onsdag den 15. oktober 2008

Litteratur eller bare kagl i hønsegården

Kristina Stoltz er nummer to i rækken af klummeskrivere. Hun mener, at kvindelige forfattere alt for hurtigt bliver sat i bås. Og fremkomsten af begrebet chick-lit – som hun bogstaveligt oversætter til ”kyllingelitteratur” – har ikke gjort tingene nemmere. Svenske Mara Lees Ladies blev fx lanceret i denne genre, selvom det først og fremmest er en almen og relevant samtidsroman.

Af Kristina Stoltz, forfatter

Da jeg forleden dag faldt i snak med en ung kvinde til et litterært arrangement, spurgte hun mig, om mine bøger var særligt henvendt til kvinder. Jeg svarede nej, at jeg ikke havde nogen særlig målgruppe i tankerne, når jeg skrev. Hun så overrasket på mig og ville vide om, det da ikke var kvinders liv og problemer, jeg beskæftigede mig med i min litteratur.
   – Ikke nødvendigvis, sagde jeg. – I øjeblikket skriver jeg om en dreng.
   Hun nikkede, men jeg kunne se på hende, at hun fandt mit svar utilfredsstillende.
   – Jeg savner at læse god litteratur, der handler om kvinder, sagde kvinden og gik.
   Kvindelitteratur, tænkte jeg. Er det, det hun savner? Men det er jo længe siden, at det ”bal” sluttede.

Ingen kvinder på pensumlisten
Da jeg gik i gymnasiet, blev litteratur skrevet af kvinder stadigvæk regnet for at være en slags andenrangslitteratur, det vil sige noget, der kun angik kvinder, og derfor ikke havde mændenes interesse. Vi læste Amalie Skram og Suzanne Brøgger, men dette alene for at komme ind på kvindens rolle i samfundet.

Og nogle år senere, da jeg begyndte at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet, var der heller ikke nogle kvinder at finde på pensumlisterne, lige bortset fra Simone de Beauvoir og Virginia Woolf. Og igen handlede det ikke om forfatternes litteratur, men om feminisme og kvindernes frigørelse. Til at eksemplificere begrebet stream of consiousness brugte man derfor Joyce og ikke Woolf.

Jeg var målløs over, at det stod så grelt til på universitetet, men trøstede mig med, at der uden for murene debuterede den ene kvinde efter den anden, deriblandt jeg selv. Hverken mine kvindelige kollegaer eller jeg selv blev talt eller skrevet om, som tilhørende en særlig gruppering af kvindelige forfattere, der udelukkende skrev litteratur for kvinder (læs: kvindelitteratur). Jeg følte mig fri i min skrift og tænkte ikke noget videre over, at mit køn kunne stå i vejen for receptionen af mine bøger.

Singlekvinde på jagt efter lykken
At der i mellemtiden er dukket en anden genre op, nemlig chick-lit, gik længe min næse forbi. Først da et forlag ringede og spurgte om ikke, jeg ville oversætte en af disse meget populære – blandt kvinder – bøger, lærte jeg, hvad en chick-lit-roman er for en størrelse.

Hvis den tidlige kvindelitteratur handlede om kvindens svære kår og kamp for frigørelse, handler chick-lit om den moderne, vestlige og hvide kvindes mange privilegier. Men frem for at virke frisættende står disse privilegier i vejen for hendes lykke.

Hovedpersonen i en chick-lit roman er som regel en frustreret singlekvinde i midten af trediverne. Hun er på jagt efter den eneste ene og arbejder sandsynligvis inden for mode/forlags/mediebranchen. Hun er ulidelig, selvoptaget, narcissistisk og overfladisk, men fordi hun hele tiden træder sig selv over guccitæerne eller kommer til at sige det forkerte til ham, hun prøver at score, kommer læseren til at holde af hende alligevel. Det er falde på halen-komik og let læsning, og markedet er enormt.

Jeg går ud fra, at de mange læsere delvist beror på det, den unge kvinde efterlyste: Bøger der ”handler om kvinder”. Chick-lit handler kun om kvinder; en særlig type kvinde ganske vist, men tematikker som selvtillidsproblemer/selvoptagethed, jagten efter den eneste ene/jagten efter drømmejobbet, kan mange kvinder tilsyneladende identificere sig med.

”Kyllingelitteratur”
At denne nye genre var kommet til, bekymrede mig sådan set ikke. Det undrede mig ganske vist, at man havde fundet på så nedsættende en betegnelse; chick betyder jo ”kylling”. Betegnelsen chick om en ung kvinde stammer fra 1920’ernes afroamerikanske slang.

At man 80 år senere skulle vælge at kalde en hel litterær genre for ”kyllingelitteratur”, virker måske lidt ejendommeligt. Ikke desto mindre gav jeg mig i kast med at oversætte op til flere af Helen Fieldings ”småsøstre” og fik således smør på brødet uden de store bekymringer. Jeg kedede mig ganske vist, og undrede mig, men jeg lå på ingen måde vågen om natten.

Da der efter de to første oversættelser en dag lå en mail med tilbuddet om at oversætte endnu en chick-lit-roman, måtte jeg sande, at jeg havde nået en mæthedsgrænse. Jeg takkede derfor nej til tilbuddet. Efterfølgende har jeg mange gange fortrudt, at jeg ikke først satte mig ordentligt ind i, hvad jeg sagde nej til. Betegnelsen chick-lit var denne gang nok til at skræmme mig væk – jeg orkede ganske enkelt ikke mere chick-lit-fnidder. Jeg havde gjort mig mine erfaringer med den genre, og det var alt rigeligt.

Undren over markedsføringen
Det viste sig at være Mara Lees Ladies, jeg havde takket nej til at oversætte. En roman jeg senere har nydt at læse, men hvis markedsføring og modtagelse jeg både har undret og ærgret mig over. At Ladies er blevet kaldt en chick-lit-roman må alene tilskrives det faktum, at hovedpersonerne er kvinder.

Jeg er således tilbage, hvor jeg indledte, ved den unge kvinde, der efterlyser gode romaner, der ”handler om kvinder”. Lees bog handler ganske rigtigt om kvinder, men de temaer, romanen tager op om vores tids skønhedsdyrkelse, narcissisme og kyniske forbrug, er ikke tematikker, der retter sig specifikt mod kvinder.

Ladies er ikke en kvindebog, men efter min mening et godt bud på en samtidsroman, da den på filosofisk vis rammer vores tid på kornet. At en roman af en sådan litterær kaliber bliver markedsført under betegnelsen chick-lit, sætter chick-lit som genre i et helt nyt lys.

Og derfor er vi måske mange kvindelige forfattere, der med tiden ender med at sælge bøger under denne betegnelse, i hvert fald hvis der skulle optræde en kvinde eller to i vores bøger.

Ingen kommentarer: