvordan man bør leve sit liv. Mod boghandlernes prioriteringer i udstillingsvinduerne – mod bibliotekernes. Men allermest mod forfatterne, som man ud fra debatten, skulle tro kun har skrevet deres bøger for netop at genere dem, der kan skrive.

På jagt efter ferielitteratur
Kort før jeg skulle rejse på ferie, var jeg træt af debatten om bestsellere. Jeg ville hellere læse én. Hvem kunne anbefale en at tage med på ferie? Alene af sted i fjorten dage trængte jeg til godt og underholdende selskab.

Alle vred deres hjerner, de kunne ikke lige komme i tanke om nogen – bortset fra Stig Larsson, selvom de ikke havde læst nogle af hans bøger. Krimier har altid kedet mig.

Så jeg spurgte i stedet en bibliotekar med gule læber om assistance. Fik anbefalet et bjerg af smalle bøger, der alle havde temaet deprimerede væseners følelsesmæssige kamp mod livet i alle dets afskygninger.
– Nej, undskyldte jeg mig, jeg havde tænkt mig noget mere oplivende, klogt, spændende – identificerbart, nutidigt – læsbart og underholdende. – En bestseller, ydmygede jeg mig til sidst til at sige.

Hun så på mig med et blik af nedladende afsky og meddelte, at alt inden for denne genre var udlånt i mange år frem, og så forsvandt hun i en indigneret støvsky.

Grin på badehåndklædet
Jeg endte med en debutroman, Et spørgsmål om mirakler af den amerikanske forfatter Brian Strause, som jeg tilfældigt fandt på en hylde. Jeg slog op på første side og blev nysgerrig. Jeg endte med at rejse med ham på ferie. Det fortrød jeg ikke. Han havde noget på hjertet og forstod at fortælle mig det. Jeg følte mig i godt selskab.

Jeg vred mig på badehåndklædet af grin over hans sarkasme, jeg reflekterede over mit eget liv – og følte mig meget klogere, da jeg var færdig med ”ham”. Ja, jeg var faktisk vemodig, da jeg lagde ham ned i kufferten igen. Jeg savnede ham. Han havde givet mig så meget af sig selv, følte jeg. Næsten som en ferieflirt.

Skru op for blusset
Siden har jeg anbefalet Et spørgsmål om mirakler til alle og enhver, selv til Gerhard, der endte med at emme af begejstring, da jeg på mit skoletysk fortalte ham om bogen. Han noterede sig nøje navn og titel og ville undersøge oplagstallet, straks han var kommet hjem til Bremen.

Jeg har nu forsøgt at google anmeldelser af bogen på dansk, men der findes ingen. Jeg havde heller ikke held med at købe et eksemplar af bogen til min private boghylde. Oplaget er desværre udsolgt fra det danske forlag. Jeg ender nok med at anskaffe mig den på originalsproget.

Indtil da vil jeg glæde mig til at læse Gerhards Petter Putter, når den udkommer på dansk. Jeg har lige fået en sms fra ham, han er allerede godt i gang med side 32.

Så til alle jer med bestsellerambitionerne, både forfattere og bedemænd, skru op for blusset. I har fået en skarp konkurrent fra Bremen.

NB! Mette Rosenkrantz Holsts klumme er ikke skrevet med tanke på Robert Zola Christensens klumme The bestseller manifesto, som tog fat på nogen af de samme ting. Emnet har blot optaget begge forfattere. Læs mere om bestsellerforfatteren Brian Strause på hans egen hjemmeside eller hos hans danske forlag Bazar.

Hej Mette!

Mette Rosenkrantz Holst mener, at klummeskribentens opgave må være at sætte sig selv og sin viden på spil – og ikke bare pakke sine forudfattede meninger ind i retorik.

Hvorfor sagde du ja til at deltage i klummepanelet?

