Den bogstavelige metafor

Merete Pryds Helle har læst William Faulkners Brølet og Vreden og ser på tidsbegrebet hos Faulkner og Shakespeare. Tiden kan opfattes bogstaveligt og på et metaforisk plan, hos Faulkner mest bogstaveligt.

Af Merete Pryds Helle, forfatter

Macbeth act 5, scene 5:
Macbeth’s plans are falling apart around him.

Macbeth: Wherefore was that cry?

Seyton: The Queen, my Lord, is dead.

Macbeth: She should have died hereafter;
there would have been a time for such a word.
Tomorrow, and tomorrow and tomorrow,
creeps in this petty place from day to day
To the last syllable of recorded time
and all our yesterdays have lighted fools
The way to dusty Death. Out, out, brief candle!
Life´s but a walking shadow, a poor player.
That struts and frets his hour upon the stage
and then is heard no more: it is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
signifying nothing.

Idioten som fortæller
“Life is a tale told by an Idiot signifying nothing”, siger Macbeth hos Shakespeare.

Hos Shakespeare er dette en metafor, men Faulkner tager i Brølet og Vreden metaforen bogstaveligt og lader en idiot være fortælleren af livet i det første lange kapitel af sin roman, hvis titel er The Sound and the Fury.

Som for at understrege, at metaforen skal tages bogstaveligt, er der, så vidt jeg kan se, ikke en eneste metafor i idioten Benjamin, kaldets Benjys fortælling. Kapitlet er fuldt af konkrete sansninger. Benjy kan godt sige om sin søster Caddy: She smelled like trees, men vi tror på, at det er fordi, hun faktisk lugter som træer.

Derimod kan han ikke sige: Her life was like a tree, og grunden til, at han som voksen er så vild med at stå nede ved golfbanen, er for at høre golfspillerne kalde: Caddie, Caddie og tro, at det er søsteren, de kalder på; navnet og personerne i Faulkners roman har alle et abstrakt og kompliceret forhold til hinanden.

I første kapitel opvejer den utroligt konkrete realisme idiotien og indsætter læseren i den bevidsthed, som Benjamin mangler. Så vi tænker i en slags i ham/over ham, der indsætter os læsere som bevidsthed i det rum, Benjy befinder sig i. Og vi gør det levende for os selv, fordi vi bliver nødt til at være den tænkende bevidsthed, der fortolker de sanseindtryk, som Benjy får, og som han giver videre til os.

Når vi så har fortolket sanseindtrykkene, gør vi dem abstrakte og skaber situationen eller rummet omkring sansningen eller bagved sansningen, lige som vi gør med vores egne sanseindtryk. Der bliver altså en høj grad af identifikation, ikke med idioten Benjy som sådan, men med det rum og den virkelighed, han befinder sig i.

I det øjeblik, man får sin læser til at skabe den situation i sit sind, som beskrives, er det, at litteraturen bliver levende. Så man kan sige, at Life is tale told by an idiot, fordi idiotens narrative evner faktisk skaber liv i fortællingen.

Den bogstavelige metafor
Hvis vi går længere op i citatet fra Macbeth, kan vi se, at det, der sætter Macbeths replik i gang, er, at Lady Macbeth er død. Macbeth reagerer ved at ønske, at dette ikke var sket nu, men at det var skubbet ud i fremtiden, hvor disse ord burde have haft deres tid.

I Brølet og Vreden er det umiddelbart det modsatte, der sker. Kvinderne i romanen bliver meget gamle og er meget livskraftige, trods deres klager over skavanker og lidelser. Ganske vist dør Damuddy, de fire børns bedstemor, men det er mere signifikant, at moren Caroline bliver ved at leve i bedste velgående og lader til at overleve alle begivenheder og sine børns liv. Også den sorte tjenestekvinde Dilsey lever længe, og både Caddy og niecen Miss Quentin lader til at finde deres egen ukonforme vej igennem livet og i øvrigt have masser af livskraft.

