Vejsideklummer

Lad digterne skrive klummer. De er oprørets sidste chance i et samfund, der er lige så velfriseret som journalisternes klummer.

Af Flemming Chr. Nielsen, forfatter

I.
Journalister er uddannet til at referere, hvad andre siger og gør, og de fleste rammes af panik, hvis de pludselig ikke skal gengive, men selv finde på.

Det skyldes, at de er opdraget til aldrig at vække anstød. Loyal som en butler mod sit herskab af læsere skal journalisten fortælle, hvad der foregår i verden. Høfligt sidde og vente med sin blok, når forhandlinger trækker ud. Og dagligt smiske for psykopater, så kildenettet ikke tørrer ind.

Journalisten er det moderne kontormenneske. Middelhøj og lidt spinkel af vækst og en anelse bleg som én, der ustandselig er jaget af frygt. I sin kontorsjæl ved journalisten, at redaktørens blik bestandigt ransager produktet: ”Skamløse udsagn om den amerikanske præsident refererer vi aldrig her på kontoret. Hellere tier vi.”

Også hos konkurrenten hersker en redaktør: ”Upassende bemærkninger om kristendom eller islam refererer vi ikke på vort kontor. Hellere er vi tavse.”

Således plaget af selvcensurens mareridt og med en drøm om troskab mod virkeligheden lever journalisten sit kontorliv. Men en dag sker det forunderlige. Den ansvarshavende redaktør opfordrer journalisten til at skrive en klumme.

II.
En klumme er en kortfattet artikel, som fremstiller skribentens subjektive forhold til en sag. Emnet og skribenten spejler sig i hinanden, og det er skribenten, der fremstiller spejlet. Skribenten selv er den, der frygtløst argumenterer for det uventede.

Helst skal klummen være en gentagelse, ikke af sit emne, men i den forstand, at skribentens klummer optræder med kronologiske mellemrum. Afhængigt af mediets udgivelsesfrekvens kan de for eksempel læses engang om ugen eller hver måned, hvert kvartal eller år. Og den ideelle klumme kendes på, at den rummer et upassende synspunkt, at synspunktet er lige så uanet som en vejsidebombe, og at pointen er uforudsigelig. En klumme i et overdrevent høfligt samfund som vores er derfor en umulighed. Den findes kun i tilnærmet grad.

III.
Og journalisten går i gang med sin klumme. For at sikre sig, at den ansvarshavende ikke kasserer den med henvisning til, at upassende og skamløse udsagn bør underkastes tavshedens diplomati, vælger journalisten et lille forsigtigt univers. Det kan være barnets første tand eller en sommeraften i haven. Der citeres fagfolk i mælketænder. Og hvis journalisten vil pryde sin sommeraften med et litterært citat om prydplanter, kontaktes en professor i dansk litteratur.

Kontormennesket, der uden at ryste på hånden kan referere en storpolitisk forvikling eller politiets mening om en mordbrand i en ghetto, gemmer sig nu bag citater og skærmer sig hinsides andres meninger. For journalisten er ikke uddannet til at skrive og tænke selv, jonglere med ironi og skrøner, være opfindsom og fri. Og livet som journalistisk kontormand er en lektie i, at medierne kan så meget, men et hjemsted for klummens frie tanke er de aldrig.

Derfor evner de færreste journalister at skrive klummer. Kig selv efter. Ligner deres klummer ikke en endeløs fremvisning af lysbilleder fra en charterferie, vi ikke selv har deltaget i? Eller en taler, der på et radikalt landsmøde opfordrer til, at vi nu farer forsigtigt frem med besindighed?

IV.
Nej, lad forfattere og digtere om at skrive klummer. Når samfundet er lige så pænt og friseret som journalisternes klummer, bliver digterne den sidste chance. Hvad har vi dem ellers til, hvis ikke til at gøre vrøvl?

For det er, hvad klummen skal: skabe ballade. Og det er, hvad digteren skal: konstruere bomber. Sammen skal klummen og digteren sætte ild til kontoret. Og hvis de ikke magter det, så magter ingen det, og fortsat er vi fordømt til et liv i stilhed og pænhed.