lørdag den 11. april 2009

Ned til karbonaderne

Robert Zola Christensen begiver sig vanen tro ud i et endnu et litterært eksperiment. Denne gang er klummen blevet til et kærligt stykke pastiche-kunst-prosa, hvor John og Tulle, kaffe, masser af æblekage, skyllemiddel og karbonader indtager de væsentlige roller.

Af Robert Zola Christensen, forfatter

Jeg var kommet med bussen klokken ti om formiddagen, og allerede da vi sad omkring middagsbordet om aftenen, vi fik karbonader, eller også var det hamburgerryg med grønne ærter og gule majs, jeg kan ikke lige huske det, men jeg var i hvert fald sikker på, sygt meget sikker på, at der var et eller andet fuldstændig vildt galt med John og Tulle, for de var så underligt stive i det, begge to, ikke bare den ene, men også den anden, for alene den måde de bevægede sig på, når de for eksempel kom ind fra køkkenet med maden på et fad, var det karbonader, var det hamburgerryg, så bær den dog ordentlig, den bakke, i det mindste på en spændende måde, og jeg forestillede mig, at de var lavet af træ, John og Tulle, massive helt igennem, og det var det, jeg sad og tænkte på, da Tulles bror, hvad han hed, ville han ikke engang ud med, brød ind og spurgte, hvad det var, jeg sad og grinede af. Det var bare noget, jeg kom til at tænke på, sagde jeg, for han havde nemlig lejet førstesalen, mens han midlertidigt arbejdede på en lampefabrik i Maribo, og der boede han altså, ikke på fabrikken, naturligvis, men oppe på førstesalen, og det var derfor, jeg kun fik sofaen.

Broren var da så helt anderledes bevægelig i det sammenlignet med sin søster og svoger, og hvis jeg så ellers kan få lov at fortælle min vittighed færdig, sagde jeg på et tidspunkt ud på aftenen, for broren var lige kommet ind fra bryggerset, ja, han stod i køkkendøren og kradsede sig på brystet i sin kedeldragt, og han afbrød mig for at fortælle, at nu var der hældt olie på bilen, og han sagde, at hundemad ikke var lavet af hunde. Som om jeg ikke havde fattet det.

Men kan han da ikke bare slappe af engang imellem, tænkte jeg, men det kunne han ikke, for næste formiddag, jeg sov jo på sofaen, var han tidligt oppe og i gang med at lave et hønsehus til hønsene, hvem skulle han ellers lave det til, men for helvede da også, som det larmede.

Tag dig ikke af ham, sagde John, mens han varmede brød i ovnen. Ja, det kunne han sagtens sige, for det var svært ikke at lægge mærke til, hvordan han slog sine solide pæle ned i jorden og brugte hønsenet til hønsene, mens han samtidig holdt øje med os fra distancen, skulede koldt og holdt øje med, at vi holdt øje med, hvordan han slog pæle ned. Så slap da lige af, tænkte jeg, og det var faktisk sådan, at jeg til sidst måtte kigge væk, og for at få en ende på det, åbnede Tulle til sidst vinduet og råbte ud til sin bror, at nu var det nok, nu er det vist færdigt for i dag, og det fik ham faktisk til at slappe af, men kun et øjeblik, for da vi så, Tulle og jeg, samme blæsende eftermiddag hjalp hinanden med at folde nogle lagener og dynebetræk sammen, der duftede kraftigt af skyllemiddel, gik han i gang med at rense tagrender på Johns garageanlæg (John har nemlig sådan et).

Nu var han kedelig på den kedelige måde, for broren stod øverst på stigen og fægtede med et stykke værktøj af en slags, så det regnede med beskidte blade og smågrene, og det kan måske være meget godt med rengøring, men jeg blev så nervøs for det vasketøj, og det projekt med de skide tagrender blev ved til langt ud på eftermiddagen, ja, han kom ikke engang ind og spiste æblekage, og vi kunne så høre ham derude, mens vi forsøgte at ignorere lydene, og nu gik Johns baghoved op som en låge, og en stor mekanisk fugl kom ud på en pind og sagde kukuku, før den forsvandt ind igen, og jeg spurgte, om det skete tit, det dér med fuglen, og om det eventuelt havde noget med Nattergalen at gøre, det ved man jo aldrig, men det havde det så ikke, og jeg spurgte, hvad brormand ville sige til det, hvis han så det, men i stedet for at svare viste Tulle mig, at hendes ben var lavet af appelsiner.

Og der kom flere af den slags tricks, det var for eksempel helt vildt det, der kom op af køkkenskuffen, da Tulle åbnede den, og det skulle lige til at blive endda endnu vildere, da der lød et værre spektakel udefra, og vi løb hen til vinduet og så, at stigen var faldet væk under ham, og det så åndssvagt ud, som han holdt fast i tagrenden, mens han spjættede med benene i luften. Der var også ret langt ned, så jeg sagde, jeg syntes, vi måske skulle gå ud og hjælpe ham, men det kan der slet ikke være tale om, sagde John, og han vidste sikkert, hvad han talte om, så vi tog vores kaffe og æblekage, eller måske var det gulerodskage, med ind foran fjernsynet.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Helle dusseda

Anonym sagde ...

det er nok det mindst sjove jeg længe har læst

Anonym sagde ...

Man må håbe at det store bestsellergennembrud kommer en dag for Zola, i mellemtiden vil vi andre glæde os over hans kvindelige forfatterkollegers succes...:-)

Anonym sagde ...

de er sure sagde ræven...