lørdag den 15. november 2008

The bestseller manifesto

Robert Zola Christensen har planlagt sin bestseller-udgivelse meget nøjagtigt, den udkommer om tre år. Efter at have læst storsælgerne fra en ende af, anser han det nemlig for en smal sag at gøre dem kunsten efter. Det er et litterært eksperiment.

Af Robert Zola Christensen

Om to, højst tre år rammer min første bestseller boghandlerdisken.

Vi taler om en massiv kommerciel succes, og der vil komme oversættelser til alverdens sprog. Naturligvis vil jeg invitere damebladene og formiddagsaviserne hjem og lade dem tage billeder af mine børn og mit køleskab. Jeg vil også fortælle lidt om mine små sjove hobbyer, bordtennis og pelargonier, der tegner et billede at en interessant og rummelig, men så alligevel også helt almindelig person.

Jeg kan slet ikke vente. Måske vil jeg heller ikke gå af vejen for at sige noget om min barndom og mit forhold til min far. Det skal ikke komme an på det.

Om to-tre, højst fire år rammer min første bestseller som sagt boghandlerdisken. Men er det nu også helt klogt at komme med en sådan udmelding? Selvfølgelig er det ikke det. Det er det rene selvmord og idioti. Men jeg ryster ikke på hånden. Jeg satser hele butikken, og det er ikke engang sagt for sjov.

Skarp opdeling i bred og smal
At jeg overhovedet har fået denne åndssvage idé, skyldes det særlige danske, litterære miljø. Her til lands har vi udviklet en skarp opdeling mellem den brede og den smalle litteratur (eller den høje eller den lave, hvis vi måler i højden). En bestemt slags litteratur og bestemte forfattere forbinder vi med rigtig og seriøs kunst og en anden slags som mainstream og nærmest ikke-kunst.

Lad os springe de førstnævnte, skønånderne, over, vi har ikke meget plads at gøre godt med her. I den sidstnævnte kategori har vi sådan nogle som Hanne-Vibeke Holst, Leif Davidsen, Peter Høeg, Jens Christian Grøndahl, Elsebeth Egholm og mange flere, som sælger sindssygt godt, men som altså også i mange sammenhænge bliver kategoriseret som en slags andenrangs underholdningsforfattere. Ja, det kan af og til virke, som om alene det faktum, at de er i stand til at nå ude til et bredere publikum, er diskvalificerende.

Et klogt hoved har engang retorisk spurgt, hvor meget en roman skal sælge, før den bliver dårlig. Omvendt har sløje oplagstal aldrig været noget problem for de rigtige, eksklusive forfattere, der til gengæld høster legaterne og den litteraturhistoriske berømmelse. Det husker jeg tit mig selv på.

Litteratur som dårligt biografslik
Så langt så godt, der er nu varmet godt og grundigt op til, at jeg skal gå mod opdelingen af et litterært A og B hold, for hvad skulle der være i vejen med solid brugsprosa og godt håndværk? Tidligere har jeg også tænkt sådan, men sådan ser jeg det ikke mere, sådan ser jeg det overhovedet ikke mere.

For noget tid siden gik jeg nemlig i gang med at læse storsælgerne fra en ende af, og lad os holde til det svenske for ikke at fornærme flere end nødvendigt: Liza Marklund, Stieg Larsson og Camilla Läckberg, Henning Mankell, Åsa Larsson. I månedsvis stod den på romantik, spænding, karriere og familieliv i et fuldstændig klichépræget og i visse tilfælde endda, ubehjælpsomt sprog. Personerne er flade og forudsigelige, plottet ikke sjældent forceret.

I bedste fald er det litteratur som slik, mængder af dårlig biografslik, i værste fald er det noget regulært lort, under alle omstændigheder: Kunst er det eddermame ikke.

Hvorom alting er: Jeg kom naturligvis frem til, at det kan jeg da godt gøre bedre, meget bedre, og det er lige præcis det, jeg vil lade komme an på en prøve. Det er et litterært eksperiment, jeg er i gang med, hvor jeg betingelses- og hæmningsløst vil bebo den populære krimigenre, for er det ingen kunst, så må jeg jo kunne skide dem kunsten efter.

2 kommentarer:

per-olof.dk sagde ...

Et eksperiment jeg vil følge med opmærksomhed.
Det lyder nu som en logisk fælde. Listen over hvad Robert anser for dårlige bøger er jo lang, så det virker som om det dårlige er forudsætningen for at blive bestseller. Du planlægge altså at skrive en dårlig bog? Det kan jo være en god ide, hvis det er penge, man vil tjene, men målet må vel sættes lidt højere: En sælgende bog som er god. Hvis vi ser historisk på det, så er Karen Blixens 'Den afrikanske farm' vel at regne for en bestseller. Er den også dårlig? Skal forresten en bestseller være en roman? Spændt på om du kan holde dig selv fast på denne store opgave, som vist en hel del andre også er i gang med at løse, uden at tale så højt om det!

ROBERT sagde ...

honk if your horn is broken, for nu begynder logikken at halte, siger du, Per-Olof, men ingen inkonsistens i logikken dér, for distinktion mellem litteratur som sprogkunstværk og litteratur som underholdning er da ikke det samme som, at de skulle være gensidigt ekskluderende, og forholder det sig ikke netop sådan, at den gode kunst ofte er svært underholdende (nu ved jeg så ikke lige, om jeg så synes. Karen Blixen er et særlig godt eksempel, men lad det nu være), og den effektive underholdning godt kan være udsøgt kunst (er der ikke én, der engang har sagt, at den højpandede litteratur består af 50% kunst og 50% pop, mens den lavpandede af slagsen optræder i et blandingsforhold, der hedder 50% pop og 50% kunst), men hvis vi nu kigger på de romaner, der topper salgslisterne, ja, jeg ved så ikke med dig, men efter min opfattelse er der mere kunst i fire tilfældige linjer af Per Højholt end samtlige 592 sider af Liza Marklunds En plads i solen, og Per- Olof, jeg ved godt, det er en æstetisk dom og ikke et deklarativ udsagn, men it is what it is, og det var så en tautologi, men pointen er, at den storsælgende litteratur ikke nødvendigvis er god, altså ikke noget hvis a så b her, og det betyder, at det er andre faktorer end kvalitet, der gør, at skidtet sælger, og det er her, du finder mit udgangspunkt, det er her, det hele starter, en bestseller på 12 måneder, og selvfølgelig er det min tanke, ud fra de præmisser, der hersker, at skrive god bog, men med udgangspunkt i markedet.