onsdag den 14. oktober 2009

Giv os sproget tilbage

Mikkel Fossmo indleder som ny klummeskriver anden sæson af Senturaklummen. Han hylder litteraturens kor af forskellige stemmer og med sin egen blomsterpistol går han til kamp mod forlagsredaktører, der stækker sproget og vil med de unge kvindelige forfattere under dynen.

Af Mikkel Fossmo, forfatter

I Stadier på Livets Vej skriver Søren Kierkegaard, at dansk er et

sprog, der ikke uden udtryk for det store, det afgørende, det fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig forkærlighed for mellemtanken og bibegrebet og tillægsordet, en stemningens småsnakken, og overgangens nynnen og bøjningens inderlighed og den dulgte velværes forborgne frodighed; et sprog der forstår spøg nok så godt som alvor: et modersmål der fængsler sine børn med en lænke, som er let at bære – ja! Men tung at bryde.

Ligesom kærligheden til den udkårne voksede med afstanden i skoleårene, så den mest utilnærmelige stod i en stråleglans så blændende, at man måtte slå øjnene ned, således vokser kærligheden til sproget i det fremmede. Aldrig har det danske sprog rusket mig i hjerterødderne som en aften ved Orinocoflodens bred, hvor jeg pludselig stod ansigt til ansigt med Johannes V. Jensens myge aber små, der hoster mod nattens gru.

Her, hvor jeg er nu, i en by i Venezuela, gennemgløder kærligheden til modersmålet hvert sanseindtryk og hver tanke, jeg ejer, så jeg kun ønsker at give mig sproget i vold.

Jeg ved ikke længere, om jeg underkaster mig som en slave, der lykkelig lægger sprogets blomsterlænke om sin hals, eller om jeg med fældet lanse rider ud mod sprogets drage, vidende om at jeg vil blive fortæret af dens flammepust, men besat af en svulmende forventning om dog igennem selve kampen at kunne kaste en ildregn af drageskæl op i luften, så de lyser et øjeblik.

Jeg ved ikke, om det er kamp eller elskov eller begge dele, men kun at mit eneste formål er gennem strid og favntag at nå ind til det sprog, der er mit og kun mit. Jeg må fjerne alt, der har aflejret sig på mig gennem årene og finde frem til mit inderste mæle. Om det er smukt eller grimt, er mig ligegyldigt, blot det er autentisk. Det, det gælder om, er at betvinge sproget, så det føjer mig og udtrykker det, der bevæger sig i mig, lade det risle og strømme med mine pulsslag, lade det krybe og stejle, når jeg som domptør slår smæld med pisken.

Et lands litteratur er dette kor af forskellige stemmer, nogle hæse og raspende, andre med en sølvklang som sprøde cembalotoner eller fuldtonende og malmfulde. Men efterhånden har forlagsredaktørerne forgrebet sig på litteraturen og som gale gartnere prøvet at beskære alle vækster, så de bliver ens. I stedet for et blomsterflor skal vi se på pæne, men duftløse plasticblomster, stanset ud af samme form.

Det, der var kunst, bliver kunstigt. Skriver man prosa, kan man blive påtvunget krav om tempo og action, der er litteraturen uvedkommende. Ligesom Europas store og egensindige filminstruktører tvinges til at frembringe uselvstændige standardprodukter, når de bliver hentet til Hollywood, prøver mange forlag efter amerikansk mønster at skære litteraturen til, så den forvandles til salgbare, boglignende genstande.

Selv kan jeg ikke klage over mine forlagsredaktører, der er søde og forstående. Bliver vi uenige om et digt, enes vi om at fjerne det helt, og de digte, der bliver tilbage, er ikke formet og skåret til af andre, men hjemmegroede og sprunget knortede eller krumme ud af mit eget sind.

Men jeg har fra især unge kvindelige forfattere hørt rædselshistorier om redaktører, der vil krybe med ind under dynen. Redaktører, som vil give deres egne stækkede forfatterdrømme nye vinger gennem unge digtere.

Har digteren ikke indre styrke til at stå imod, kan hun blive voldtaget og tvunget til at føde et værk, der i alle træk bærer mindelser om den lede redaktør. Eller endnu værre: Hun kan frembringe et værk, der vel ikke er lydefrit, men dog, skeløjet og rynket som det måske er, er moderen evigt kær, fordi det er kød af hendes kød. Men når hun glad og undselig viser det frem på forlaget, kan redaktøren stjæle barnet fra vuggen og i dets sted lægge en skifting, der måske på afstand kan virke dukkeagtig smuk, men ved nærmere eftersyn afslører sig ved de lodrette pupiller, hårene på håndfladerne og færten af trold. Eller redaktøren kan ved sine kunster forvandle barnet i vuggen til en actionman af plastic klar til ved et tryk på en knap at springe op og kaste sig ud i spasmodisk handling.

Litterater og anmeldere prøver ligeledes at påtvinge forfatteren deres egne fordomme og begrænsninger, så en hel generation tvinges til at lalle i kor, mens skolemesteren slår takten med sin benede pegefinger.

Giv os Danmark tilbage, sang Natasja. Giv os sproget tilbage, siger jeg. Prøv ikke på at file vores stemmebånd til, så vi alle synger i samme tonehøjde. Der skal være plads til både sopran og bas og også til os, der måske ind imellem synger falsk eller frembringer skurrende mislyde, men lader hver tone komme fra hjertet.

Ingen kommentarer: