I den vaskeægte vanvittige virkelighed

Merete Pryds Helle langer ud efter vores meget traditionelle opfattelse af realisme i litteraturen. Hun mener, at litteraturen ikke bare skal efterligne, den skal være et vindue at kigge ud af, som kan gøre os større. Samtidig går hun kry til klummeformen, strækker og vrider den fra alle tænkelige vinkler, så også dén ender med at blive større.

Af Merete Pryds Helle, forfatter

Når man er den slags menneske, der ofte spørger sig selv, hvad virkelighedens bestanddele er; og vel derfor også undrende spørger sig selv, hvad realisme er for en størrelse, kan man jo begynde med at lede et sted, der forener det konkrete med det symbolske. Nemlig i ordbogen. Jeg ejer en herlig gammel udgave Nudansk ordbog, ordnet fra aa til ø, som derfor allerede viser mig, hvordan tiden og tingene hænger sammen, og at hverken alfabetet eller forestillingen om det er absolut.

Når jeg slår op under real, kan jeg se, at vores brug af ordet stammer fra senlatin, realis, som betyder væsentlig. Det vil sige noget, som er ét med sit væsen, eller som er betydningsfuldt. Dette realis er igen afledt af res, som betyder ikke bare ting, men også en sag. Det defineres som det eksisterende, det virkelige, det faktiske, som en modsætning til det ideale. Også ordet realisme defineres som en livsanskuelse, der holder sig til det erkendelige, modsat idealismen.

Tingene altså. Min Tiffany lampe lyser. Den sorte kat ligger på sengen og stirrer på mig. Den vil have, at jeg rejser mig og går ned ad trappen og åbner døren for den, så den kan komme ud og fange mus og tisse, og hvad den

»...jeg ser ikke trappen, jeg tænker den kun, jeg kan mærke, mens jeg sidder ved computeren, hvordan afstandene er mellem trinene...«

ellers gør derude. Men stop et øjeblik! Er katten en ting? Den eksisterer, den er virkelig, men mens den ligger og stirrer anklagende på mig, bevæger den sig samtidig inde i mine tanker ned ad trappen, som også er virkelig cirka to meter bag min højre arm, men jeg ser ikke trappen, jeg tænker den kun, jeg kan mærke, mens jeg sidder ved computeren, hvordan afstandene er mellem trinene, jeg kan høre lyden af kastanietræet i vinden, som jeg altid standser op for at høre et øjeblik, mens jeg kigger ud i gården, når jeg lukker katten ud. For jeg forestiller mig blot, at jeg rejser mig, går ned ad trappen og åbner døren, men i virkeligheden bliver jeg dovent eller måske snarere koncentreret, siddende foran computeren.

Tilhører min forestilling så ideernes verden? Når det er en gentaget, virkelig handling, der ofte finder sted, og derfor befinder sig i en skuffe i mine tanker? Eller er den virkelig, også når jeg ikke gør den, for jeg gør det om lidt? Nu gør jeg det. Nu rejser jeg mig, og katten springer med det samme ned fra sengen og smyger sig omkring mit ben, så jeg nærmest falder ned ad trappetrinene.

Måske er det blot den del af filosofien, jeg aldrig forstod. Hvordan forholder det sig med ting, der er virkelige, eksisterende, fire poter, hale og et navn; når den er inde i min bevidsthed? Min kat (Cuba, sort, syv hvide hår på halen) er ikke en ideal kat. Det benægter den på det kraftigste. Den vil kendes som musefangeren, der aldrig spiser sine mus, men kun leger med dem. Som kælekatten, tyrankatten, der hader lukkede døre. Men lige meget hvor virkelig den er, har den bevæget sig ind i digte, ind i fortællinger, ind i længsler, ind i et felt, der er omfattet af abstrakte følelser, af minder.

