Hjerteblod og slettebånd

Mette Rosenkrantz Holst kan slet ikke forstå, hvordan forfattere kunne være forfattere, før pc’en blev opfundet. Efter flere kedelige skrive-oplevelser blev det først med it-teknologiens mange muligheder, hun selv nåede videre end til skrivebordsskuffen.

Af Mette Rosenkrantz Holst, forfatter

Da jeg blev konfirmand, forærede mine forældre mig en skrivemaskine. Jeg ville jo så gerne være forfatter. Jeg skrev da også lidt på den i nogle måneder, selvom jeg ikke har nogen erindringer om hvad. Jeg husker kun skævt papir, krøllet skrivemaskinebånd, der af en eller anden grund altid sad for løst, hvidt slettepapir, den huggende lyd, når en af tasterne på de lange arme satte sig fast, eller flere af dem gjorde det samtidigt – og ikke mindst, den friske klokke, når jeg rev i armen for linjeskift. Jeg opgav hurtigt at skrive på den. Jeg gad alligevel ikke være forfatter, når det skulle være så besværligt.

Nogle år senere kom min far hjem fra arbejde med en elektrisk skrivemaskine. Egentligt skulle den være smidt ud, men nu fik jeg den. En helt ny verden åbnede sig, da jeg satte stikket i kontakten. Den elektroniske lyd af tasterne, der uden problemer satte sit tydelige aftryk på papiret, det automatiske linjeskift, farvebånd, der løb noget hurtigere på meteren end på den manuelle – for ikke at nævne det fuldt integrerede slettebånd. Imens smøgerne glødede i askebægeret, og maskinen summede veloplagt, skrev jeg i løbet af en måned tyve sider af min første roman, men så gik maskinen i stykker, og dermed var det sidste punktum også sat for den.

Selvom jeg ikke siden havde skrevet, drømte jeg i halvfemserne igen om at skrive en roman. At teknologien nu gjorde den drøm realiserbar, var jeg imidlertid ret længe om at opdage. Jeg deltog kun modvilligt på kedsommelige edb-kurser, hvor jeg, åndet i nakken af min lærer, blev tvunget til at foregive, at jeg brændte for at lære at afkode de flimrende tal og symboler på den sorte skærm, indrammet i beige plast. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad jeg nogensinde skulle bruge sådan en til, og på grund af mine mange og lange rygepauser nægtede edb-læreren ved kursets afslutning da også at udlevere et pc-kørekort til mig.

Først i slutningen af halvfemserne overtalte min eksmand mig til at købe hans brugte pc. Han manglede penge og mente, at jeg manglede dannelse. Det lignede ikke noget at lade vores børn vokse op i et hjem uden computer. Da han med et par enkle tast, havde oprettet en blank side for at vise mig, at jeg også selv kunne drage fordel af den, så jeg forbløffet på ham – var det ligesom en skrivemaskine, bare meget smartere? Ja, nikkede han, og så skiftede 2000 kroner hænder.

Da jeg nu havde indset, at det var blevet ulig meget nemmere at skrive, tastede jeg lystigt derud af, jeg lærte at delete, rykke rundt på sætninger og kapitler, søge i teksten, skifte ord ud, etc. etc. Det gik så forrygende, at jeg slet ikke fattede, hvordan forfattere før i tiden havde kunnet undvære sådan en. Det, som havde taget dem årevis, tog nu kun mig to måneder. Desværre var der bare ingen forlag, der mente at min roman var på tilsvarende niveau.

I dag, hvor jeg skriver denne klumme, og rammer de forkerte taster, staver forkert, rykker rundt på ord og sætninger, sletter og starter forfra, er at jeg stadig ikke er i stand til at fatte, hvordan man før it-teknologien var i stand til at skrive en roman – endsige en enkelt klumme. Hvordan i helvede bar man sig ad?

Som alle, der har udgivet selv den mindste publikation, ved, skal den igennem et utal redigeringsfaser, før redaktøren er tilfreds og sender den i tryk. Hvad gjorde man dengang? Klippede klistrede man, når man rykkede rundt på sin tekst? Og hvad med redaktørens kommentarer – eller hvis man ombestemte sig, og hovedpersonen skulle have et andet efternavn, eller en anden hårfarve? Skrev man da et helt nyt manuskript?

Som jeg sidder her og bliver ved med at ramme forkert på de forbandede taster, og Caps Lock’en ryger på hver andet øjeblik, FORESTILLER JEG MIG, AT man før tiden MÅ HAVE VÆRET OMGIVET AF UOVERSKUELIGE BJERGE AF MASKINSKREVNE ARK PAPIRER, SLETTEBÅND, FARVEBÅND, LØSE TASTER. Et mareridt.

Og så igen. Måske skrev man dengang med mere hjerteblod end slettebånd. Måske gjorde man sig flere tanker og overvejelser, før man gjorde sig anstrengelsen at omsætte dem til en tekst. Måske trodsede man besværet, fordi man ikke kunne lade være? Måske var man bare mindre doven, end jeg er? Havde jeg skullet skrive denne her klumme på en klaprende skrivemaskine, var den i alt fald aldrig blevet skrevet. Jeg havde ikke orket at rulle papiret ned mellem det stramme gummibånd, kæmpet med et løst farvebånd og slettepapir, hver gang jeg tastede et bogstav forkert.

Men med en computer er det heldigvis blevet meget mindre besværligt at være klummeskribent – og forfatter. Ja, faktisk så nemt, at det ikke længere fordrer, at man behøver at have noget på hjerte – og måske netop derfor, at vi også blevet så mange flere af dem.

Havde jeg overhovedet noget på hjerte, da jeg satte mig for at skrive? Jeg beklager, hvis det er gået tabt under redigeringen.