mandag den 16. februar 2009

De gule sider

Peter Laugesen har været i Damaskus, hvor han har undersøgt den vuggende arabiske poesi. Tag med en tur på det flyvende tæppe af litteratur, religion og indtryk, som han vævede i løbet af én uge med sin Parker 51 på gult, linjeret papir.

Af Peter Laugesen, forfatter

November 2008 tilbragte vi i Damaskus. Jeg fortsatte mit arbejde fra sidst, at undersøge rytmerne og de betydninger, der sejler eller rider på dem i den klassiske arabiske poesi.

Jeg skrev i forskellige strømme, floder eller sæt. Håndskrevet i arabisk notesbog, håndskrevet på tykt, gult, linjeret papir i blok, håndskrevet på meget tyndt og fint papir, gennemsigtigt papir i enkeltark.

Damaskus er hovedstad i Syrien, der ligger lige midt i, hvad den netop afgåede amerikanske regering kaldte ”Ondskabens Akse”. Det viser sig bl.a. ved, at digitaliseringen og den forud herfor gående, totalt gennemgribende ensretning af alt, fra motorveje til agurker, endnu ikke er slået igennem. Uden for den digitaliserede verden findes papir, konvolutter og den slags stadig i farver og formater, i store indbundne bøger med kolonner til gammeldags regnskaber, som man kan købe af tandløse mænd i butikker, der nærmest bare er huller i muren. Man kan købe ting, vi også tidligere kendte på vores breddegrader, men som nu er forsvundet her, ligesom storken og engblommen.

Den følgende tekst er en nogenlunde direkte gengivelse af, hvad jeg skrev i november på gult, linieret papir. Skriveredskabet er en gammel Parker 51, blækket er sort Quink.

Første dag
En fattig, desperat mand med en beskidt bandage om den ene hånd og det nederste af armen fortæller, at han er bokser og har bokset i København mod en fra IK 99. Han sælger som en hel del andre ægte damask i Hamadya. Det er en tidlig aften eller sen eftermiddag, hvor mørket falder drastisk ned over minaretens brølen. Eksperter samlet til konference på Det Danske Institut synes enige om, at det nu er religionen, Islam, mere end det er familien, der danner netværk for de udrejsende i den arabiske diaspora. Det er noget, antropologerne måske burde fortælle os alle sammen og ikke bare hinanden.

Anden dag
Quasidaen er den klassiske arabiske poesis betydeligste gestalt. Den går tilbage til længe før Profeten, og den skrives stadig. Det er et digt i op til hundrede verslinjer, som rimer to og to og nyt hver gang. Arabisk er et sprog så rigt på rim, at der ikke er noget større problem i det. Handlingen er, at et sted forlades, en hjemstavn, en opvækst og barndom, en ungdomsforelskelse overlades til den nøgne, rå tids hærgen. Derpå følger rejsen gennem ørkenen med dens prøvelser indtil stammens hus kan genoprettes et nyt og fremmed sted, der i næste quasida så kan forlades og blive dækket af tidens sandstorm.

Stammens hus er også poesiens hus, eftersom digterne var fælles med hinanden og dem, der lyttede, om deres eget særlige sprog, og dette fællesskab gav digterne poetisk tilladelse til, enten selv eller gennem deres ”rawi”, oplæsere, frit at improvisere over både deres egne og andres digte inden for den givne, skønt dog ind imellem (man kender dem jo) hidsigt diskuterede storform. De legede med hinandens rytmiske mønstre og de dertil bundne ideer.

Man genkender noget lignende i en af den moderne, vestlige kulturs tilsvarende storformer, den såkaldte ”western”. Menneskers farlige rejse fra glemte hjem i tiden gennem farefulde ørkener til oprejsning af landsby eller metropolis og erkendelsen af, at skæbnens kameler nu engang tramper gennem natten, og at hjemmet ligger bagude eller forude. Minderne sander til, og det er aldrig her.