Men spørgsmålet er; når jeg skriver, at jeg tænker på min kat, er det så den virkelige kat, eller den ideale kat? Er det realisme, jeg skriver, eller idealisme? Når det interesserer mig ved katten (og ved mange andre ting), hvordan jeg tænker på den, hvordan min erindring forskyder sig omkring den, hvilken betydning den har i mit følelsesliv, at jeg har en form for virtuelt forhold til den, når den ikke er til stede – er det så realisme eller idealisme?

Ok, så realisme er virkeligheden. Den forholder sig til tingene. Men tingene. Findes de virkelig i sig selv? Eller findes de kun, når jeg ser dem og beskriver dem? Og hvis nu jeg beskriver, hvordan jeg har det med tingene – er det så realisme?

Jeg har det så svært med den form for realisme, der tager tingene for givet. Der ikke forholder sig til dem som objekter, der er sanset igennem et

»Jeg har det så svært med den form for realisme, der tager tingene for givet.«

skrøbeligt, tølperagtigt sanseapparat. Som virkelig tror på, at en spade er en spade og ikke har lugten af jord hængende ved sit ord, ikke lyden af spade mod sten hængende ved sin lyd, ikke har en erindring om dengang, vi gravede indholdet af spejderlejrens lokum ned i skoven med sig, som ikke har billedet af min far – ikke en hvilken som helst far, men lige præcis og faktuelt min far, lidt firskåren, lidt mørkhåret, den måde kun han læner sig op ad skovle og spader på – hængende ved sig.

Jeg synes, den form for realisme kan gøre verden så fattig, så todimensional. Jeg mener, ok, en spade er en spade, og er derfor, som enhver anden ting, et springbræt ind i associationer, erindringer, metaforer, klange. En padde. Spaden, der graver i nattens mulm og mørke. Er det en brist i min karakter, at dette er lige så virkeligt som den spade, der graver liget ned i en kriminalroman? Er min tanke mindre virkelig end tingen selv? Det forekommer den ikke. Jeg skynder mig at se på definitionen. Res. En ting. En sag. Hvordan en sag? En sag hører da til tanken. Så måske er tanken og forestillingen tænkt med ind i realismen.

Når jeg siger om mit forfatterskab, at jeg skriver realisme, er det fordi, jeg mener, at vores tanker er det mest reelle, vi har at forholde os til, i denne ærligt talt ret abstrakte livsform vi udøver. Så ser folk ofte tvivlende på mig og siger, ahh, mener du nu det? Ja. Det mener jeg. For jeg er ikke idealist. Jeg tror ikke på, at tanken er sandere end tingen. Jeg tror ikke på, at der findes en absolut spade, en spadeform i et eller andet ideernes rige. Ej heller en kat, som min kun knapt lever op til.

Den idealistiske ide er metafysisk, og jeg mener ikke, at hverken vores tanke eller vores sansning er metafysisk. Tanken er. Den er, hvad den er. Og sanserne

»Der findes ikke en eneste ting i litteraturen, som ikke har fundet vej gennem sanserne.«

især, er, hvad de er, det er dem, der bringer os tingene. Uden sanserne ville vi slet ikke vide, at der var ting i verden. Uden sanserne var vi bakterier. Sanserne er vores lysende sti, og er som den Lysende Sti forvirret og dramatisk, løgnagtig og med glimt af stor sandhed, grusomhed og stædighed. Der findes ikke en eneste ting i litteraturen, som ikke har fundet vej gennem sanserne.

Det, der forvirrer mig, er at den form for realisme, der kendetegner en stor del af vores litteratur, bliver betragtet som mere sand, end den del der interesserer sig for, hvad der sker inde i tanken og bagom sansen. For litteratur er jo løgn. Fra ende til anden. Enhver bog er bogstavmyrer, påstande, ordbilleder og findes først, når de bliver læst ind i en bevidsthed.

Den røde bil kørte hurtigt hen ad vejen hen mod huset, hvor Jens Nielsen stod med tårer i øjnene og en spade i hånden, han tilsyneladende havde glemt, hvad han skulle bruge til.

