Menneskehedens nekrolog

Mikkel Fossmo har dystre syner om en verden, der ikke længere er til for menneskene. Læs teksten, hvis du tør.

Af Mikkel Fossmo, forfatter

Angsten lungepiber gennem mig. Luften smager forkert, den prikker i slimhinderne. Den giver ikke fylde, men rasper som en fil ned gennem min krop. Jeg rækker en hånd op for at plukke en blomst af ranken, og giften drypper fra stilken.

Kontinentet skælver, når skoven ryddes af de store maskiner, der i kolonner bevæger sig frem. Kan nogen høre, om et træ falder i skoven? Vi mærker det under fødderne, træerne styrter, og fuglereder og aber flagrer mod jorden. Kolonnerne arbejder sig frem og skaber ørken, hvor der før var regnskov.

Giftsprederne kører ud over verdens marker. Regnbuens farver glitrer i giftskyernes dråber, der driver ind over mennesker og dyr. Giften bevæger sig ned gennem jorden og ophobes i grundvandet. Frøerne fødes med to hoveder, menneskene arbejder sammenbidt på at ødelægge deres egen forplantningsevne. Alt, hvad der lever, skal rammes af gift. Planternes grønne blod skal farves gult af edder, ormene krymper i jorden og deres lig ædes af fuglene, der styrter til jorden med lammede vinger.

Byerne er besat af vores maskiner, der har fortrængt os. I storbyerne holder blikdåser side om side uden at kunne komme frem. Hver af dem har fanget et menneske, der sidder indespærret og knuger fortabt om rattet. Bilernes tarmluft dunster ud og lægger sig i dyner over gaderne. I tusinder af år byggede vi byer for menneskene, nu overlader vi byen til bilerne. Hvor torvene engang bød sig til for de levende, står nu vores robotter side om side fra mur til mur. Enkelte vidskræmte mennesker prøver at bevæge sig frem mellem bilerne, men før eller senere bliver de pløjet ned i asfalten.

Olien skvulper ind over mangroverødderne i Louisiana. Olien er sammenpresset dinosauruslort. Det tog tre hundrede millioner år at danne lagene af olie. På hundrede år har vi brændt det hele af. Det vil tage tre hundrede millioner år mere at danne olie af os og de dyr og planter, vi endnu har ladet leve.

I det gamle Rom havde man damme med muræner. Opsætsige slaver blev skubbet ned til murænerne, der som piranhaer flænsede dem med deres skarpe tænder og åd dem. Vores murænedamme er fulde af sælsomme rovfisk, spekulanter og aktionærer. Kom med mig ud til dammen og se på dem, kan du se den store der med det skællede hoved, det er en hedge fund.

Vi kaster os selv og alt, hvad vi ejer, for murænerne. For enhver pris må vi formilde dem. Nu knurrer spekulanterne igen. Tag vores skoler og sygehuse, tag vores liv og velfærd og pak det hele pænt ind med bånd og sløjfer om. Bankpakker, børspakker. Smid så pakkerne ud til fiskene. Haps, siger de, dér åd de din fremtid. Vi bliver stående og lytter efter, om de nu også smasker tilfreds. Den store hedge fund bøvser, slår et slag med sin skællede hale, spærrer atter gabet op og stirrer på os med sine gule øjne. Den vil have mere.

Murerne og tømrerne er sendt hjem til arbejdsløshed. I deres sted importeres kolonnearbejdere, der står i forknytte grupper ude i regnvejr og spiser deres medbragte mad. Skurvogne er der ikke råd til, når murænerne skal have det hele. Underbetalte piger sidder bøjet over samlebåndene i Shenzhen. Bliver de trængende, må de tisse i en spand under bordet. Der er ikke tid til mennesker, når murænerne er sultne.

Undervisningen er erstattet med indlæring i, hvordan man bedst fodrer muræner. Den skal overstås i et jafs, så man kan komme ud i erhvervslivet og samle brødkrummer til de sultne fisk. Når du bliver gammel og udslidt, skal du slæbe dig videre, til du dør med armene strakt frem mod murænedammen, og dine sidste krummer kan trille ned i de sultne gab.

Verden er ikke længere til for menneskene. Verden er til for robotter og rovfisk.

Men robotterne ruster i syreregnen, rovfiskene dør, når deres ofre bukker under. Giften driver hen over dem alle, der er ingen steder at flygte hen.

Der er ingen til at skrive vores nekrolog, så vi må gøre det selv. Afdøde homo sapiens blev 200.000 år. Han/hun viste tidligt rige evner. Mennesket kendte til glæde og kærlighed. Menneskeånden skabte rigdom og lykke. Menneskene frembragte Mozart og Einstein, de havde mulighed for at skabe en verden, hvor alle kunne trives. De dyrkede blomster og spillede på fløjte. De byggede huse og bagte brød. De knyttede venskaber og satte børn i verden.

Men dumheden og grådigheden sad for dybt i dem. De erstattede troen på menneskenes fællesskab og samhørigheden med alt levende omkring sig med alles kamp mod alle og uhæmmet forbrug. De underkastede sig frivilligt pengenes tyranni, de lod sig kaste for murænerne.

Afdøde har som de gamle faraoner taget dyr og planter i hobetal med sig i graven. Homo sapiens efterlader sig nogle myrer og rotter på en hærget klode.