Hvornår er man forfatter?

Forfattertitlen er rummelig og ikke altid nem at håndtere. Peter H. Olesen har i mange år bevæget sig om den varme grød og foretrukket at kalde sig alt muligt andet. Lige på nær den gang, hvor han mødte en af sine forfatterhelte og af vanvare kom til at præsentere sig selv som forfatter.

Af Peter H. Olesen, forfatter

Hvad er en forfatter? Hvornår er man forfatter, hvad ligger i titlen? Det er et af de spørgsmål, jeg går og tumler med i øjeblikket – i stedet for at få skrevet min anden roman.

Jeg kan godt lide titler, men titler kan også være problematiske. Jeg har haft mange jobs og derfor mange titler, visse jobs var o.k., andre uudholdelige. Her er nogle af de gode titler, jeg har haft gennem tiden: postbud, kustode, sangskriver, kunsthandler. Andre jobs var mindst lige så agtværdige eller i hvert fald vigtige jobfunktioner, men titlerne klang knap så godt, fx klassikeren blandt unge mennesker på vej en andet sted hen i livet: pædagogmedhjælper.

At kalde sig for forfatter er nemt, Det er ikke en beskyttet stillingsbetegnelse. Det er nok et erhverv, et fag, men vel også en livstidsstilling. Kan man forestille sig en forhenværende forfatter? En pensioneret poet? Digter emeritus?

Der findes folk uddannet fra Forfatterskolen, som ikke har udgivet en bog. Er de forfattere? Der findes folk, som i kraft af deres fag – forskere, lærere etc. – har udgivet en bog, er de nu også forfattere? Der findes folk, der allerede i en ung alder bestemmer sig for, at de er forfattere og går omkring og siger det højt. Jan Sonnergaard udtalte således til et dagblad i det forgangne år noget i retning af: Jeg var forfatter, før jeg havde skrevet en bog.

Så er det at være forfatter en indstilling? Hvis man føler, man er forfatter, er man da forfatter? Hvis man skriver, er man da forfatter? Hvis man lever en forfatters liv, er man så forfatter? Er det Alvorlige Mig, der lægger for meget i titlen, eller er det omvendt en titel, der er blevet fuldstændig udvandet?

Jeg arbejder en del af min tid på et museum i provinsen. Her har jeg for nylig fået andre ansvarsområder, jeg er så at sige steget i graderne, og det er fint, arbejdstiden er godt nok længere, men lønnen er bedre, jobbet mere interessant og udfordrende – og bedst af alt er nok titlen: forvalter! Jeg synes, det er en god og komisk titel, det smager lidt af både Morten Korch (sagt på drævende sjæællaandsk: Der går ham forvalteren oppe fra Bakkegården), og så er det også lidt autoritært og bureaukratisk, på en sød, gammeldags måde. Jeg ser for mig noget med en kittel. Kort sagt, jeg synes selv, jeg har et mildt humoristisk forhold til denne nye titel.

Det gik imidlertid fuldstændig galt, da jeg i efteråret tog imod en gæst, som skulle komme og optræde til et kulturelt arrangement på museet. Han er forfatter, en digter jeg gennem en del år har læst med stor glæde, men aldrig tidligere har mødt. Vi præsenterede os for hinanden, han sagde sit navn og jeg mit, som man jo gør, og så fortsatte jeg: “Jeg er forfatter”. Jeg skyndte mig at rette fortalelsen ved at fortsætte min sætning: “– men det vigtige i denne sammenhæng er, at jeg er forvalter her på stedet!” Jeg ved ikke, om det var min benovelse over at møde denne gode, ældre forfatter, der gjorde, at jeg i det øjeblik havde taget den forkerte kasket på, men det var meget, meget pinligt for mig. Alene sætningen “Jeg er forfatter” er jo latterlig, men at stå der og sige til en af landets – efter min mening – mest originale forfattere, at man selv er forfatter, det er fandme pinligt! Som at møde Bob Dylan og straks belemre ham med, at man da også selv går og roder med at skrive lidt sange.

Nå, men for nu at begynde forfra: Hvornår er man forfatter? Når man har skrevet en bog? Når man har udgivet en bog? Når man har udgivet flere bøger? Når man føler sig som forfatter?