Det ligner virkelighed. Men hvad så med Under en koksgrå himmel lyste en anden himmel, mens en tredje, den underste himmel, glimtede grønt, glimtede som en skovsø, der spejlede høje fyrretræer, grønt som en jadesten om halsen på en ung kinesisk drage.

Er den sætning mindre virkelig? Det er et billede, som det er mere krævende at danne end det med Jens Nielsen. Måske skal man endda læse sætningen to gange, før billedet falder på plads. Men lige meget hvad; begge sætninger afføder indre billeder. Den ene form for litteratur er ikke mere sand end den anden, for den

»Er du i dit soveværelse nu? Hvis ikke, så luk øjnene og gå det igennem. Du kan lave et indre kort over det.«

ene tanke er ikke mere sand end den anden. Man kan indvende, at den ene form spejler vores genkendelige dagligdag mere end den anden. Men det tror jeg ganske enkelt ikke på. Jens Nielsen står ikke noget sted med nogen spade. Jeg tror, en sådan sætning spejler den del af dagligdagen, vi nemmest og med mindst besvær forholder os til. Men vi har alle et indre liv, der ofte fylder lige så meget i os, som det ydre, genkendelige. Vi har alle drømme, og drømme i drømme og vågner og aner ikke, hvor vi befinder os, indtil en duft eller en lyd kalder os tilbage til et enkelt sted. Et sted, der er defineret ved, at vi kan genkalde os det, når vi er et andet sted. Er du i dit soveværelse nu? Hvis ikke, så luk øjnene og gå det igennem. Du kan lave et indre kort over det. Der ligger en bog, sådan er madrassen, der står kommoden, væggene er måske hvide, måske lysegrønne med en mørkegrøn bort, måske tapetserede. Hvordan kan jeg vide, hvordan rummet ser ud, når jeg ikke kan se det? Hvordan er det, den virker, den der bevidsthed?

Jeg er træt af, at realistisk litteratur bliver betragtet som mere ægte end litteratur, der ikke er realistisk. Jeg synes, det kan blive så småt. Du mener, at der ligger syv butikker på hovedgaden, og dem vil du gerne have en bog om. Ok, det får du. Men jeg bliver nødt til at tage det med, du måske gik forbi. Se, der er vandpytten, hvor den store hvide sky spejler sig. Der er gummistøvler

»Jeg er træt af, at realistisk litteratur bliver betragtet som mere ægte end litteratur, der ikke er realistisk. Jeg synes, det kan blive så småt.«

på udsalg; vi kunne købe dem, tage dem på og gå vandkanten på stranden i november, lige før det bliver mørkt klokken fire og mærke kulden gennem gummiet, og jeg ville fortælle dig, at jeg stadig får hjertebanken, når jeg hører dine trin på trappen, også i gummistøvler, og du ville tage din hånd ind under min frakke under min bluse og røre ved min hud, og det ville være lykken, og ja, mørket selv i vandkanten i november føles uhyggeligt for mig, og hvorfor er november skræmmende? Det var november, dengang jeg var et barn, og det var ved at blive mørkt, og jeg så en mand falde fra taget af Domus Vista.

Den næste butik er legetøjsbutikken. Her er intet virkeligt. Gå med ind til plastikken, der ligner kød, til dragterne vi kan klæde os ud i. Jeg ser barnet, der plager og får for meget, jeg ser barnet, der ingenting får andet end en lussing, og hver gang jeg ser børn blive slået, gør det ondt, hver gang må de få en hel roman til at forsvare sig. Hvorfor? Ser du det, eller er du aldrig selv blevet slået? (Vi er nu forbi de første to butikker, der er fem igen)

Jens Nielsen smed spaden ind bag i den røde bil og satte sig ind ved siden af kvinden. Hun hed Kirsten, havde langt rødt hår og var blevet skilt fra Jørgen to måneder før. Jens Nielsen sad ved siden af hende med lukkede øjne og lagde sin hånd på hendes lår, mens hun med høj fart kørte gennem legetøjsbutikkens vinduer og endte med køleren i reolen med Dark Dudes merchandise.

Den er så virkelig, virkeligheden, indvender du. Du finder bare på! siger du til mig. Du siger: Du skal altid dreje tingene, forskrue dem, så man ikke kan genkende dem.

Lykkelige dig, der tror på virkeligheden, siger jeg bare. For jeg tør slet ikke skrive om de ting, jeg oplever. Ingen ville tro mig. Det er måske ikke genstande, der er utrolige, selv om dog også visse genstande er utrolige. Det er som regel mennesker og forholdet mellem mennesker. Men det hører jo også realismen til. Problemet er, at jeg kender så mange mennesker, der opfører sig vanvittigt. Det er som regel, når virkelige hændelser har fundet vej ind i mine

»Lykkelige dig, der tror på virkeligheden, siger jeg bare. For jeg tør slet ikke skrive om de ting, jeg oplever.«

bøger, at folk mener, de er langt ude. Som det døde barn, der blev brugt til at smugle narkotika i. Som når jeg ankommer til min søsters hjem, og hun og hendes mand ivrigt fortæller om de seks hemmelige livvagter, der passer på ham og hele tiden ringer til ham og fortæller, hvis der er fare på færde. Jeg kigger rundt. Der er sgu ikke nogen. Men livvagterne er jo også netop hemmelige, siger han og åbner en øl. Til. Åh ja. Det er din virkelighed. Jeg finder bare på. Eller når lægen siger til min søster, at hun er så syg, som hun er, fordi hun engang fik en abort. Hun skal omvende sig til katolicismen og skrifte, og så vil Guds nåde falde over hende. Det eneste er, siger han til hende og kigger indtrængende over på mig, at din søster også skal konvertere. Mig! siger jeg. Aldrig i livet.

Vil du have, at din søster bliver ved at være syg? Spørger han. Tag den virkelighed. Er skyld en ting eller en sag? De besvimer nede i krypten, hvor Frans af Assisi ligger begravet. Der er militær i Italiens gader i år 2008. Der er billeder af Mussolini. Hvad er det for en virkelighed vi vil have? Hvad er det for en virkelighed, vi skriver frem?

Back to basic. Realismediskussionen. Vi vil så gerne have den nye store samtidsroman. Vi har ganske vist fået mange store danske samtidsromaner de sidste ti år, men vi vil stadig gerne have Den. Man kunne fristes til at tro, at der findes en ideal dansk samtidsroman i ideernes verden, og at det er den, vi forfattere skal skrive, men det lykkes åbenbart ikke engang de, der skriver dem, siden der stadig bliver spurgt efter Den.

Og jeg tænker; jamen, hvis I ved, hvad I vil have, så er det jo ikke litteratur. Litteraturen viser os jo det, vi overså, det, vi ikke vidste, at vi vidste. Litteraturen kan gøre os større, ikke bare være et spejl for vores almindelighed. Det vil jeg i hvert fald gerne med min litteratur. Jeg mener bestemt at

»Litteraturen kan gøre os større, ikke bare være et spejl for vores almindelighed. Det vil jeg i hvert fald gerne med min litteratur.«

have skrevet flere danske samtidsromaner, store og små, de ser nok bare ikke ud, som samtidsromaner så ud, dengang verden var realistisk. (Som om den nogensinde har været det). Min verden er absurd, fuld af paradokser, drømme, billeder, mennesker der tror på ting, ingen andre ser, mennesker der drikker sig til andre virkeligheder, mennesker der er ved at dø, og når de så alligevel ikke dør, fortæller om deres oplevelser i billeder. Lucia klapper mig på skulderen og siger: Du skal ikke være bange for at dø, det har jeg prøvet, det var ikke slemt. Jeg druknede, og det var en billedrigdom, der langsomt blev mørkere.

