Petter Putter – en kommende sællert

Forfatteren Mette Rosenkrantz Holst skulle på ferie og gik på jagt efter en identificerbar, nutidig og underholdende roman – med andre ord: En bestseller. Hun fandt én, der viste sig at være fantastisk selskab, men fandt også en småhånlig bibliotekar. Nu undrer hun sig over opfattelsen af bestsellergenren.

Af Mette Rosenkrantz Holst, forfatter

Det lader til at drømmen om at skrive bestselleren stortrives. Flere og flere drømmer om at skrive bogen, der sprøjter ud i oplagstal og indkasserer millionsummer.

Forfattere, journalister, musikere, psykoterapeuter, tandlæger og bedemænd. Alle er gået ind i kampen om at skrive den næste verdensomspændende bestseller – ja, selv 52-årige Gerhard fra Bremen, som jeg for nylig mødte på en ferie til Seychellerne, drømmer om det.

Han fortalte mig om sin alle tiders idé til en roman i seks bind om en lille tysk dreng, Petter Putter, der med et ar i nakken kommer på et slotslignende skoleophold og spiller curling med magiske sten.

Gerhard overvejede faktisk at tage orlov fra sin stilling som revisor i et tysk firma, der producerede tøj i store størrelser, for at gøre sin idé til virkelighed. Han havde nemlig været ret god til at skrive stil i skolen. ”Hvor svært kan det være”, spurgte han, og så skålede vi i skummende øl, og jeg ønskede ham af hele mit hjerte held og lykke.

Kan talent og bestsellere hænge sammen?
Gerhard er langt fra den eneste, der drømmer om at skrive en bestseller. Etablerede forfatterne gider ikke længere nøjes med rosende anmeldelser, halvudsolgte førsteoplag og foredrag for aldrende sypigeklubber på landets fjerneste egnsbiblioteker.

Selv disse forfattere er nu villige til at afvige fra deres højt besvungne pen – for at skrive en omgang lort, som man betegner bestsellere, for derefter katjov… at indkassere millionerne. ”Hvor svært kan det være”, siger man med et skælmsk blik i øjet og et bittert drag på piben.

Som jeg kan forstå på debatten, er en bestseller per definition håndværk, men kunst bliver det aldrig. En bestseller hænger aldrig sammen med forfatterens talent eller evne for at skrive, og i endnu mindre grad læsernes evne til at skelne mellem kvalitet og det modsatte. Snarere tværtimod.

Men hvad der tilsyneladende forarger endnu mere, er de, som står bag bestsellerne – de store forlags marketingsbudgetter, der spærrer vejen for mere lødige værkers vej til bestsellerlisten. Mod medierne, der hellere vil svælge i kendtes skrifter om deres mange, spændende teser om, hvordan man bør leve sit liv. Mod boghandlernes prioriteringer i udstillingsvinduerne – mod bibliotekernes. Men allermest mod forfatterne, som man ud fra debatten, skulle tro kun har skrevet deres bøger for netop at genere dem, der kan skrive.

På jagt efter ferielitteratur
Kort før jeg skulle rejse på ferie, var jeg træt af debatten om bestsellere. Jeg ville hellere læse én. Hvem kunne anbefale en at tage med på ferie? Alene af sted i fjorten dage trængte jeg til godt og underholdende selskab.

Alle vred deres hjerner, de kunne ikke lige komme i tanke om nogen – bortset fra Stig Larsson, selvom de ikke havde læst nogle af hans bøger. Krimier har altid kedet mig.

Så jeg spurgte i stedet en bibliotekar med gule læber om assistance. Fik anbefalet et bjerg af smalle bøger, der alle havde temaet deprimerede væseners følelsesmæssige kamp mod livet i alle dets afskygninger.
– Nej, undskyldte jeg mig, jeg havde tænkt mig noget mere oplivende, klogt, spændende – identificerbart, nutidigt – læsbart og underholdende. – En bestseller, ydmygede jeg mig til sidst til at sige.

Hun så på mig med et blik af nedladende afsky og meddelte, at alt inden for denne genre var udlånt i mange år frem, og så forsvandt hun i en indigneret støvsky.

Grin på badehåndklædet
Jeg endte med en debutroman, Et spørgsmål om mirakler af den amerikanske forfatter Brian Strause, som jeg tilfældigt fandt på en hylde. Jeg slog op på første side og blev nysgerrig. Jeg endte med at rejse med ham på ferie. Det fortrød jeg ikke. Han havde noget på hjertet og forstod at fortælle mig det. Jeg følte mig i godt selskab.

Jeg vred mig på badehåndklædet af grin over hans sarkasme, jeg reflekterede over mit eget liv – og følte mig meget klogere, da jeg var færdig med ”ham”. Ja, jeg var faktisk vemodig, da jeg lagde ham ned i kufferten igen. Jeg savnede ham. Han havde givet mig så meget af sig selv, følte jeg. Næsten som en ferieflirt.

Skru op for blusset
Siden har jeg anbefalet Et spørgsmål om mirakler til alle og enhver, selv til Gerhard, der endte med at emme af begejstring, da jeg på mit skoletysk fortalte ham om bogen. Han noterede sig nøje navn og titel og ville undersøge oplagstallet, straks han var kommet hjem til Bremen.

Jeg har nu forsøgt at google anmeldelser af bogen på dansk, men der findes ingen. Jeg havde heller ikke held med at købe et eksemplar af bogen til min private boghylde. Oplaget er desværre udsolgt fra det danske forlag. Jeg ender nok med at anskaffe mig den på originalsproget.

Indtil da vil jeg glæde mig til at læse Gerhards Petter Putter, når den udkommer på dansk. Jeg har lige fået en sms fra ham, han er allerede godt i gang med side 32.

Så til alle jer med bestsellerambitionerne, både forfattere og bedemænd, skru op for blusset. I har fået en skarp konkurrent fra Bremen.

NB! Mette Rosenkrantz Holsts klumme er ikke skrevet med tanke på Robert Zola Christensens klumme The bestseller manifesto, som tog fat på nogen af de samme ting. Emnet har blot optaget begge forfattere. Læs mere om bestsellerforfatteren Brian Strause på hans egen hjemmeside eller hos hans danske forlag Bazar.