– Jeg sagde egentlig nej til at deltage i klummepanelet. Jeg har ingen idé om, hvad der rører sig i den nordiske moderne litteratur, som det lød i oplægget. Altså bortset fra min egen debutroman, der ikke har sat det jordskred af kulturel begejstring i gang, som jeg med al rimelighed havde forventet. At jeg i sidste ende alligevel lod mig overtale, skyldes redaktionens smigrende ihærdighed. Jeg har ikke før skrevet klummer.

Hvad forventer du af en god klumme?

– Først og fremmest må klummeskribenten ikke pakke sine forudfattede svar og holdninger ind i kun retorisk undrende spørgsmål. Ligesom en matematiklærer heller ikke narrer sine elever, når han foregiver personlig undren over, hvorfor 2 plus 4 giver seks, virker det heller ikke for mig, når en klummeskribent forsøger sig med samme pædagogiske indlæringsmetode.

– Men ligesom en matematiklærer, må en klummeskribent selvfølgelig heller ikke kun undre sig sammen med ligesindede. Klummeskribentens fornemste opgave er at sætte sig selv, sin viden og – især uvidenhed på spil i undringens tegn – og i en sådan grad, at læserne, uanset deres forskellige forudsætninger, undrer sig – også efter at de har læst klummen.

Kan klummen bruges til andet end let underholdning?

– Jeg har igennem årene læst mange klummer. Nogle har fået mig til at grine. Andre har bare irriteret mig. Nogle har jeg glemt lige så hurtigt, som jeg har læst dem – og andre har fået mig til at undres. Enkelte af dem gør det endnu.

Hvad kan inspirere dig til en klumme?

– Inspirationen til mine klummer vil højest sandsynligt opstå ud fra de tanker, som jeg har gjort mig, siden jeg gik fra at være amatørforfatter til debutforfatter. Måske hvorfor folks pupiller, uanset om de læser bøger eller ej, udvider sig af utilsløret nysgerrighed og interesse, når jeg fortæller, at jeg har udgivet en roman, og griner dobbelt så højt af mine vitser, som de gjorde, før bogen udkom.

– Jeg har også tænkt en del over hierarkiet inden for den danske forlagsverden. Er det ypperste for en dansk forfatter at udgive på Gyldendal, og måske undgå irriterende spørgsmål som: Nå, forlaget Tiderne Skifter – er det så dit eget forlag? Findes der, fra en forfatters perspektiv, rigtige og mindre rigtige læsere? Hvilke læsere bør jeg i så fald satse på? Den ½ million læsere, der i forvejen læser mine ugebladsnoveller – eller de 500, der blev lokket til at læse min roman efter Klaus Rothsteins anmeldelser i Weekendavisen? Jeg har også undret mig over, om man mon bliver dårligere til at læse litteratur, des mere man ved om den?

FIRE ULTRA KORTE

Det læser jeg i øjeblikket:

– Modellen af Lars Saabye Christensen.

Det ser jeg i tv:

– I disse dage (juli måned, red.) følger jeg spændt med i vejrudsigten.

Det gør mig glad:

– At møde et menneske, der uden forstillelse, men med humor, selvironi- og erkendelse, står ærligt ved sig selv på godt – men særligt ondt.

Det planlægger jeg at skrive:

– En roman med den ovenfor beskrevne helt eller heltinde som hovedperson. I virkeligheden er der langt mellem snapsene.

Mette Rosenkrantz Holst

Født 1966, bor i København. Gift og mor til fire børn på 3, 9, 15 og 18 år. Har siden 1994 arbejdet som lærer – men har nyligt kvittet jobbet for at skrive og fuldføre sit studie som cand.pæd. i sociologi.

Fik i foråret 2008 Statens Kunstfonds rejselegat.

Udgivelser

Udgav i efteråret 2007 sin debutroman Fællesarealer (Tiderne Skifter) – en både humoristisk og sørgelig kollektivhistorie om livets gang på en villavej.

Før sin skønlitterære debut har Mette Rosenkrantz Holst udgivet et par andre bøger. Heriblandt et hæfte om færdselsundervisning og bogen Whatadate.dk (Tiderne Skifter) i 2001, som handler om glæderne og farerne ved netdating.

Link

Læs Senturas interview med Mette Rosenkrantz Holst