Ind imellem siger læseren; jamen, det er sværere at forstå end en simpel historie, der fortælles lige ud ad landevejen. Ja, gu er det svært at forstå. Livet er svært at forstå, forbandet svært. Vi skal vel ikke have en litteratur, der foregøgler, at det er nemt. Vi skal have en litteratur, der gør det til noget at være menneske, noget der er større end Superbrugsen og parkeringspladsen foran Superbrugsen.

Kirsten kommer gående ud af hullet i legetøjsbutikken og vakler hen over parkeringspladsen. Hun måtte gøre det. Hvor hun dog hader Jens, har hadet ham, siden hun var barn, og han tvang hende til at tage på sig til søndagsfrokosterne, når hun skulle gå ned i værelset og hænge sin frakke pænt ved siden af de andres. Hun satte sig på asfalten og hulkede. Hun kunne høre sirener. Hun kunne høre et par måger. Nogen kom løbende imod hende. – Du har slået ham ihjel, sagde en stemme. Ja, sagde Kirsten. – Det var det, jeg ville. – Sig ikke sådan til politiet, sagde stemmen. – Vi ved jo alle, hvad han har gjort.

Det ved vi. Uskyldigheden i replikken. Uskyldigheden i en litteratur der mimer. Der kalder en spade for en spade. Men det er så længe siden, jeg mistede min uskyld. Min tro på, at forholdet mellem virkeligheden og ordene er 1:1. Måske den nat, min veninde og hendes søster blev jaget af deres far med en økse, og min mor bagefter sagde, ja og så taler vi ikke mere om det, og så fandtes det ikke længere. Eller måske dengang jeg blev overfaldet af en sindssyg mand og så ind i hans øjne og tænkte shit, dette er ikke et menneske. Måske de dage jeg ligger i sengen og lever i mine tanker, og verden flyder grøn ind til mig gennem kastanietræet. Måske den dag jeg forstod, at det jeg, der tænker, vil forsvinde og tiden fortsætte. Og at tiden er mere virkelig end det jeg, der tænker, selvom den er så usynlig og abstrakt, men usynligheden er bare tidens magiske kåbe, den knuser os under sine fødder, mens den går rokkende fremad. I hvor høj grad kan man undgå at tage de forhold med i sin litteratur? Og i hvor høj grad er det i orden at bruge en ganske lille del af vores enorme sprog til at beskrive virkeligheden med? Altså den virkelighed, der omfatter det hele.

I den underste himmel, grøn som den sorte kats øje, som kastanietræets blade i maj, rækker vi sprogstafetten videre. Det er for at drille tiden, at vi holder stafetten højt, vi løber med den, ord på ord, en ny metafor, en virkelig uvirkelighed, vi sprænger grænserne, rekorderne, for hvad vi kan sige, hvad vi kan forstå.

Litteraturen må ikke blive et spejl. Det var egentlig bare det, jeg ville sige. Litteraturen må være et vindue, hvor igennem man ser ud på et landskab, man aldrig før har set og aldrig vil glemme igen.

Til toppen

NB! Klummens rubrik er et citat fra Merete Pryds Helles mand, digteren Morten Søndergaard. Merete Pryds Helle er i øvrigt aktuel med kriminalromanen Falken og Falkoneren – under aliaset Liv Mørk – som udkom 10. oktober på Lindhardt og Ringhof. Fra bagsiden på Falken og Falkoneren: "En dag finder en kvinde en døende mand uden for sin hoveddør nær den ellers idylliske Grib Skov. Manden har umiskendelige østeuropæiske træk samt en tatovering – og kun én lilletå". Der er også påsat et orange klistermærke med ordene "Invitation til jagt" og et sms-nummer. Hvis man tilmelder sig, vil man kunne komme tættere på bogens personer. Du kan finde Liv Mørk på Facebook og blive ven med hende.