Det kunstige ben

Gerd Laugesen møder litteraturen, der hvor den er, eller der hvor virkeligheden er. Mød selv forfatteren og se, hvad der sker, da hun er på vej for at aflevere en lyserød kuvert.

Af Gerd Laugesen, forfatter

”Stjernerne sås hvide og klare gennem marsboerens krop, de var syet ind i hans kød som gnister, der gløder i den tynde, selvlysende hinde om en geléagtig fisk. Man kunne se stjerner blinke som violette øjne i marsmandens mave og bryst og glitre som juveler gennem hans håndled.
”Jeg kan se gennem Dem!” sagde Tomás.
”Og jeg gennem Dem!” sagde marsmanden og gik et par skridt baglæns.”
[Ray Bradbury, Krøniker fra Mars]

Jeg gik forbi Den Frie ved Østerport Station – og blev bedt om at tage skoene af, fordi kunsten ikke måtte blive beskidt. Jeg åbnede døren ind til et hvidt rum uden lys, kun lyd, der fik væggene til at vibrere. Jeg gik ind i en labyrint, der blev smallere og smallere, bakkede og fik klaustrofobi. Jeg blev bange og kunne ikke finde vejen tilbage. Men jeg ville jo ikke ødelægge kunsten. Da jeg kom ud igen, var verden lidt en anden – og for at komme ned på jorden købte jeg en bog om breve.

Jeg var egentlig på vej hen for at aflevere en lyserød kuvert, for jeg stoler ikke på postvæsenet. Men så standser jeg foran et vindue, hvor der hænger en seddel med ordene: klaverundervisning tilbydes. Jeg savner min gamle klaverlærer, og desuden skal jeg hjem og skrive en litterær klumme til Sentura om, at jeg ikke forstår, hvad en litterær klumme er. Men nu banker jeg på, og en mand fjerner den jernpæl, der spærrer for døren, han bærer fløjlsbukser.

”Hvad kunne De tænke dem frue?”

Der står et klaver til venstre – et flygel til højre. I loftet hænger en violin, der er smeltet sammen med et ur, som var jeg gået ind i et maleri af Salvador Dali.

”Kan jeg få undervisning ved det her klaver?”

“Nej, det er hos en meget dygtig pianist tæt ved Kongens Nytorv, De kan få undervisning, frue.”

”Hvad laver du så?”

“Jeg er det, man kalder for marskandiser. Men jeg kan meget bedre lide musik end at se. Jeg ser faktisk ikke godt, jeg kan slet ikke se alle detaljerne i et billede.”

“Der hænger da noget Henry Heerup i vinduet?”

“Det er sandt, men ser De frue, jeg har bare lært, hvad man kan tjene penge på.”

Der er gamle ure overalt, kun ét går. Jeg kommer igen til at tænke på den urmagerbutik, hvor alle urene er gået i stå. Dengang jeg gik rundt i regnen, og alle historierne havde lukket sig inde. Den dag Pizza Hut solgte pizzaer til halv pris. Det er ikke rart, når historierne bliver hjemme. Men nu sidder jeg her, og bogreolen er proppet med bøger.

“Har du altid boet her?”

“Siden 80’erne. Det er en menneskealder siden, jeg flyttede ind. Ved De, hvor lang tid, en menneskealder er?”

“Det må så være omkring 30 år.”

“Det er rigtigt, men jeg kan ikke huske, hvem der fandt på det udtryk. Jeg plejer at huske alt, men det har jeg ikke kunnet efter min hjerneblødning,” siger han.

”Du må være to menneskealdre så?”

”Jeg er skam næsten tre menneskealdre, frue, jeg er 75.”

Der spreder sig en lugt af noget sødt, vingummiagtigt i rummet.

”Kan du slet ikke huske noget?”

“Hvis jeg så Dem på gaden i morgen, ville jeg ikke genkende Dem. Kun hvis De gav mig et rap over hovedet med Deres taske lige nu. Så ville jeg nok per refleks krybe i skjul.”

“Undskyld, jeg skal også huske at sige De til Dem, men hvorfor siger De egentlig det, er det ikke lang tid siden, man sagde De til folk? “

“Jeg vil skide på, hvad man siger. Jeg har altid sagt De til fremmede og folk, jeg ikke bryder mig om.”

Der hænger et kunstigt ben på væggen med en sort sok på foden.

”Hvorfor har De et ekstra ben?”

“Jeg havde en veninde, som mistede sit ben. I mange år gik hun rundt på ét ben. Da jeg så det her ben på et loppemarked, huskede jeg, at hun har sådan en lille stump ben tilbage, som hun måske kunne stikke ned i det kunstige ben. Men så viste det sig bare, at jeg havde købt et højre ben, og det ben, hun havde i forvejen, var også et højreben, så det duede ikke.”

“Jeg troede ellers, alle ben var ens?”

“De kan se forskellen på fødderne.”

”Er sokken så Deres egen?”

”Nej, sokken fulgte med.”

”Så hvis jeg har noget, der ligger lige til højrebenet, kan jeg bare gå her hen og give det til benet?”

”Ja, eller hvis De kender nogen, der mangler et højreben.”

”Selvfølgelig.”

Han har ikke altid været marskandiser. Før i tiden blandede han farver for kunstmalere.

“Har De også været musiker?”

“Nej, men jeg havde en gammel legekammerat, der lærte at spille klaver i en alder af 50. Han var ellers håndværker og sad der med sine robuste fingre, stive, og så kom der alligevel en klang ud, sprød og følsom, da han spillede de stykker, Bach komponerede til sin datter,” siger han og spørger, om jeg ved, hvem der har sagt følgende om kærlighed:

"Af alle de slidte, tilsmudsede, misbrugte ord i vort ordforråd, er "kærlighed" afgjort det mest snuskede, ildelugtende, slimede. Det bræges fra millioner af prædikestole, det croones vellystigt fra hundrede af millioner højttalere, det er blevet en krænkelse af den gode smag og den anstændige følelse, en obskønitet man tøver med at bringe over sine læber. Og dog må ordet udtales, for kærligheden er, når alt kommer til alt, det sidste ord."

