Tusind og én nat

En aften i selskab med Mellemøstens svar på Julio Iglesias fik Kristina Stoltz til at tænke på vores opfattelse af virkeligheden – denne lille, store, uhåndterlige, og ganske ulidelige størrelse.

Af Kristina Stoltz, forfatter

En lidt buttet teenagedreng, klædt i sort, tog imod os uden for palæet. Jeg vidste stadig ikke, hvad vi skulle, da jeg tog imod hans meget våde håndtryk og fulgte med op ad trapperne til det imponerende bygningsværk. Sidst skuespillerinden var kommet med en af sine overraskelser, var vi blevet kørt langt uden for byen for pludselig at befinde os midt i en fotosession for en haute couture-designer, som specialiserede sig i bryllupskjoler. Vi var lidt nervøse for, at vi igen skulle klædes ud og bondefanges af et timelangt job, som vi ikke engang blev betalt for.

Jeg var taget til Tunesien for at arbejde på en litterær rejsebog sammen med den irakiske digter Muniam Alfaker, som bor i Danmark. Skuespillerinden, en tunesisk superstjerne, havde allerede, inden vi rejste hjemmefra, sagt ja til, at hun ville være med i vores bog, men efter vores ankomst lavede hun den ene overspringshandling efter den anden, så som at kaste os ud i en tunesisk modelkarriere for at undgå at blive fanget i en situation, hvor hun skulle tale om livet som skuespillerinde i Tunesien.

Nu havde hun kørt os hen til Mellemøstens svar på Julio Iglesias. Det var hans søn, der tog imod os og ledte os ind til den store stjerne, der ventede os i sit luksuriøse kontor med antikke møbler og ægte kunst på væggene.
   – Velkommen søster, sagde han og kyssede mig på hver kind.
   Og jeg havde dårligt nok fået sat mig tilrette i den mægtige guldtrådsbetrukne sofa, før han konstaterede, at han kunne se på mine øjne, at jeg selv måtte være en sand kunstner.

Sangerens blege og meget fåmælte søn skænkede te og bød på små søde kager, som han selv undlod at smage på. Vi havde ikke mere end nippet til den dampende mynte og udvekslet et par høflighedsfraser, før sangeren spurgte, om ikke vi ville høre hans musik. Det ville vi selvfølgelig gerne, og jeg troede, at han ville trække instrumenterne frem og begynde at synge, men sønnen blev beordret til at tænde for anlægget, hvorefter den store sanger gjorde sig klar til sit playbackshow for gæsterne.

Det så ud, som om han lagde hele sin sjæl i, mens en arabisk version af Pavarottis O sole mio bragede ud fra højtalerne. Han agerede både violinspiller, harpenist, guitarist og meget følsom sanger. Men O sole mio kunne ikke gøre det; vi skulle også høre Mozart udført med klassisk, arabiske instrumenter, klassisk jazz a la Tunesia og adskilligt andet, som han var sikker på ville tale særligt til mit hjerte. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, men nåede frem til, at mit faldende kæbeparti nok ikke virkede fornærmende, men formodentlig gav stjernen endnu mere blod på tanden til at fortsætte sit show.

Omsider endte det dog, og tiden var moden til en alvorlig snak. Det viste sig, at Muniam og den nu opvarmede performer havde mødt hinanden før; et møde som var endt i en lille disputs, og det var nu sangerens mission at gøde olie på vandene. Hertil havde han dannet de ideelle rammer: smukke gemakker, god musik, lækre kager, kvinder og ”barn”. Det kunne ikke blive andet end en hyggestund.
   – Hvordan er den politiske situation i Danmark?, spurgte han mig.
   Jeg nåede ikke at svare, før han fortsatte:
   – Alle politikere er ens. De er grådige strateger, som kun er ude på at rage til sig. Det er ikke politikerne, vi skal bruge kræfterne på, det ikke politikernes ulidelige virkelighed, der dybest set ikke har noget med virkeligheden at gøre, som vi skal lave kunst for. Men folket. Det er folket, vi skal tale til. Er det ikke rigtigt søster?
   – Jo, også dem, sagde jeg og undrede mig over hans ophidselse.
   – Jeg er fuldstændig enig søster, og netop derfor tog jeg til Irak.
   – Irak...?
   Hvad havde Irak med dette at gøre. Der var et eller andet, jeg helt havde misset. Jeg skævede over til Muniam, der så ud, som om han var vågnet op efter den musikalske optræden, der havde trukket ham længere og længere ned i de bløde hynder.
   – Jeg tog til Irak for at synge for det irakiske folk. Det var folket, jeg optrådte for; det er dem, mit hjerte brænder for og ikke Hussein, men hvad kan jeg gøre, når manden dagen efter min koncert inviterer mig op på sit palads?
   Sangeren så hen på mig med store våde øjne. Han lænede sig frem og gestikulerede ihærdigt.
   – Jeg er jo ikke idiot vel, søster? Jeg er ikke andet end en lille kunstner. Enhver, der besøgte Irak dengang, og som gerne ville ud af landet igen, ville ikke kunne afstå en invitation fra præsidenten. Det ville du heller ikke Mr. Muniam.
   Han grinede indforstået og så for første gang Muniam direkte i øjnene.
   – Jeg ville aldrig være havnet i en sådan situation, sagde Muniam.
   – Så du mener ikke, at det irakiske folk fortjener en koncert?
   – Jeg mener ikke, at man skal støtte et land ledet af en diktator som Saddam Hussein.

