Livstegn fra en uddøende kolos

Sidsel Bergfjord tager den gammeldags skrivemaskine i forsvar. Det er glæden ved det taktile, ved lyd, stoflighed og bevægelse – og så blev den vejen til hendes debutroman.

Af Sissel Bergfjord, forfatter

Jeg har fået lyst til et stille forsvar for en uddøende kolos; skrivemaskinen.

Det er nemt at forholde sig til, at det var en kende mere besværligt at redigere sin tekst dengang, man kun havde skrivemaskine og slettelak. Men skrivemaskinen har for mig stadig en berettigelse og en kær plads i mit forfatterhjerte, og det har ikke alene noget med romantik at gøre.

Måske, og selvfølgelig med lidt overdrivelse – havde jeg aldrig fået skrevet min debutroman Min morfars stemme, havde det ikke været for en gammel en af slagsen, hvis farvebånd var næsten opbrugt og krøllede efter hver femte sætning – men alligevel…

Jeg begyndte min roman med en række beskrivelser af det sted, jeg befandt mig på, et sommerhus i Sydnorge. Jeg havde godt nok taget min bærbare computer med, men den eneste energikilde var et solenergianlæg, der trak på et meget gammelt bilbatteri i et af køkkenskabene. Desværre kunne den hverken trække min computer eller en opladning af mit computerbatteri.

Jeg sad ude i skoven, jeg havde ikke andre muligheder end at skrive i hånden. Men så fandt jeg en tudsegammel skrivemaskine i et hjørneskab. Den har stået der altid, men jeg havde aldrig lagt mærke til den, eller jo, et eller andet sted i mit baghoved var der noget, der fik mig til at gå direkte hen og flå hjørneskabet op, da jeg havde opgivet den bærbare. Mine venner var lige taget hjem, og jeg havde nogle dage alene og var i gang med at indkredse, hvad jeg skulle skrive om. Det eneste, jeg vidste, var, at det skulle tage udgangspunkt i dele af min morfars liv – og skrivemaskinen måtte altså enten have tilhørt ham eller min mormor.

Jeg har aldrig skrevet så meget brugbar tekst på så kort tid, mange sider hver dag, jeg hamrede løs på tastaturet, og når vejret var rigtig godt, sad jeg ude i solen i badetøj og blev ikke generet af lyset, som man gør, når man sidder i solen med en tændt skærm. Når det blev for varmt, hoppede jeg en tur i vandet og fortsatte så bagefter med at skrive.

Det fungerede så godt, at jeg året efter tog op i hytten med to pakker nye farvebånd for at færdiggøre kladden til romanen, som i mellemtiden var vokset og selvfølgelig var blevet skrevet ind på pc. Her vil jeg gerne understrege, hvad skrivemaskinen er virkelig god til: nemlig at skrive kladdetekst.

Problemet med en tekst på pc er, at den hurtigt kan komme til at se ”færdig” ud, uden at være det. Margin er rettet ind, der er lavet afsnit og linje-indryk, det hele ligner teksten i en færdig bog. Selvfølgelig kan man printe sådan en tekst ud – det gør jeg jo selv i praksis – og så skrive den om igen, men…

Jeg synes personligt, at der er forskel på kladder: En kladde skrevet på maskine, med slåfejl og håndskrevne noter i siderne er en fantastisk ting at sætte sig foran en pc med. For mig var det som om hver sætning i kladden affødte en ny halv sides tekst, ting blev uddybet og førte til nye refleksioner og passager. Det kan selvfølgelig også ske med en pc, jeg har blot ikke oplevet det i samme grad. Man kunne sige, at en kladde på en skrivemaskine er som undermalingen på et maleri. Først maler man motivet op i en farve for så at male videre, dække alt det man har malet og rette til og måske tilføje nyt.

Ud over denne oplevelse er der selvfølgelig det, at man får lov til at side og larme. Det kan høres, at man skriver, det er musik (som en pladespillers knitren), det giver en følelse af, at man bevæger sig. Jeg kan mærke, når der er flow, og min tasten går så hurtigt, at det at skifte linje manuelt næsten er en opbremsning. At skrive på maskine er også glæden ved det taktile, ved lyd, stoflighed og bevægelse.

Skrivemaskinen i Norge producerede også poesi på sin egen facon. Da jeg vendte et af mine skrevne ark, så jeg, at maskinen havde lavet hul i papiret, hver gang jeg havde sat et punktum. Når jeg holdt papiret op i luften, skinnede lyset gennem alle hullerne (som dyrs øjne i mørket, som kighuller, som en stjernehimmel.) En smuk lille detalje udsprunget af en defekt.

Det er også spændende at skrive digte eller mindre tekster på en skrivemaskine: Jeg kan se digtet stå, som det eventuelt ville komme til at stå, uden pc’ens illusion om, at det er færdigt. Jeg kan lege med opsætningen og lægge papirerne ved siden af hinanden uden at have haft adgang til en printer.

Og ud over fordelen ved at skrive kladde på en skrivemaskine, så synes jeg, at det er betryggende at have en skrivemaskine stående derhjemme, det er en god reserve, hvis der kommer strømsvigt. Hvis jeg blot har tændstikker og stearinlys ved hånden. Jeg behøver heller ikke være bange for at spilde lidt kaffe ned i den, jeg har endnu ikke prøvet det, men jeg tror nu nok, at den kan overleve lidt af hvert, den har i hvert fald en markant længere levetid end en computer.

Når jeg sidder med skrivemaskinen, gerne på et afsides sted, så er det også en fordel, at jeg ikke hele tiden bliver fristet til at tjekke mails, gå på facebook eller læse mit månedshoroskop, fordi jeg tror, jeg keder mig, eller fordi noget i teksten er begyndt at blive krævende. Begrænsninger kan føre mange positive ting med sig.

Hermed ikke sagt at overspringshandlinger ikke kan være frugtbare for skriveprocessen, men overspringshandlinger, der indebærer, at man bevæger kroppen, synes jeg klart, er at foretrække: opvask, åbner en dør ud til en have, hvis man er så heldig, sætte en plade eller cd på, pille i et stykke bark, rense negle, hælde vand i hovedet, stå på hænder, bage boller, stå på tæer og kigge over på naboen, der laver gymnastik på stuegulvet, strække sig og høre P1.

Jeg ved ikke, hvor mange forfattere i dag, i min generation, der benytter sig af en skrivemaskine, og jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har et sådant forhold til den, men hermed i hvert fald en opfordring til alle de forfattere, der har lyst til at have en skrivemaskine stående i deres litterære baghave.