Min pointe er ikke, at alle efterhånden kan gå omkring og kalde sig forfattere, og at det også er for galt (det er det måske også, men det er ikke min agenda i denne omgang). Min pointe, i det omfang der overhovedet er nogen, er nærmere, at jeg selv omfatter betegnelsen med en vis om ikke ærefrygt, så dog ydmyghed.

Jeg debuterede i en sen alder som romanforfatter. Det var ikke noget, jeg havde forestillet mig skulle ske. Jeg havde ikke den famøse skrivebordsskuffe fyldt med kuldsejlede projekter og uudgivne forsøg. Jeg gik ikke slukøret omkring og følte mig overset. Det skete bare en dag. Jeg fik en idé til en roman, og så skrev jeg romanen. Nok havde jeg tidligere på et obskurt kunstnerdrevet forlag udgivet nogle bette bøger med digte og tekster, og jeg havde også gennem årene bidraget med digte og tekster i diverse tidsskrifter samt ikke mindst i gode kunstnervenners udstillingskataloger. Men alt dette betragtede jeg mest som en nebengesjæft, et uskyldigt sidespring.

Jeg havde i årevis været omgivet af forfattere. Mange af dem flinke og interessante mennesker, de fleste af dem også intelligente (og det er mere end, hvad man kan sige om gennemsnittet af danske rockmusikere). En del af disse både anerkendte og originale forfattere var stille, ydmyge mennesker. Andre bralrede fra første møde op om, at de var forfattere og fortalte, uden at man overhovedet havde spurgt, om de storslåede litterære projekter, de gik og planlagde. Hvor vovede de, tænkte jeg med en blanding af beundring og forfærdelse. Det korte af det lange er, at jeg kendte mange forfattere og befandt mig godt i deres selskab, men jeg følte nu aldrig, uanset hvor meget jeg selv arbejdede med sproget, at jeg var en af dem. Jeg havde det godt med at stå ovre i hjørnet eller ude i køkkenet og være rockmusiker, sangskriver, whatever, ham der altid blev pinlig og kom med – bevidst! – dumme spørgsmål og kommentarer. Jeg er fuldt ud klar over, at det var en infantil position. Men der var ofte spiritus involveret. Undskyld, alle.

Jeg bruger forfattertitlen, når det er praktisk. Hvis jeg søger penge hos en offentlig instans eller en privat fond, som har til formål at støtte forfattere, så har jeg ikke så mange kvababbelser med at kalde mig forfatter. Dem behøver jeg jo ikke at indvie i alle mine forbehold og tanker omkring forfattertitlen. Jeg bruger også forfattertitlen i mit cv, men det er ikke det, der står nævnt først. Når jeg møder et fremmed menneske – til en fest, på en bar eller til et møde – og vi falder i snak og kort skal fortælle hinanden lidt om hvem, og hvad vi er, og dertil når man jo altid og ofte tidligt i en konversation, så har jeg endnu ikke vænnet mig til at sige, at jeg er forfatter. Jeg føler lidt, det er at snyde på vægten. Jeg nævner højest i en bisætning, at jeg skriver, eller at jeg også har udgivet nogle små bøger. Det er ikke beskedenhed eller – værre endnu – falsk beskedenhed, det er bare sådan, jeg føler det.

Jeg har lavet musik i hele mit myndige, voksne liv, men det tog mig mere end 15 år at vænne mig til naturligt at betegne det som mit job. Jo, jeg kunne da godt finde på at sige, at jeg “lavede musik“, “spillede”, og af og til kom jeg også til at sige, at jeg var musiker, men så spurgte folk naturligt nok, hvilket instrument jeg spillede, og så måtte jeg indrømme, at jeg faktisk slet ikke spillede et instrument, at jeg var sanger, og at jeg i øvrigt ikke sang specielt godt (– og heller ikke gik op i det der med at synge teknisk godt).

En dag mente jeg så, at jeg endelig havde pondus nok til at sige, at jeg var tekstforfatter, men det gik også galt. Folk troede nu, at jeg arbejdede inden for reklamebranchen (og troede derfor fejlagtigt, at jeg fik en alt for høj og ufortjent løn). Jeg ændrede derfor hurtigt min stillingsbetegnelse til “sangskriver”, og det er en titel, jeg stadig bruger med tilfredshed. Sangskriver, det siger hverken for lidt eller for meget. Det er, hvad jeg er, og hvad jeg gør. Forfatter kan jeg altid blive.