Der blev stille et øjeblik. Skuespillerinden, som hidtil ingenting havde sagt, førte en af sine kunstigt påsatte slangekrøller om bag skulderen og grinede lidt nervøst.
   – Hvorfor skal vi diskutere politik? spurgte hun.
   – Ja, hvorfor skal vi nu det igen, sagde sangeren. – Når nu det er folket, som interesserer os.

Jeg undrede mig over, hvor skuespillerinden mon stod i hele dette spil, som så åbenlyst var i gang. Hun havde tydeligvis en relation til sangeren, men det var svært at vurdere af hvilken karakter. Jeg selv spillede tydeligvis også en vigtig rolle, da sangeren næsten udelukkende henvendte sig til mig. For at vinde medhold i forsøget på at slutte fred med Muniam, så ikke han skulle sprede dårlige rygter om ham? Kunne det virkelig forholde sig sådan, at han var nervøs for sin status i Irak?

   – Men, som jeg siger, var det også det irakiske folk, jeg kom for at give min musik til, fortsatte han. – Jeg har ikke taget så meget som mineralvand fra hotelværelset i Bagdad. De kan intet finde på mig – ikke en eneste kvittering. Jeg har kun givet!

Jeg forestillede mig, at der måske var en ransagelse i gang i Irak, hvor de udenlandske kunstnere, som havde spillet under Husseins regime, blev sortlistet. Hans eneste redning var det tilbagevendende mantra om folket: ”Mit hjerte banker kun for folket”.

Han inviterede os ind i det rum, hvor han opbevarede alle sine priser, medaljer og diplomer. Det bugnede derinde – bag glasmontrer, i rammer, bogstaveligt talt fra gulv til loft. Jeg lykønskede ham og sagde, at det var imponerende.

   – Tak kære søster, denne slags hæder opnår man altså ikke, hvis det er eliten, man forsøger at nå. Alle disse priser skyldes folket, at de har gjort mig til deres stemme, og jeg takker Gud – bøjer mig i støvet.

På vej ud kyssede han mig igen på hver kind og sagde, at vi endelig måtte citere ham i vores bog, så længe vi ikke brugte hans navn.
   – For I må tænke på, at jeg er et stort navn i den arabiske verden. Jeg skal være forsigtig og pleje mit rygte.

Under vores besøg i Tunesien holdt Muniam hurtigt op med at sige, at han var fra Irak, for hver eneste gang gik folk bagover i deres forherligelse af Saddam Hussein, der både i Tunesien og i mange andre arabiske lande bliver betragtet som Mellemøstens hidtil største konge. Hvorfor? Fordi han, som den eneste har modsat sig USA, der endte med at slagte ham som et får for åben skærm – den største ydmygelse som har gjort ham til den største martyr.

Det var besøget hos sangeren, der for alvor gjorde mig opmærksom på Husseins høje status i Tunesien. Det kom bag på mig, og jeg syntes, at det ville være oplagt at skrive om i vores bog, nu hvor halvdelen af os rent faktisk havde irakisk blod pumpende i årene. Muniam var enig, men skuffet over, at vi ikke måtte bruge sangerens navn.

Jeg fandt derimod, at navnet ville svække historien, og jeg mindede ham om den påfaldende tendens, der florerer i det danske litterære miljø netop nu: kravet om autenticitet og virkelig virkelighed, virkelige begivenheder, selvoplevet virkelighed. Er det ikke netop den form for virkelighed, der munder ud i den ulidelige én til én-virkelighed, som intet andet har med virkeligheden at gøre end magt og salgstal.

For det er virkeligheden, læserne vil have, tror vi. Men hvad er virkeligheden? Og hvem har patent på den? Er den bog, vi køber henne i boghandleren, ikke virkelig, hvis forfatteren ikke kan skrive, at handlingens begivenheder tager udgangspunkt i noget virkeligt? Er ikke alt det, vi skriver, virkeligt i og med, at det er opstået som en tanke eller idé, som vi vækker til live på skrift? Er det så ikke uinteressant, om det skrevne tager udgangspunkt i noget helt virkeligt (hvad det så end er) eller kun delvist virkeligt? Hvorfor skulle det ”fuldstændigt” virkelige være en automatisk garant for bedre litteratur end den, der er delvist opfundet, og er det egentlig ikke det samme, når det kommer til stykket?

Jeg havde stadigvæk ikke helt gennemskuet sangerens virkelige motiver for at invitere os eller for den sags skyld skuespillerindens motiver. Der var tydeligvis mange dagsordener i den virkelighed, de befandt sig i, som jeg ikke forstod, og som heller ikke Muniam forstod, men hvorfor skulle det forhindre, at vi lod os inspirere af begivenhederne i sangerens imponerende palæ? Er det ikke det, vi hele tiden gør, når vi skaber litteratur – tager afsæt i virkeligheden, sådan som vi nu hver især opfatter denne lille, store, uhåndterlige, og ganske ulidelige størrelse?