fredag den 13. november 2009

Dette er ikke en paraply

”Paraplyteorien” kalder Merete Pryds Helle sin idé om, hvordan sproget arbejder i bevidstheden. Hvert ord er en paraply, der folder sig ud med et svup og afslører erindringer, associationer og sansninger.

Af Merete Pryds Helle, forfatter

Vi taler så meget om litteratur; om form og handling og personer og budskaber og koncepter. Vi kan være uenige; én foretrækker hårdkogt realisme, en anden tekster der skriver over gamle tekster, en tredje systemdigte, men vi er som regel mere eller mindre enige om, hvad det er vi taler om.

Men hvad er det, vi taler om? Hvad er litteratur? Hvad er det, litteraturen gør ved os?

Jeg vil gå ned til de mindste dele; litteraturen findes i sproget, og sproget findes i bevidstheden. Litteraturen er altså en måde, sproget opfører sig på i bevidstheden, en måde, der ligner så meget andet sprog; avisartikler, daglig tale, opskrifter osv. Forskellen er, at det “almindelige” sprog refererer til noget i den håndgribelige og fysiske virkelighed: Jeg har faktisk set det røveri, avisartiklen omhandler, jeg har hørt dig sige at du er tilbage klokken fem, jeg har strikket den trøje efter opskriften.

Hvorimod litteraturen ikke kan findes derude; personerne har ingen adresse (undtagen i dele af konceptkunsten), begivenhederne har aldrig fundet sted, det digtene maner frem i mig er sansninger jeg kun fornemmede, ikke nogen jeg havde. Men jeg vil påstå, at det litterære sprog låner af det “almindelige” sprog; det lader som om det har referencer i den fysiske verden, og derved kommer litteraturen til at virke virkelig på os; derved kan litteraturen skabe rum og personer og begivenheder, vi nærmest mener at have kendt og været en del af.

Den måde, jeg ser sproget opføre sig på, kalder jeg paraplyteorien.

Jeg er ikke sprogfilosof, og måske er dette formuleret bedre et andet sted; men her er min version af, hvordan sproget opfører sig i bevidstheden.

Jeg forestiller mig, at hvert ord er en paraply; inde i os er tusinder og atter tusinder af paraplyer som står og drypper af i bevidsthedens store paraplystativ. I det øjeblik et af ordene aktiveres, ved at blive hørt, læst eller skrevet, bliver dets paraply slået op, og alle de billeder, alle de sansninger, alle de erindringer, associationer og konnotationer ordet har, står frit tilgængeligt frem.

Sig for eksempel ordet mælk; der kommer under paraplyen for eksempel en særlig farve frem, et drikkeglas måske, en karton, problemet med at åbne en karton, en ko, et besøg på en gård, fornemmelsen af at se ned på et barn der ammer ens bryst; alt det aktiveres, alt det får bevidstheden til at rejse sig og se sig omkring i sit eget landskab – men det er sjældent slut med det – der bliver føjet flere ord til ordet; for eksempel har jeg det særligt med mælk og kan skrive; jeg kan ikke fordrage mælk, det får mig til at kaste op, og svup svup svup, nye paraplyer slås op, og som en menneskemængde der bevæger sig ad et fortov i styrtregn kommer alt det, der er under hver af paraplyerne ganske tæt på hinanden, gnubber sig op af hinanden, udveksler blikke, sansninger, associationer; og som det også sker på fortovet i regnen er der nogle store paraplyer der bliver hævet over de andre mindre paraplyer; det er gerne store mørke stofparaplyer med store faste håndtag, og i sprogets verden kunne vi kalde dem domæner eller bare abstraktioner, hvorimod de mindre, egenartede farvestrålende paraplyer, rummer noget, der er mere personligt, selvoplevet, som min oplevelse af mælk.

Det er alt sprog, der gør sådan; men det litterære sprog tillader sig at sætte ord sammen, som når de bliver slået op, får bevidstheden til at åbne sig, rende af sted i alle de luftige rum, der er blevet åbnet for, finde nye menneskemængder på ukendte fortove, og litteraturen bliver en rejse, vores bevidsthed foretager i sig selv; ikke indelukket, solipsistisk, for meget af det, der er under paraplyerne har vi tilfælles med andre; men alligevel individuelt, ordsansende.

Der bliver slået paraplyer op, der har stået lukket sammen i årevis; der kommer nye til af de store mørke; og bevidstheden er glad, regnglad for alt det, der åbnes med hurtige klare smæld.

NB! Merete Pryds Helle har netop udgivet mp3-lydbogen Tiden flyver, der er en selvstændig fortsættelse til hendes seneste roman, Hej menneske. Den kan bestilles via Lindhardt og Ringhofs hjemmeside.

Og ikke nok med det: Merete Pryds Helles alter ego Liv Mørk har også åbnet for tilmelding til en sms-julekrimi med titlen Bittermandel. Du får fat i den ved at sms'e BITTER til 1225, så modtager du de 24 afsnit fra 1. – 24. december. Pris: 24 Kr.
Læs mere om sms-julekalenderen.