”Hvem har sagt det?”

”Aldous Huxley.”

Han rejser sig og finder Huxleys essay om Viden og Erkendelse frem. Den bog er ikke til salg.

”Jeg er ved at være gammel, men så er det gode, at man har god tid til at tænke sig om og læse sine bøger. Og fordi jeg har haft den hjerneblødning, kan jeg jo ikke huske det, jeg har læst før, og så kan jeg få lov til at læse alle de gamle romaner, jeg allerede har læst, som om jeg aldrig havde læst dem før.”

Han rejser sig brat og siger: “Jeg har glemt mine hindbær.”

Han forsvinder rundt om hjørnet. Jeg forstår pludselig, at det var dér, den sødlige luft kom fra. Så kommer han tilbage.

”Var hindbærrene okay?”

”Nu er de i hvert fald smeltet. Vil De have en lille hindbærdrink?”

”Ja, det vil jeg gerne...”

Der bliver hældt op i et lille glas. Det er helt sødt – men også opfriskende.

”Har De så læst Ray Bradbury,” spørger han.

”Hvem?”

”De burde spærres inde. De skulle skamme dem, at De ikke ved, hvem det er!”

“Undskyld.”

Han hiver bogen frem. Det er en fremtidsroman skrevet i 50’erne, og den foregår i dag, ja, fra 1999 – og frem til 1926. Den hedder Krøniker fra Mars. Den bog er heller ikke til salg.

“I bogen drikker de ild af glas – og de spærrer blomster inde i bure, fordi de er bange for, at blomsterne løber deres vej,” siger han og peger op på væggen, for han har gjort bogens handling efter. Han har spærret sine egne blomster inde i et fængsel. De hænger på væggen – en lille buket i en glaskasse.

”Hvis jeg nu kommer forbi en dag, hvornår har De så åbent?”

”Jeg åbner, når jeg gider. Selv de professionelle købere overholder ikke tiden, derfor har man heller ikke brug for at sætte alle urene. De kommer bare og banker på, så åbner jeg op for Dem.”

Og jeg går ud i verden – nu vil jeg finde Ray Bradbury, jeg vil læse om de indespærrede blomster, jeg vil læse om i dag.

Da jeg har afleveret min lyserøde kuvert, går jeg hen til Paludans Bogcafé. Hvis nogen skulle have overset det, så er den blevet overtaget af nogle nye ejere. Men der er stadig den samme antikvar – og lige nu er der vinsmagning i stuen. Jeg går ned i kælderen.

”Jeg skal finde en bog af Ray Bradbury – Krøniker fra Mars?”

”Gå ned og se under skønlitteraturen,” siger antikvaren, en smule træt.

Og dér står den, en fremtidsroman, der jo egentlig er blevet til en samtidsroman! Og måske har den lille bog bare stået dér og ventet på mig?

Jeg kan ikke lade være med at spørge antikvaren, om der er bøger, som aldrig bliver solgt? Og han viser mig de her bøger, der handler om computerprogrammer, der for længst er uddøde. Og han fortæller, at man i sin tid spekulerede meget i opkøb af restoplag. For eksempel solgte de pludselig alle eksemplarer af Inger Christensens Sommerfugledalen.

”Først solgte de ingenting, de kostede en tyver, så en halvtredser – og så hundrede – så tohundrede. Når mennesker dør, bliver de pludselig meget populære,” siger han tilfreds – og dog lidt sørgmodigt.

På vej hjem ringer jeg til min ven Erik. En bil dytter højt, og så hører jeg nøjagtig samme dyt i mobilen. Erik står lige på den anden side af gaden. Han har læst Krøniker fra Mars. Han var ikke var særlig gammel og lukkede bogen, da den blev for uhyggelig. Nu er det spændende, om jeg kan klare det – det er jo bare fiktion? Men den spår om fremtiden?

Og så ligger jeg i min seng og læser om folk, der bor på Mars i år 2000. De er gule i ansigtet, med gule øjne, de skyder os med ildfluer, når vi kommer op med vores rumskibe. De bærer masker over ansigtet, når de går ud. Maskerne viser deres humør. På én var der tegnet tre smil i stedet for ét – en andens maske var mat og viste ingen følelser. Og så læser jeg, at når mennesker dør, kan de få en ny chance på Mars. Det viser sig desværre, at marsboerne har så gode empatiske evner, at de kan sætte sig ind i, hvad mennesker gerne vil se. Jeg får kuldegysning. Er det sandt?

Om natten drømmer jeg, at jeg bliver forfulgt af mennesker med masker. De jager mig på mekaniske heste gennem min barndomsskov. Men jeg kender smutvejene og løber hele vejen hjem til tennisbanerne. Jeg vågner og tænker ved mig selv – litteraturen kan alligevel noget – hvor absurd den end er, kan den ramme ind i drøm og virkelighed – og måske er det sandt, at der findes små mennesker med gule øjne, der bor på en anden klode? Det er i hvert fald rigtigt, at vi i dag drikker ild af glas.

Nu forstår jeg, hvad fiktion er. Den kan skabe virkeligheder, vi ikke anede eksisterer. Selv om jeg altså stadig vil hævde, at den virkelighed, vi møder på gaden, nogle gange overgår fantasien.

NB! Mød også Gerd Laugesen på hendes nye hjemmeside.