Det seksuelle er en stærk livskraft, og hos Caddie og Miss Quentin er den seksuelle kraft stærkere end de normer, de vokser op i. Så i modsætning til Lady Macbeth dør kvinderne ikke, de tromler i stedet hen over det mandlige og kastrerer mændene i romanen: Benjy bliver rent fysisk kastreret, broren Jason kan kun have et forhold til en kvinde, der er prostitueret, og som kan holdes på afstand, den tredje bror Quentin kan ikke finde sin mandighed og fortabes i sit uopfyldte begær efter søsteren Caddy. Endelig er der faren, der går rundt på bare ben i en lang natkjole, kastreret af alkohol. Det er mændene, der er idioter, begår selvmord eller drikker sig ihjel.

Det er også Quentin, der i romanen siger: If I could say Mother, Mother. Der er noget i fortællingen, der gør kvinden på en gang ekstremt nærværende og ekstremt fraværende på samme tid. De fylder mændenes bevidsthed, der drejer og drejer sig om kvinderne. Men kvinderne er fysisk fraværende fra de mænd, der fortæller: Moren er syg og ligger i sin seng, Caddy klatrer ned ad pæretræet og forsvinder med en fremmed mand, og det samme gør miss Quentin mange år senere. De er begge uopnåelige for de mænd, der vil have kontrol over dem.

Så måske er dronningen død metaforisk set som kærlighedsobjekt og ligeværdig regent. For hvor det metaforiske i Brølet og Vreden tages bogstaveligt, tages det bogstavelige modsat og løftes op i større abstrakte metaforer, især hos Quentin.

Evig gentagelse
Der er to andre ting omkring Shakespeare-citatet, der er væsentlige for romanen. Det ene er, at det stammer fra en tragedie, og det andet er dets forhold til tiden. Hvis vi først ser på tiden, siger Macbeth:

Tomorrow, and tomorrow and tomorrow,
creeps in this petty place from day to day
To the last syllable of recorded time
and all our yesterday have lighted fools
The way to dusty Death.

Så hvordan anskuer Shakespeare eller Macbeth tiden? Den har usædvanlige egenskaber. Den er ikke fremadskridende fortløbende, som vi er vant til at tænke den fra i går til i dag til i morgen, i overmorgen, dagen efter i overmorgen.

Tiden er snarere stivnet i en nutid, der altid udfolder sig på den samme dag, der altid har en tomorrow. Det er som om tiden står og tøver og gentager sig, den skaber ikke forandring, kun evig gentagelse. Der er i dag og i morgen, og det er det.

Men denne tomorrow er ydermere en gestalt, et noget, der kan bevæge sig. Den Creeps in this petty place, som om den var et spøgelse, og nuet, nutiden er ikke tid, men et sted, der er småt og ubetydeligt ”petty”. Så tiden har spaltet sig, faktisk i tre dele, som alle er fysiske. Et tomorrow, som er en evig række sidestillede enheder, der kan krybe og bevæge sig omkring. Et nu, der er et ubetydeligt sted, der i sin natur ikke flytter sig. Og så er der igårerne, der som imorgenerne også er en slags væsener, som står med fakler i hænderne og giver os stakler lys på vores vej til den støvede død.

Læg mærke til, at det ikke er vejen, der er støvet. Hos Shakespeare glider billedet hele tiden ved siden af det åbenlyse.

Begrebet Duration
Det er noget af det samme, der sker i Brølet og Vreden. Tiden går ikke fremad. Hos Benjy er der ét nu, som uhindret bevæger sig mellem nutid og fortid, oplevelser og erindringer. Alligevel står nogle af igårerne med deres fakler i hænderne og lyser, og det udgør fortællingen; ikke den fremadskridende handling, men det stillestående, menneskelige morads, der vibrerer et sted mellem i går og i morgen.

Man kan altid tale om Faulkners indflydelse fra de store engelske stream of consciousness-forfattere Joyce og Woolf, og det er der mange, der har gjort – men bag dem er også inspirationen fra den tidstænkning, der udfoldede sig i starten af sidste århundrede i videnskab og filosofi.

Blandt andet hos Einstein, der begynder at tale om tid på en radikal ny måde, og hos den franske filosof Henri Bergson, der indførte begrebet Duration. Bergson fremførte, at eftersom tid var i bevægelse, ville den altid være forsvundet i det øjeblik, man forsøger at måle den. Det man måler, er en ubevægelig komplet linje, hvorimod tiden er bevægelig og altid ufuldstændig.

Når man siger, at noget sker i tidsrummet T, mener man blot, at man vil have talt et nummer T af simultane hændelser. For individet kan tiden gå hurtigere eller langsommere, men for videnskaben vil T af simultane hændelser være den samme. Så for at udforske den virkelige tid, som videnskaben ignorerer (mente Bergson), besluttede Bergson sig for at udforske menneskets indre liv, der er en slags varen, eller Duration.

For Bergson er denne Duration hverken en enhed eller en flerhed. Duration er uudsigelig og ubeskrivelig, vejen til at forstå den kan kun vises indirekte, gennem billeder. Og ikke engang de kan vise hele Duration, for den kan kun fanges gennem forestillingernes simple intuition.

Tiden er hovedperson
For mig at se, er det en anden måde at sige det, som Shakespeare udtrykker på en mere negativ måde. Men der er ingen tvivl om, at tiden eller måske Duration er en af hovedpersonerne i Brølet og Vreden. Hos Benjy er tiden som hos Macbeth sidestillede øjeblikke, igårerne, idagerne og imorgenerne vælter mellem hinanden og er skrællet ned til en form for evig nutid, der ikke bevæger sig.

Der findes blot det oplyste øjeblik, og måske er det derfor, at det eneste, der gør Benjamin rolig, er at sidde og stirre ind i ilden, som stirrer han direkte ind i nuets flamme og holdes fast der.

Hos Quentin er der et ønske om at ødelægge tidens forløb – og her vil jeg gerne referere Sartres essay om Brølet og Vreden. Sartre stiller spørgsmålstegn ved, hvilken komplikation i romanen, der er den centrale komplikation, ifølge den plotteknik, der kendes fra Dostojevski eller Gide, hvor handlingen er centreret omkring én forvikling. Men, siger Sartre, vi leder forgæves efter det centrale plot i Brølet og Vreden. Er det Benjys kastration, Caddys kærlighedsaffære, Quentins selvmord eller Jasons had?

Tragedien fortæller ikke kronologisk
Hver gang vi betragter en episode, åbner den for nye episoder bag sig, og det er klart, vil jeg tilføje, hvis Faulkner betragter tiden med Macbeths øjne. For så sker der ingen udvikling, det kan der ikke i sådan en stillestående tid.

Fortællingen folder sig ikke ud – den er som et obskønt og spærrende nu, ifølge Sartre, og han fortsætter: En narrativ teknik afspejler altid forfatterens metafysik – som hos Faulkner er en metafysik om tid.

Faulkners narrative teknik synes i første omgang at negere midlertidighed (temporality), men det er, fordi vi forveksler tidslighed med kronologi. ”Time is dead as long as it is being clicked off, by little wheel, only when the clock stops, does time com to life”, står der i kapitlet om Quentin. Quentin fjerner viserne fra sit ur og er urløs – som Benjy – og det vækker så den egentlige tid.

For mig er det endnu et af de citater, der viser hvor meget mere end titlen, Faulkner har taget fra Shakespeares citat. Men Brølet og Vreden er også en tragedie, som trækker på tragediegenrens konventioner. De enkelte begivenheder fortælles ikke kronologisk, men som i den klassiske tragedie følger den ene af den anden og opleves derved som uundgåelig, præcis som dronningens død ikke kunne undgås i Macbeth.

A man is the sum of his misfortunes. One day you’d think misfortune would get tired, but then time is your misfortune.