Tredje dag
Gadedrenge, ingen piger, i de lange basargader, beskidte og magre, en enkelt med en slatten fodbold, der synes at være, som den var for os, da vi var i den alder for længe siden, et trofæ, en skat, en triumf. Så hurtigt tidens tomme gespenst dog raslende marcherer forbi de små slagtere, der sidder stille hele dagen foran deres butikker, hvor de har majet fårekranier ud i det fineste skrud, og de andre butikker, hvor det stiveste puds til mennesker i alle aldre hænger på væggene, mens alt i et kort øjeblik mellem dag og nat sælges til alle, og klokken er omkring middag på den amerikanske østkyst på den dag, hvor det mægtige land, der for nylig igen demonstrerede sin korøgterforagt for menneskene i den lange gade, sælgerne, køberne og driverterne, gadedrengene med deres slatne bold, måske vælger sin første sorte præsident.

Fjerde dag
Intet nyt vil ske her, hverken med de tandløse symaskineoperatører under den nedbrudte bro ved Fæstningen, hvor den lille dreng sover med sin rustne, beskidte badevægt, og stiller jeg mig op på den, vågner han, strækker næverne frem og siger MONEY, eller hjemme hos præsidenten, der måske en gang imellem skulle gå sig en tur i sin hovedstads gader og se håbet spire frem gennem skrald, skidt og forfald. I den samme gade kan der være en afstand på 800 år mellem den ene og den anden, og intet nyt vil ske, før kvinderne bliver rullet ud af deres sorte sække og sat frit syngende alle vegne. Intet vil ske med de snavsede gader, som allerede Delacroix så dem, med drømmene og krigene, med borgene i ørkenen eller den skaldede fyrste på vej gennem ørkenen mod Bagdad med sine skaldede mænd i den brændende sol med deres slidte kameler.

Femte dag
Radjaz er en verseform, og en verseform er en bevægelse, et forløb, en række trækninger i sproget. På en eller anden måde, et eller andet sted i tiden, har den vist sig eller dannet sig som brugbar. I praksis, fordi en digter har leget med sproget, eller øvet sig.

Hvis ”–” = trykstærk eller lang lyd og ”u” = tryksvag eller kort, ser en radjaz sådan her ud: – u – –.

Verset anvendes (dum da dum dum) til vuggesange og krigsråb. Bevægelsen i det, trækningerne, er dem, man finder i en kamels røv, når den tænker på at rejse sig op. TÆNKER PÅ vel at mærke. Så konkrete er de arabiske digtere.

Ens forfædres triste sange og deres anråbelser af tilfældige mønstre og løse tråde i tidernes forvirrede tæppe er altid gode at få svip af. Vi er måske ikke så mange på lige det tæppe, men det flyver. Også selv om heller ingen af de burnusklædte mænd og deres formummede kvinder aner det fjerneste om den slags eller overhovedet interesserer sig bare helt perifert for noget i den retning. Hvad så, vi har klaret os med mindre end verdensberømmelse indtil nu, og der er stadig en del af de gamle, der har overlevet øjeblikkets glemsel. De stikker op af ørkenens vandrende sand.

Sjette dag
Hvad så om den lang kæde af mere eller mindre tvivlsomme vidner gennem mange generationer når tilbage til en eller anden, der med egne ører og øjne har set eller hørt Profeten sige eller gøre dit eller dat? Hvordan skulle det kunne bestemme, hvad nogen skal eller må sige og gøre i dag? Islam er måske nok gådefuld, men også idiotisk i sin påstand: At det ene og det andet ER sådan og sådan, FORDI Profeten sagde, at sådan VAR det. Hvorfor kaste ansvaret fra sig over på en anden, der VED BEDRE? Sådan er det på den anden side i det hele taget med både Islam og de to andre enguderier. På det punkt er de fundamentalt enige.

Syvende dag
I dag fylder Claude Lévi-Strauss 100 og i eftermiddag får F.P. Jac Det Danske Akademis Store Pris.

Ingen kommentarer: