Merete Pryds Helle blev bidt af at læse Lars Noréns En dramatikers dagbok. Her handler det ikke om det plotbårne teater med replikker, men det indre daglige drama, hvor mennesket hver morgen må leve angsten igennem siddende på sin sofa.
Af Merete Pryds Helle, forfatter
Jeg er for nylig blevet færdig med at læse Lars Noréns En dramatikers dagbok. Jeg læste bogen i et stræk, alle de mange sider, som ikke er nummererede, så jeg ved ikke hvor mange der er, et par tusind måske, trykt med ganske lille skrift.
Det er mange mange sider, optegnelser dag efter dag gennem fem år, fra 2000 til 2005. Igennem årene er der en skilsmisse, nye forhold, forhold der går i stykker, forhold til venner og til de to døtre, teateropsætninger, en masse sushi der indkøbes og spises, kommentarer om de mennesker, Norén møder og især om andre teaterfolk, erindringer om barndommen, dyre tøjindkøb, tanker om penge, tanker om kunst, om teater især, besøg på cafeer; og egentlig ikke så meget andet.
Så hvorfor, spørger jeg mig selv, blev jeg så bidt af at læse de optegnelser, dag efter dag, år efter år, at følge et liv der bare gled af sted igennem dagene? Et liv der bevæger sig på samme tid i regelmæssige og uregelmæssige ryk; tiden er inddelt i dage og nætter som tid er, men ind imellem kommer en begivenhed og rykker os hurtigt videre, ind imellem ligger man ganske stille og venter på at bevæge sig.
Sådan er det i høj grad for Norén. Så ud over hvad der sker på indholdssiden, viser bogen os også tidens dobbelthed; at den går fuldstændig ensartet og hopper og springer uregelmæssigt og uforudsigeligt på samme tid.
| Dec. 2002 Träffa Charly imorgon. Ett litet samtal om besvikelse og irritation. Jeg vill inte tappa känslan mer än vad jeg redan har gjort. Då blir det inget kvar. – Jeg smekte hennes sköte. Då sa hon: Jeg har fått mens. När då? I dag. I morse. Det märkliga med det är att jeg blev ledsen. Men jeg är glad för att jeg blev så glad när jeg trodde at hon kanske hade blivit befruktad. [Citat: Lars Nóren i En dramatikers dagbok] |
Jeg tænker, at det ikke er tilfældigt at bogen; eller bøgerne, jeg læste dem i to bind; hedder En dramatikers dagbok, og ikke bare Lars Noréns dagbok. For det der rulles op er ikke en ydre dramatik, men en indre dramatik, og den indre dramatik er omdrejningspunktet og katalysatoren for de ydre hændelser.
Vi lærer en mand at kende, der er hysterisk og neurotisk og har sine indre dæmoner at kæmpe med. Han er lige så rå over for sig selv, som han er over for andre, lige så kontant over for sig selv i sine korte notater, som han er over for de kvinder, der er i hans liv.
Når man har fulgt ham gennem livet et par år, kan man næsten gætte, hvornår den næste konflikt og det næste brud kommer, for det er en mand, der hele tiden er udspændt imellem at ville være alene og skabe sin kunst, og være elsket og elske og være angst. Som svinger som et pendul mod andre og lige så hurtigt væk mod ensomheden.
Når jeg ser, måske især klassisk, teater, oplever jeg det som en dramatisering af almene menneskelige indre konflikter. Det der sker på scenen, er det der sker inde i mig, er det der sker inde i os alle; det udleves som en form for metafor eller en form for renselse på scenen. Den indre uro, den indre angst, dæmonernes lille trommedans i os, bliver eksternaliseret og vist frem af skuespillerne, så vi kan se vores indre udefra, se den indre tumult oppe på scenen, og måske blive en smule beroligede over, at den indre kamp er almen, at dæmonerne findes, men kun som skuespillere, at de følelser vi bærer på og forsøger at ignorere, bliver levet igennem af andre, så vi kan falde til ro.
