Som øretæver på fluepapir

Sissel Bergfjord læser sig begejstret gennem en af Christina Hagens noveller fra bogen Sexdronning. Novellen handler om en gammel sur lebbe – det er både morsom og hård læsning, der i al sin politiske ukorrekthed har en befriende effekt.

Af Sissel Bergfjord, forfatter

På forsiden af Christina Hagens novellesamling Sexdronning poserer en kvinde siddende overskrævs oven i en nusset dyne på et hotelværelse af den billigere slags.

Hun poserer vel at mærke, men er samtidigt selv fotografen, idet vi må antage, at hun tager et billede af sig selv ind i et spejl. Hendes hoved dækkes af kameraet, der ligner et billigt engangskamera af den slags, man kan købe i Føtex eller i en forretning med badeudstyr og solcreme på Mallorca.

Oven på fotografiet er der tegnet en sjusket skydeskive, hvis midte rammer lige under kvindens højre bryst. Fotografiet er kornet som et gammelt 70’er-feriebillede og hen over ansigtet er bogens titel: SEXDRONNING trykt i selvfede guldbogstaver.

Afsky ved kvindekroppen
Uden at være skåret ud i pap, hænger bogens forside meget godt sammen med novellen og bogens temaer. I novellen Cecilie er det hovedpersonen: Cecilies kæreste, en lesbisk psykolog, der skyder med skarpt og i virkeligheden rammer og affotograferer sig selv for hvert skud, ligesom personen på forsiden af bogen.

Psykologen er lesbisk, men hun hader kvindekroppens mange fejl og mangler, lige undtagen Cecilies og helt unge kvinders kroppe – psykologens tanker er ligefrem en flirten med pædofili. For alt hvad psykologen afskyr ved kvindekroppen, afskyr hun åbenlyst ved sig selv. Som da hun beskriver sin egen kontorrøv, der ikke er blevet luftet, men derimod er blevet fladtrykt og indelukket af for mange skrivebordsstole på lumre kontorer.

Psykologen holder Cecilie fast i et økonomisk afhængighedsforhold, som var hun en utæmmet hoppe eller en særlig blomst, der er blevet kultiveret i et glasbur. I novellen følger vi forholdets sidste krampetrækninger, som munder ud i, at psykologen forgriber sig seksuelt på Cecilie med en champagneflaske. Det er voldsomt og brutalt, og sproget er ligeså voldsomt og nådesløst, men også virkelig morsomt.

Befriende morsom læsning
Hos Hagen gør netop humoren, overdrivelserne og den sårbarhed og afmægtighed, som møder læseren mellem linjerne, at det bliver befriende morsom læsning.

For ellers synes der ikke at være meget frihed i den verden, psykologen og hendes kæreste lever i. Ikke andet end friheden til at tænke præcis lige så politisk ukorrekt og selvafslørende og fordomsfuldt som man vil. Der synes ikke at være et ”sandt” øjeblik, intet uspoleret som endnu ikke er fuldstændigt polstret til af diverse mode og kulturprodukter, personligt mindreværd, sex og væmmelse, manipulation og kontrol.

Hagens bog er gennemført skrevet i den henseende, sprogligt og tematisk. For samtidigt med at psykologen skyder skarpt på sig selv, så kan man også se denne svada af foragt for kvindekønnet i en kulturkritisk sammenhæng.

Psykologen foragter alt det uperfekte ved kvindekroppen, og kroppens forfald og alderdommen i det hele taget. Hun dyrker reklamernes skønhedsidealer. Hun ligger under for det samme manglende selvværd, som vi kan se i vores kultur og som fx kommer til udtryk, når alt for mange – selv unge mennesker – føler lede ved deres egen krop og ved andres.