| Nov. 2003 Vad gjorde jeg idag? Jeg köpte presenter til Nelly. Jeg försökte skriva. Jeg gav upp och försökte igen. Jag vilade. Jeg städade. Jag tröttnade. Jag satte punkt. I mitt rum stod de tysta mörkklädda människorna, så utan tid att det var nu och sedan, och upplöstas långsamt. Varför talar de inte? Ger jag dem inte tillräcklig ro. Micha ringde. [Citat: Lars Nóren i En dramatikers dagbok] |
Det gælder ikke kun teatret i dag, men også film; vi ser angstvækkende film for at lære vores angst at kende, vi ser folk slå hinanden ihjel, så vi ikke selv behøver at slå ihjel. Aristoteles taler i sin Poetik om katarsis som en lutring eller renselse af frygt og medlidenhed; og opsatte altså allerede dengang et forhold imellem det drama, der udspilles på scenen og det drama, der udspilles inde i tilskuerens følelsesliv.
Med Lars Norén har vi så en dramatiker, der skriver om sig selv og sit indre drama, i stedet for som han plejer at sætte sit drama op på scenen. Han beskriver sit ydre liv ganske nøgternt, og sit indre liv lige så nøgternt og kortfattet; men lader os se ind i det.
Det jeg finder så fascinerende ved Noréns betragtninger, er, at hvis man forestiller sig at dramaet på scenen er en metafor for det drama der sker i det indre; så er metaforen og scenen her taget væk, og vi ser direkte ind i det drama, der udspiller sig på den indre scene. Det lille drama, der glider gennem hverdagene og måske ikke er stort og plotbårent, men som er påtrængende og vedkommende. Det drama der udspilles for Norén på hans måde og for os andre på vores måde.
De konflikter og følelser der viser os grundstoffet bag teatrets drama, den indre spænding der bygges op og forløses, ofte uden egentlig begrundelse andet end at et indre spændingsfyldt menneske er sådan. Et menneske der vil bestemte ting i tilværelsen så meget og så alligevel ikke kan rumme de ting, han så gerne vil. Et menneske, der søger harmoni, men ikke kan holde harmonien ud. Der søger kærlighed og nærhed, men bliver angst, når der er kærlighed og nærhed, og står fanget midt i en bevægelse mellem at søge den anden og skubbe den anden væk. Et menneske der er plaget af angst, af angstens irrationalitet og uforudsigelighed, og forsøger at leve den igennem, siddende næsten hver morgen i sin sofa lever han angsten igennem. Og viser os det råstof, dramaet lever af som metafor og renselse.
| Jan. 2004 Först vaknade jag, utan liv, till en dag utan liv, ett liv utan liv. Jag satt i flera timmar och kunde inte röra mig. Sedan gjorde jag mig i ordning och gick ut. Jeg vet inte vad det är för impuls som knuffar mig och får mig att resa mig upp och gå och klä på mig och gå ut. Jag kom hem igen och satt på samma sätt i några timmar, fram til två. Jag ringda A och sa som det är: Jag har förlorat mig själv. Sedan gick jag in och skrev. Vad ska hon göra med en sådan upplysning? [Citat: Lars Nóren i En dramatikers dagbok] |
I læsningen kan man selvfølgelig sige at man kommer under huden på dramatikeren Lars Norén; men man kommer i lige så høj grad ind bag scenen, bag dramaet og ser, hvad det er i os alle, der gør dramatik så interessant.
Dramaet der findes i os alle; hos nogen sat mere på spidsen end hos andre, hos Norén skærende og pinefuldt, men også meget meget menneskeligt. En dramatikers dagbok er virkelig en dramatikers dagbog; som læser bliver man scenen, dramaet udspilles på, og det er medrivende og lærerigt at være den scene, der spilles på.
Fakta om bogen
Lars Norén:
En dramatikers dagbok
1680 sider
Albert Bonniers förlag
Udkommet april 2008
NB! Bogen kan lånes via bibliotek.dk eller købes på adlibris.dk i en billigbogsudgave til ca kr. 100,-