Pulserende og vildt sprog
Psykologen er væsentlig ældre end Cecilie. Afstanden mellem dem begynder at vokse efter en ferie til Grækenland, hvor Cecilie – på psykologens opfordring – dyrker sex med en bartender, mens psykologen selv ser på. Og psykologens væmmelse over sig selv og sit eget køn flyder over sit bæger i en flere sider lang sproglig- og kliché-voluminøs svada, som jeg synes er en af novellens mest fascinerende sproglige bedrifter, her et mindre uddrag:

Jeg får kvalme af spidse knæ på damer, der cykler meget og som tror, det er frækt at være i form og se ud, som om nogen har gemt en T-bone-steak i deres lægmuskel. Og røde knopper efter barbering i intimområdet, der ligner skoldkopper og rabies og fnat og svamp og fluesvamp og de der små knopper, der sidder bag på egeblade og huser små larver.

Hvor er det også befriende at læse om individer, der tilhører diskriminerede minoriteter, som samtidigt har været svøbt i den uskrevne lov om politisk korrekthed, og her bliver skildret på denne måde. Samtidigt er sproget pulserende og vildt, opremsende den ene tillægsordsbefængte fordomsfuldhed efter den anden.

Sagt på en anden måde, hvor er det befriende at læse om en sur gammel, manipulerende, ulykkelig og sadistisk lebbe! Det er hårdt og trist og hylende sjovt, lige som det er sjovt at høre om Ole og Pia der er medlem af Dansk Camping Union (titlen på en anden af bogens noveller).

Det politisk ukorrekte bliver udstillet i en kulørt gavebod af klichéer, fordomme, seksuelle perversioner og præferencer, og måder som mennesker manipulerer og kontrollerer hinanden på. De manipulerer hinanden af ren adspredelsestrang og kedsomhed, af frygt eller måske for at undgå at komme i nærheden af noget, der bare kunne ligne afmægtighed.

”Gamle damer forneden”
Den gamle halvfede lebbe i novellen Cecilie skyder som sagt konstant på sig selv i sine kyniske udredninger om det køn, hun selv repræsenterer. Der er tale om et smukt litterært tilrettelagt selvmord. Sproget er vulgært og samtidigt tilhører det en kvinde, der kalder en fisse for ”gamle damer forneden” når hun skal omkring det ømme navneord over for sin kæreste.

Det er kropsforskrækkelse af mest beskæmmende kaliber. Psykologen går heller ikke selv fri, men hun gennemskuer måske alligevel de klichéer, der omgiver hende, og som hun selv er indlemmet i: Tjeneren der lever op til stereotypen græsk tyr, den behagesyge, irriterende sekretær, de selvmedlidende klienter og Cecilie, der ikke har nosser til at slå op, men som psykologen selv skal hive en ”tilståelse” ud af. Samtidigt bliver der indirekte skudt med skarpt mod den kultur, der yngler sådan nogle klichéer.

Mennesker med buler og pletter
For til syvende og sidst er Hagens karakterer afmægtige. De er mennesker med buler og pletter og skrammer og klæbrige sår, mennesker, i det hele taget.

De har en skydeskive hængende på maven og et engangskamera hængende om halsen og lige meget hvor meget de trykker på udløserknappen, kan billederne ikke undgå at afspejle dem selv, nøgne og sårbare og knap så interessante, som de står foran spejlet på et billigt hotelværelse, i soveværelset, på jobbet. Det er det greb, som gør, at Hagens skrift stort set aldrig bliver ensidigt, selvom den benytter sig af overfladiske klichéer og flade former, hvor alting normalt ville glide af.

Hagens sprog er som øretæver på fluepapir.

Vi bliver ramt i vores forfængelighed, vores afmagt, fordomsfuldhed eller desperation, og måden vi tackler en sådan på. Vores kultur, som er hele fundamentet for, at klichéerne lever sødt og roligt videre, får sig også et gok i nøden med egne våben. Nogen vil måske føles sig (fra)stødt, men jeg synes, at det er et befriende pletskud af en novelle, af en bog i det hele taget.

Christina Hagen
Er født i 1980. Hun debuterede i 2008 med novellesamlingen Sexdronning på Gyldendal. Hendes anden bog, romanen 71 breve til M, er netop udkommet.

Du kan senere læse en anmeldelse af Christina Hagens nye roman på sentura.dk. Læs også en novelle fra Sexdronning.